God stemning og flotte træer på Langesø Messen
Traditionen tro var Green Product til stede på Langesø Messen, og i år var det i en ny og styrket udgave.
Igen i år var mange mennesker samlet på Europas største messe inden for juletræer, pyntegrønt og skovbrug. Langesø Messen bliver hvert år afholdt den tredje torsdag i august på Langesø Skovbrug på Fyn. I dagene op til og efter messen kommer mange europæiske juletræsindkøbere til Danmark for at se på juletræer og handle.
Skovfoged Asger Toft Ravn fortæller, at især tyske – men også franske – indkøbere var til stede på messen i år.
– Allerede fra morgenstunden fik vi flere besøg på standen end sidste år. Og det lover jo godt for resten af sæsonen.
Vækstsæsonen for nordmannsgranerne har været god i 2023, og træerne fremstod generelt vitale på messen. Der er generelt prisstigninger på nordmannsgranerne, og det pressede juletræsmarked fra de seneste år er ved at vende. Udbuddet er faldet med 20-30 %, og træerne er steget med over 10 kr. pr. styk.
Sidste års tørke har desuden betydet, at nobilis har mange kogler i år, hvilket sætter pres på udbuddet af nobilis klippegrønt.
Green Product har fået en ny struktur
Green Product var mødt op med 12 medarbejdere på deres stand på messen. Asger fortæller, at Green Product, i takt med at branchen er blevet mindre og mere professionel, har lavet en omstrukturering i år.
– Green Product har indtil i år bestået af en enhed i hver af de fem skovdyrkerforeninger, men nu er de blevet samlet i én enhed. Vi går også fra kun at varetage salget af juletræer og klippegrønt til også at varetage både salg og rådgivning inden for produktion og dyrkning.
Green Product kan findes på den nye hjemmeside www.green-product.dk, eller man kan kontakte dem på det gamle telefonnummer 86890977, hvis man har brug for rådgivning eller sparring. Man er selvfølgelig også velkommen til at kontakte skovdyrkerforeningen eller sin juletræsskovfoged direkte.