Kunderne efterspørger i høj grad dokumentation af driften. Her er GlobalGAP certifikatet den direkte billet til markedet.

Et antal af vore medlemmer har fulgt opfordringen, men endnu ikke særlig mange.

Nu er vores forudsigelser ved at blive til virkelighed. Vores afsætningsselskab, Green Product A/S, har fornylig fået meldinger fra flere store grossister og internationale indkøbsorganisationer, der i den kommende sæson ønsker en betydelig andel certificerede træer til deres videre salg.

En række store tyske og danske producenter er allerede certificeret eller bliver det inden sæsonen. Det ændrer konkurrencesituationen til ugunst for producenter, der ikke kan levere certificerede træer. Som certificeret producent er man ikke lovet direkte højere priser, men man placerer sig bedre i det fremtidige marked.

Direktør Brian Boeberg i Green Product udtaler til Skovdyrkeren: Såfremt vi ikke skal miste salg – eller positionen som en af de store i markedet – samt fleksibilitet i indkøb og salg, skal vi omgående i gang med at få alle producenter certificeret, store som små. De stigende krav betyder, at Green Product i de kommende år bliver nød til at prioritere de certificerede træer i sine indkøb for at kunne udbygge vores afsætning. Målet må være, at 60% er certificeret til sæson 2013 og alle til sæson 2014.

En certificering koster godt nok et vist beløb, især i det første år. Men i forhold til omsætningen hos mange af vore medlemmer vil det alligevel være en overkommelig – og fornuftig – investering. Den efterfølgende årlige omkostning er mindre. En certificering må fremover betragtes som en nødvendig markedsføringsomkostning for at sikre ens salg.

Vi kan således kun opfordre til, at du tager fat i din skovfoged så hurtigt som muligt og får ordnet sagen.

Svend Christensen
Sekretariatschef
Skovdyrkerne

Er du interesseret i atvide mere om GlobalGAP?

Læs

Certificering af juletræer og grønt.

Baggrunden for Global G.A.P

By: SJC