Bestyrelsesmedlem i Skovdyrkerne Vestjylland Aksel Nørgaard er gået bort
Vi har desværre mistet vores afholdte bestyrelsesmedlem, Aksel Nørgaard, som er gået bort efter en længere tids svær sygdom. Aksel, der blev 73, sov fredeligt ind søndag morgen, omgivet af sine nærmeste.
Aksel var kendt og respekteret som erhvervsmand, både i og uden for Holstebro og nærmeste omegn. I lokalområdet er Aksel ikke mindst kendt for sin store gavmildhed, som blandt andet omfattede et stort og rundhåndet engagement i det lokale kulturliv.
’En mæcen er død – må hans liv tjene til inspiration’ skriver Holstebro-Struer Dagblad på en lederplads, der i sig selv tydeliggør, hvor meget Aksel fyldte i det lokale kulturliv.
For os var Aksel jo først og fremmest ’Skovdyrker’- først som medlem, men fra 2016 også som et meget engageret bestyrelsesmedlem.
I skoven var Aksel praktisk anlagt og ikke bange for at tage beslutninger – ikke sjældent med afsæt i sin store interesse for jagt, men også med et godt blik for skovens drift og langsigtede udvikling. Som driftssikker erhvervsmand fik Aksel hurtigt taget bestik af, at Skovdyrkernes udgangspunkt er at skabe værdi for den enkelte skovejer på et velovervejet fagligt grundlag. Han kvitterede for den tilgang med en udstrakt tillid og det blev til et mangeårigt og meget fint samarbejde, som gennem årene voksede betydeligt i omfang sammen med Aksels skovportefølje.
I bestyrelsen bidrog Aksel med sin store erhvervserfaring og den særlige indsigt, som kommer af et meget stort og vidtforgrenet netværk. Aksel havde altid fingeren på pulsen, uanset om vi talte om finansmarkederne eller temperaturen i erhvervslivet.
Præcis og ligefrem – og altid på en ordentlig måde – havde han en god forståelse i de mange balancer, der er nødvendige, når man driver en forening, som også er en forretning.
Hans indsigt og engagement vil blive savnet – både i bestyrelsen og i skoven.
Vores tanker går til Evy og den nærmeste familie.
– æret være Aksel Nørgaard.
På bestyrelsens vegne
28.02.2024
Jørn Bertelsen
– formand