Giv plads til vildtet og insekterne
Vinteren kommer, og vildtet får brug for steder, hvor de kan søge ly for vind og vejr. Her kan en remise være en afgørende faktor for det lokale dyreliv, hvis den er etableret rigtigt.
De ligger ofte midt på markerne som små selvstændige verdener. Et helle for vildtet og til glæde for forbipasserende, der måske ser en agerhøne eller råvildt løbe derind. Der er selvfølgelig tale om remiser. Remiserne pynter i det åbne danske kulturlandskab, hvor der kan være langt mellem de levende hegn eller skove, som ellers giver dyrene fred og ro.
Snart kommer kong Vinter, og dermed bliver der brug for al den læ, som remisen kan give.
Skovfoged Kim Have fra Skovdyrkerforening Øerne har sammen med praktikant Freja Dombernowsky flere gode råd til ejere eller kommende ejere af en remise, for de små naturøer gavner mere, end man måske tror.
– Skal du etablere en remise, har mange den opfattelse, at man skal plante træer på det udvalgte område, men det er faktisk buske, du skal gå efter. Min tommelfingerregel er cirka 15 procent træer og buske for resten. Og plant selvfølgelig hjemmehørende arter som kornel, slåen, dunet gedeblad og roser som æblerose og hunderose. Når det kommer til træer, skal man vælge lystræer som ask og eg. Det er træer, hvor der slipper meget lys ned gennem trækronen til skovbunden, hvilket giver mulighed for, at buskene kan trives.
Husk hegn ved højt vildttryk
Flere gange om året hjælper Skovdyrkerne Øerne lodsejere med at tynde i remis- er. Og her oplever de ofte, at der er alt for mange træer. I modsætning til buske har træer ikke lavthængende grene, der giver beskyttelse mod vinden. Det betyder, at remisen ikke tjener sit formål, som er at beskytte vildtet.
– På vores hjemmeside kan man læse mere om, hvordan man etablerer en remise, og hvad vi kan hjælpe med. Det er dog vigtigt at begynde med en såkaldt fodpose i yderkanten af området. Det betyder kort og godt, at du planter flere rækker med buske, inden du fortsætter med træer. Og har du et højt vildttryk, er det samtidig vigtigt at få området hegnet ind, siger Kim Have.
Skovfogedelev Freja Dombernowsky er ved at skrive om netop de mange muligheder, remiser kan give et område. Og der er flere valg.
– Selvom forskellige typer fauna har forskellige krav til levesteder, er det stadig muligt at indrette en remise, der tilgodeser flest mulige arter. Ønsker man at tiltrække insekter, er blomstrende og bærbærende buske og træer en fordel.
– Insekter udgør en stor del af fødegrundlaget for fasankyllinger og agerhønskyllinger, der derfor også vil tiltrækkes af biotopen. Ved at skabe lysninger i den større remise kan man også imødekomme haren, agerhønen og fasanens behov for soleksponerede områder. Nogle af lysningerne kan holdes som bar jord eller som arealer, man holder slået, til gavn for hare, klovbærende vildt samt hønsefugle og insekter, og nogle kan anlægges som vildtagre, så de kan danne fødegrundlag for klovbærende vildt og harer det meste af året.
Renhold området
For at give en nyetableret remise de bedste vækstbetingelser er det vigtigt, at den bliver renholdt de første fire-fem år, på- peger Kim Have.
– Det er alfa og omega og noget, som vi selvfølgelig har stor erfaring med. Herefter lader vi stedet være. Efter nogle år kan det dog være nødvendigt at forny remisen. Her kan vi hjælpe med at beskære buskene ned til 30-50 centimeter og på den måde give området nyt liv.
– I Danmark har vi færre levende hegn og tilflugtssteder for vores insekter og vildt. Derfor kan en remise på ens jorde gøre underværker, hvis man passer den rigtigt.