Peder Dammand har været i foreningen siden 1. februar 1984, hvor han blev ansat som skovfogedassistent af den daværende skovrider, Frands Fraas Nielsen, i Skovdyrkerforeningen Fyn Nord. Peder har derfor været med i hele foreningens udvikling og medfølgende fusioner. Peder har gennem årene beskæftiget sig med stort set alle driftsgrene inden for skovbruget.

I de første år af hans ansættelse var han med til at introducere det traditionelle og professionelle skovbrug for mange mindre skovejere, der kvitterede med medlemskab af foreningen, hvilket medførte en markant stigning i medlemstallet samt omsætning af råtræ, planter og entrepriseydelser. I de følgende år var han en stor drivkraft, der sammen med medlemmerne udviklede den fynske produktion af juletræer og pyntegrønt.

Salg af råtræ har gennem hele Peders karriere været hans hjertebarn, idet Peder altid har søgt den optimale afsætning for både større og mindre partier til gavn for skovejerne. Dette har medført, at stort set alle danske savværker og råtræshandlere kender Peder, hvor han er højt respekteret for sin faglighed og troværdighed. Peder har derudover haft forskellige tillidshverv inden for Dansk Skovbrug; han har blandt andet været medlem af Grønt Råd i Assens Kommune for Dansk Skovforening.

Peder er overordentligt højt værdsat af de fynske skovejere for sit engagement, sin professionalisme og sin store faglige viden.

Læs også andre artikler fra Skovdyrkeren Øerne #97

Læs andre artikler inden for Skovdyrkerne Øerne