Opstamning og beskæring
Må vi minde om, at august er et godt tidspunkt til opstamning og beskæring af de fleste træarter. Det er let at huske, for det er på samme tidspunkt, de grønne valnødder skal sættes til at trække på snapsen
Mange har traditionelt foretrukket at beskære/opstamme om vinteren, når træerne er i hvile. Det kan der være visse fordele ved, blandt andet at det er lettere at se gennem bevoksningerne.
Undersøgelser har imidlertid vist, at træer har bedst af at blive beskåret om sommeren, hvor de er i vækst. På det tidspunkt heler sårene hurtigst og bedst. En god og hurtig sårheling er vigtig for at rådsvampe ikke skal etablere sig i sårene.
Enkelte træarter tåler faktisk slet ikke vinterbeskæring. Det drejer sig om de såkaldte blødere, det vil sige træer, der taber en masse saft, hvis de beskæres om vinteren eller tidligt på foråret. Det gælder birk, valnød, ahorn og ægte kastanie. De kan imidlertid godt sommerbeskæres.
Det allerbedste tidspunkt er i august. Her er træerne stadig i så god vækst, at sårene heler hurtigt. Samtidig er de ikke så tilbøjelig til at sætte en masse nye skud eller vanris, som de vil være tidligere på sommeren. Og efterårets store smittetryk af forskellige svampesporer, som kan give forskellige sygdomme og rådangreb, er endnu ikke så kraftigt endnu.
Enkle regler om beskæring/opstamning
- Brug så skarpe redskaber som muligt (saks/sav). Derved får du rene snit, som er mindre udsatte for at blive angrebet af bakterier og svampe. Vi har særlig gode erfaringer med de japanske ’silky’ opstamningssave.
- Hvor grenen har en lille krave (fortykning) inde ved stammen, skærer man præcis udenfor denne krave. Så den ikke bliver beskadiget, og så der heller ikke kommer til at sidde en død stab udenfor kraven, som tiltrækker rådsvampe.
- Hvor der ingen synlig krave findes, skæres i flugt med stammen, men altid uden at såre denne.
- Tænk ikke på sårbehandlingsmidler – de gør sjældent (aldrig?) gavn.
- Hvor der er tale om tykke sidegrene, der skal saves af, anbefales 3 snit pr. gren. Først et snit på undersiden af grenen et stykke ude (f.eks. 10 cm ude). Dernæst saves grenen oppefra en anelse længere ude end det første snit. Herved afskæres grenen uden at man får flæk ned af stammen. Med det tredje snit skæres den lille stab af inde ved grenkraven.
Så det er bare at fatte saksen og saven nu. Du kan lige nå det.
Og så var der lige snapsen
Nødderne skal plukkes, mens de er bløde – altså inden nøddeskallen under det grønne yderlag er blevet hårdt.
Tag et henkogningsglas – ca. ¾ l og fylder det op med grønne, skylledeog flækkede valnødder.Glasset fyldes med vodka eller Brøndumsnaps (alkohol uden smag)
Sættes derefter ind i et skab og står til jul, hvor det filtreres gennem et kaffefilter og kommes på flaske.Snapsen er nu mærkebrun, næsten helt sort, og har en fantastisk smag. Kan evt. fortyndes (med snaps), hvis smagen er for kraftig.
phi@ skovdyrkerne.dk