Rewilding risikerer at skade Danmarks biodiversitet

Danmark var i urskovstiden ikke præget af store græssende dyr – og de har ikke holdt landskabet lysåbent. Det påpeger professor fra Aarhus Universitet. Rewilding er derfor et eksperiment, som risikerer at skade biodiversiteten, lyder det.

Rewilding. Det er et af tidens helt store emner indenfor naturforvaltning. Store græssende dyr skal ’genforvilde’ naturen og skabe lysåbne arealer i landskabet. Dyrene skal græsse året rundt, ligesom de har gjort i tusindvis af år før landbrugets udbredelse.

Men problemet er bare, at det aldrig er sket.

Det påpeger Bent Odgaard, professor emeritus, Aarhus Universitet.

– Min forskning dokumenterer, at Danmark før landbruget ankom for 6000 år siden, aldrig har været domineret af store græssende dyr. Vilde dyr har aldrig kunnet holde det danske landskab lysåbent, siger han.

– Derfor siger jeg i al stilfærdighed; Rewilding er et stort forsøg, som vi ikke kender konsekvenserne af. Vi kan faktisk risikere at miste arter og forringe vores biodiversitet, hvis vi udruller konceptet massivt i Danmark, fortsætter han.

Tæt og mørk skov

Bent Odgaard ved, hvad han taler om. Han er uddannet biolog og har 40 års erfaring med forskning i forhistorisk natur og kulturlandskab.

Skovdyrkeren har sat ham stævne i Hørret Skov, syd for Århus, for at blive klogere på argumenterne bag hans opsigtsvækkende rewilding-skepsis.

– Det kræver en tur tilbage til forhistorisk tid, fortæller han, imens han går ad en skovsti, som fører ind i skoven.

– Min forskning handler nemlig om at analysere fortidens landskab. Det gør vi med boreprøver, som giver et billede af, hvordan landskabet har set ud i forhistorisk tid. Altså i tiden før det tidlige bondesamfund ændrede landskabet med dyrehold og landbrugsdrift, lyder det.

Han uddyber, at boreprøverne giver ret detaljerede informationer.

– På bunden af søer aflejres der hvert år et lille lag planterester samt sand og ler, som er skyllet ind over søen. I løbet af tusinder af år summer lagene op til mange meter. Med boreprøver kan vi tolke og analysere lagene. Det bliver en stor historiebog for landskabet, forklarer Bent Odgaard.

Ifølge forskeren er konklusionen klar. Det danske landskab var dækket af skov, før landbruget kom til.

– Prøverne viser, at der næsten ikke var erosion i urskovstiden for 6000-9000 år siden. Samtidig viser pollen, blade, frø og frugter i sølagene, at skovtræer var helt dominerende. Det viser, at den danske forhistoriske urskov har været meget tæt – men dog mere lysåben på den fattigste jordbund. Skoven var domineret af lind, eg, hassel, el og elm med flere. Men der har ikke været store lysåbne arealer, siger Bent Odgaard.

Dyretrykket var også lavt.

– Hvis der havde været store dyreflokke i urskoven, før landbruget ankom, ville vi både have set øgede mængder af græspollen, frø og frugter af græs og urter samt udslag i alle de indikatorer for erosion, som vi har undersøgt, siger han.

Det samme gælder for mellemistiderne for flere hundredetusinde år siden. Her har der ifølge professoren også været tæt skov og lavt dyretryk.

Han understreger, at der ikke findes data, der påviser, at store vilde græssere har holdt danske skove lysåbne. Rewilding med helårsgræsning baserer sig derfor på en myte.

Landbruget har skabt rig natur

I Hørret Skov er Bent Odgaard nået frem til et stort lysåbent areal. Det er en artsrig eng, som i dag afgræsses af kvæg.

Bent Odgaard sætter sig på knæ og vipper en håndfuld græs til side.

– Se, her dukker en af de spændende arter frem. Det er orkidéen majgøgeurt. Orkideerne er nogle af de arter, vi skal værne om. De trives godt på lysåbne enge, moser og overdrev, som drives med traditionel sommergræsning uden kunstgødning, siger han.

Gamle landkort fra området dokumenterer, at engområdet har været i landbrugsdrift i hundredvis af år.

– Og det er netop min pointe. Det er det traditionelle landbrug, der har sikret lysåbne arealer og dermed meget af den høje biodiversitet, der er knyttet til disse områder. Det er ikke de store vilde græssere, siger han.

Bent Odgaard uddyber, at alle undersøgelser viser, at det lysåbne landskab først dukker op med det tidligste danske bondesamfund. Det var i yngre stenalder omkring år 4000 før Kristus. Men først i bronzealderen omkring år 1500 før Kristus får disse lysåbne arealer stor udbredelse.

– Her kan vi se store mængder pollen af græs og urter, som viser, at bøndernes store husdyrflokke har holdt landskabet åbent gennem afgræsning. Det samme kan vi også se for de seneste 1000 år, forklarer forskeren og uddyber, at traditionel landbrugsdrift med husdyrgræsning uden gødskning er særdeles god til at skabe artsdiversitet.

– Allerede det tidlige landbrug vinterfodrede husdyrene, og derfor kunne der opretholdes en meget større bestand af græssende dyr end i urskoven, hvor vinterperioden uden friske planter udgør en flaskehals for hvor mange dyr arealet kan bære, lyder det.

Rewilding er et moderne forsøg

Professoren gør det klart, at han slet ikke er imod vild natur. Men han fastholder, at rewilding-teorien tager fejl i baseline – altså den natur, vi skal tilbage til.

Han er bekymret over, at vi i dag udruller rewilding i store dele af den danske naturforvaltning.

– Altså, man kan jo i sagens natur ikke rewilde tilbage til noget, som aldrig har fundet sted. De store, vilde græssende dyr har aldrig været massivt til stede i Danmark – og de har aldrig holdt landskabet lysåbent, siger han.

– De såkaldte rewilding-forsøg kan derfor bedre betegnes som forsøg med helårsgræsning. Det er i hvert fald ikke korrekt, at man skaber eller efterligner ‘vild’ natur, fortsætter han.

“Det er det traditionelle landbrug, der har sikret lysåbne arealer og dermed meget af den høje biodiversitet, der er knyttet til disse områder. Det er ikke de store vilde græssere.” – Bent Odgaard

Savner dokumentation

Professoren baserer sin rewilding-skepsis på mange årtiers videnskabelig forskning.

– Men omvendt er der ingen videnskabelige forsøg på dansk grund, som videnskabeligt dokumenterer bedre positive effekter af helårsgræsning på biodiversiteten end af sommergræsning. De forsøg savner jeg, siger han.

– Eksempelvis skal vi blive klogere på de forskellige former for afgræsning. Jeg ville gerne se videnskabelige forsøg med for eksempel tidlig og sen afgræsning i sommerhalvåret. Hvordan vil den type afgræsning klare sig overfor helårsgræsning. Det vil være væsentligt at få dokumenteret, siger professoren.

Han er ikke i tvivl om, at afgræsning er nødvendigt, men han er selv skeptisk, når det kommer til helårsgræsning.

– Der kan være tendens til, at dyrene søger ned i de våde områder, og de bliver trådt op i vinterhalvåret. Hvilke effekter har det på orkideer og andre sårbare arter. Det ved vi faktisk ikke i dag, og det skal vi have undersøgt, lyder opfordringen.

Risikerer at miste arter

Bent Odgaard mener, at en massiv udrulning af rewilding kan koste arter. Ifølge EU’s habitatdirektiv er vi forpligtet til at bevare sjældne og truede dyre- og plantearter og naturtyper.

– Men hvis vi blindt udruller rewilding massivt, risikerer vi at komme i klemme med at opfylde EU’s habitatdirektiv, lyder advarslen fra Bent Odgaard.

– Vi er nødt til at tage vare på både den naturbetingede natur og den kulturbetingede. De to fletter sig uløseligt ind i hinanden. EU’s direktiver skelner heller ikke mellem arternes historie. Vi har bare en forpligtelse til at sikre deres vilkår og overlevelse, siger han.

Landbruget har skabt biodiversitet

I stedet for rewilding, opfordrer Bent Odgaard til, at naturforvalterne igen får øjnene op for effekterne af traditionel landbrugsdrift.

– Man går galt i byen, hvis man ikke anerkender de gavnlige effekter af det tidlige før-industrielle landbrug. I årtusinder har landbrugets husdyr græsset og gavnet naturen, ligesom høslæt har spillet en vigtig rolle, siger han. Det betyder også, at en del af de arter, som vi betragter som naturlige i Danmark, i virkeligheden er ankommet sammen med det tidlige landbrug, og at de derfor er knyttet til sommergræsning med husdyr.

Den mest truede biodiversitet er netop knyttet til åbne, græssede landskaber uden gødskning.

– De landskaber får vi ikke nødvendigvis igen ved at benytte helårsgræsning med store græssere uden tilskudsfordring om vinteren. I stedet skal vi gentage den udnyttelse, som det traditionelle landbrug har benyttet i årtusinder.

– Det kræver, at vi dels styrer næringsstofferne og dels anvender driftsformer, som arterne trives godt under. Her kommer vi ikke uden om den klassiske husdyrgræsning med køer, heste, geder og får, siger han.

Læs også andre artikler fra Skovdyrkeren #97