Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet var tirsdag vært for en konference med fokus på reduktion af CO2. Ved den lejlighed var Skovdyrkerne indbudt til at holde oplæg om erfaringerne med skoven som energiproducent og som værktøj til CO2-reduktion.

Det oplæg leverede Svend Christensen, der er seniorkonsulent og tidligere sekretariatschef hos Skovdyrkerne.

– Vores råd til politikerne er, at man fokuserer på at dyrke skovene aktivt. På den måde opnår man den største CO2-reduktion. Vi foreslår også, at politikerne udformer en ny skovrejsningsordning for hele landet med det formål at maksimere CO2-optag – altså en klima-skovrejsningsordning, siger Svend Christensen.

Han oplevede stor interesse for forslagene.

– Det lykkedes at få klima-skovrejsningsforslaget med i konklusionerne. Der var generelt stort fokus på skov og skovrejsning ved konferencen, siger han.

Forslaget om klima-skovrejsning spiller sammen med Folketingets langsigtede mål, som er at øge Danmarks skovareal til 25 procent.

Konference skal skabe overblik

Mange interessenter deltog ved konferencen – over 100 var indbudt. Der deltog både internationale og danske klimaforskere, og der var oplæg af praktikere.

Imellem praktikerne var danske landmænd, som har opnået konkrete erfaringer med øget CO2-optag i landbruget.

Anbefalingerne fra deltagerne skal skabe et første overblik over viden på området til brug for energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholts videre arbejde.

Læs mere i det kommende decembernummer af Skovdyrkeren.

jma@skovdyrkerne.dk

Nyheden er skrevet af:

Blandet, dyrket skov i efterårsfarver

Skovdyrkerne