Nobilis angrebet af ædelgranbarkbillen. Træet har dog taget kampen op og druknet billerne med harpiks. Træet overlever indtil videre.

Ædelgranbarkbillen ses oftest i yngre nobilis

Ædelgranbarkbillen ser vi oftest i unge nobilis klippebevoksninger, hvor billen starter med at yngle i klippeaffald eller tyndingstræer oplagt til flis. Billen angriber også svækkede, stående træer. Den optræder oftest i holme, hvor træerne måske også er angrebet af rodfordærver. Hvis man ikke gør noget aktivt for at nedbringe bestanden af biller kan ædelgranbarkbillen lave store huller i bevoksningen.

Ædelgranbarkbillen flyver ud i det tidlige forår, når temperaturen er over 15°C. Herefter borer den sig ind under barken, hvor hunnen lægger 20-40 æg i et parringskammer. Hen over sommeren gnaver larverne sig frem gennem barken og træet dør.

Sådan erkendes angrebet

Det er dog muligt at kortslutte denne opformering og nedbringe bestanden betragteligt. Bevoksningerne gennemgås på nuværende tidspunkt og der kikkes efter træer med mange, små indboringshuller. Hullerne er ikke større end spidsen på en synål. Angrebne træer vil tit stå sammen med udgåede træer, der blev angrebet sidste år eller blandt lysstillede træer. Lysstillede træer får mere sollys og er varmere end træer i skygge. Barkbillen foretrækker de lune lokaliteter, da det fremmer ynglens udvikling.

Bekæmpelse

Angrebne træer skal fjernes fra bevoksningen eller afbarkes. Det nemmeste er at fælde de angrebne træer og flise dem straks. Er der kun enkelte angrebne træer i bevoksningen kan de afbarkes på gammeldags maner med en barkspade. Har man ikke lige en flishugger ved hånden kan de angrebne træer køres sammen i en stak så langt væk fra potentielle bevoksninger som muligt. Fjernelse af angrebne træer skal være afsluttet inden udgangen af juni.

Ulrik Kragh Hansen

Nyheden er skrevet af:

Blandet, dyrket skov i efterårsfarver

Skovdyrkerne