Skudknibning
Grundklipning skaber et smallere og mere velproportioneret træ. For at fastholde den gode form kræver det, at man hvert år indtil afdrift sørger for, at også sideskuddene i næst-øverste grengrans ikke får lov til at vokse frit. Den mest brugte metode er, at brække skuddene mens de er friske og sprøde.
Sådan gør du
Når skuddet er 5-8 cm langt og det har form som en pølse gennemgås stykkerne, og alle skud brækkes (knibes), så der sidder ca. 1/3 af skuddet tilbage. Det gøres nemmest uden brug af redskaber – brug de bare næver.
Det er vigtigt, at skuddet brækkes og ikke knibes af ved brug af neglene, da det sidstnævnte medfører, at de spæde nåle knibes over, og disse bliver brune senere (kedeligt udseende). Med lidt øvelse kan man systematisk bruge begge hænder. Start tæt på dig selv og arbejd med begge hænder i hver sin retning indtil hænderne mødes på den anden side af træet. Det er ikke så mange skud, der skal knibes – 3-6 skud/træ.
Derved bliver skuddene i årets grenkrans ikke så lange, og man har bevaret træets proportioner.
Når man brækker skuddet, fjerner man også det, der skulle blive til nye endeskud med en endeknop, to sideknopper og en undersiddende tungeknop. Men træerne er sådan indrettet, at et ungt lysegrønt og sprødt skud kan danne en ny endeknop – bare skuddet ikke er for gammelt. Derved får man dannet en endeknop, der kan bære et lys, når træet til sin tid bliver høstet.
Tidligere brækkede man hele skuddet af, men det har flere negative konsekvenser:
1. Der mangler et endeskud til at bære lys.
2. Der er færre skud til at give træet fylde.
3. Arret efter afbrækningen er dårligt sammenvokset, og grenen flækker nemt under høsten. En risiko for berettiget reklamation.
Økonomi
Vores erfaringer viser, at det koster ca. 0,75 kr/træ, når man hyrer ekstern arbejdskraft.
Seniorkonsulent Frands Fraas Nielsen
By: Frands Fraas Nielsen