DanRoots A/S er en af Danmarks største producenter af gulerødder og har samtidig knap 60 hektar skov med i ejendomsporteføljen. Ejer Klaus Vestergaard indledte aftenen med at fortælle om virksomhedens historie, udvikling og nuværende produktion, før der var rundvisning på produktionsanlægget. DanRoots har ca. 3.000 hektar under plov. Heraf dyrkes der grøntsager på ca. ¼ af arealet – primært gulerødder, men også andre rodfrugter. For at sikre en tilfredsstillende vækst, er det vigtigt at der foretages markrotation. For at minimere opformeringen af gulerodsfluen – og dens uønskede larver flyttes gulerodsmarkerne hvert år, og altid i vestgående retning, så vinden kan hjælpe med at blæse fluerne væk fra de nye gulerodsmarker. På markerne, hvor der ikke dyrkes grøntsager, dyrkes der kornafgrøder.

At skovene ejes i virksomhedsform, er en udvikling som vi ser mere af hos Skovdyrkerne. Ofte tjenes pengene på andre erhverv end skovene. Skovdriften bidrager med ekstra økonomi, og kan også spille en rolle i virksomhedens ESG-regnskab. Den del lagde Klaus Vestergaard ikke så stor vægt på lige nu.

Efter rundvisningen på produktionsanlægget og i maskinparken gik turen til skovs. Her fortalte skovfoged Simon Kortnum Fabricius om skoven og de aktiviteter der har været gennemført de seneste år. Der er tegnet skovkort på skoven, til glæde for både skovejer og skovforvalter. Et skovkort giver et godt overblik over skoven og kan laves for et relativt beskedent beløb. Der har indenfor den seneste årrække været foretaget et par større skovninger af hugstmodent gran. Det har åbenbaret en fantastisk udsigt udover tange sø – et udsigtspunkt som giver stor ejerglæde og hvor Klaus Vestergaard, som den travle erhvervsmand han er, har mulighed for at finde ro og tid til fordybelse. Der er plantet en del forskellige arter efter skovningerne – blandt andet ægte kastanje, valnød og Thuja. Især kastanjen har udvist en utrolig hurtig ungdomsvækst.

Under skovvandringen kom der et kraftigt regnvejr, så det sidste punkt i skoven blev droppet, og i stedet fandt forsamlingen tilbage til tørvejret i en af maskinhallerne. Her havde skovfoged Bent Nielsen vanen tro grilltjansen – så der var velgrillede pølser, brød og forfriskning til de våde deltagere. Og DanRoots sørgede selvfølgelig for lidt ekstra vitaminer i form af sprøde, søde snackgulerødder.

Tak til Klaus Vestergaard for at lægge skov og virksomhed til. Ligeledes tak til alle de fremmødte medlemmer der trodsede regnbygerne og bakkede op om arrangementet. Der var igen i år meget bred opbakning til arrangementet med 80 tilmeldte deltagere.