Europæiske skovejere mødtes for at styrke produktionen i skovene
En sikker tro på, at en betydelig stigning i skovproduktionen er mulig i Europas skove - samtidig med at skovene drives bæredygtigt og i respekt for beskyttelsen af deres biodiversitet.
En sikker tro på, at en betydelig stigning i skovproduktionen er mulig i Europas skove – samtidig med at skovene drives bæredygtigt og i respekt for beskyttelsen af deres biodiversitet.
Det var hovedtemaet, da de europæiske skovdyrkerforeninger (skovejerforeninger) i sidste uge mødtes til en konference i Compiegne i Frankrig for at diskutere, hvordan man kan være behjælpelige med opfylde både de europæiske samfunds behov for mere bioenergi og ønsket om at binde mere kulstof i skovene – det sidste af hensyn til mængden af kuldioxid i atmosfæren.
I øjeblikket udnyttes kun 60% af tilvæksten i skovene. Der er derfor store muligheder for at skovene kan bidrage yderligere til EU’s mål om, at 20% af energien i 2020 skal komme fra fornybare kilder, herunder træ. Selv om EU ikke har en egentlig fælles skovpolitik, så er der i 2007 vedtaget en ‘Forest action plan’. Skovejerne fulgte på mødet op på denne plan ved at foreslå en europæisk ‘wood mobilization’.
Fransk blandet løvskov – der er meget mere træ at komme efter
Konferencens enkelte emner var:
- Styrkelse af den bæredygtige skovdrift og biodiversiteten i skovene
- Styrkelse af arbejdet i alle landenes skovdyrkerforeninger
- Forbedring af trækædens effektivitet – fra skov til forbruger
- Fremme af udvikling og investeringer i skovbruget
- Styrkelse af markedet for træprodukter, specielt til energiformål
Det er som nævnt også en del af EU’s ‘Forest action plan’ at støtte organiseringen af skovejerne i skovdyrkerforeninger, hvorigennem rådgivning og undervisning kan foregå. Konferencen støttede op om denne politik og opfordrede specielt de nordiske skovdyrkerforeninger til at hjælpe med organiseringen af det private skovbrug i de nyligt befriede lande i Østeuropa. I al beskedenhed har De Danske Skovdyrkerforeninger deltaget i en sådan udvikling i de baltiske lande i en årrække. Men behovet er stadig stort i en række syd- og østeuropæiske lande, bl.a. Bulgarien og Rumænien, hvor de potentielle skovressourcer er meget store.
Kongressen blev holdt på Napoleon’s jagtslot i Compiegne
De forsamlede skovdyrkerforeninger udsendte i forbindelse med mødet en deklaration, som sluttede med at udtale en tro på, at landene i EU kan være førende i udviklingen af bæredygtigt skovbrug, i anvendelsen af fornybare energikilder og i bestræbelserne på at bekæmpe klimaændringerne. Alt dette baseret på en stærk skovbrugs- og træsektor, som på på samme tid er værdiskabende og giver beskæftigelse i landene.
For interesserede findes hele deklarationen som en fil herunder.
Per Hilbert
Sekretariatsleder
De Danske Skovdyrkerforeninger