Mandag eftermiddag diskuterede skovejere og politikere stormfald. Det skete ved et møde i Kolding, som var arrangeret af Dansk Skovforening i samarbejde med Skovdyrkerne og HedeDanmark.

Fra branchen er der tilfredshed med den nye ordning, fortalte Skovforeningens direktør Jan Søndergaard.

– Vi vurderer, at skovejerne er stillet væsentligt bedre med den nye lov. Overordnet set er Skovforeningen tilfreds med ændringerne, forklarede direktøren i mødesalen på Hotel Scandic.

Mere simpel lovgivning

Jan Søndergaard gennemgik forskellige punkter, hvor den nye ordning adskiller sig fra den gamle. For eksempel er den nye lov blevet strømlinet. Det nu mere simpelt at definere stormfald.

– Med den nye ordning er der stormfald i en landsdel, når mere end ét års normalhugst bliver ramt. For hele landet gælder, at der er stormfald, når mere end en million kubikmeter træ er væltet. Det er altså lykkedes at få en række forenklinger i den nye lov, sagde han.

Han nævnte også, at stormfald på det enkelte areal bliver ændret. Tidligere skulle der være væltet så mange træer, at der efter loven kræves genplantning. Kravet findes nu ikke længere i loven. Nu gælder der i stedet, at to tredjedele af træerne på arealet skal være væltet, knækket eller rodløsnet.

Der er også ændringer i forhold til generationsskifte.

– Med den nye ordning bliver generationsskifte betragtet som et ejerskifte. Dermed kan den yngre generation tegne basisforsikring. Det er en ændring, vi har arbejdet på længe, forklarede direktøren.

Livlig debat

Bagefter var der paneldebat. I panelet sad Hans Chr. Schmidt(V) og Benny Engelbrecht(S). Debatten bredte sig til mere generelle skovpolitiske spørgsmål.

Blandt andet var skovejere bekymrede over, at samfundet stiller flere og flere krav – blandt andet til træartsvalget efter stormfald. Men der mangler opmærksomhed om produktionen.

– Der må altså være respekt for, at skovejerne har skov for at producere træ. De blødere naturinteresser kunne i højere grad varetages af de mange statsskove i landet. Eksempelvis var vi låst af stive regler på træartsvalget efter 1999-stormen, lød det fra salen.

Skovforeningens direktør Jan Søndergaard forsikrede, at der kommer mere frihed i den nye stormfaldsordning.

Hans Chr. Schmidt opfordrede branchen til at holde god kontakt til myndighederne – ikke mindst når bekendtgørelsen kommer.

– De fleste ministre er jo modtagelige for gode argumenter og sund fornuft, sagde han.

Vigtigt at fastholde erhvervsfokus

Skovdyrkernes formand Lars Skou Gleerup er bekymret over, at der er tanker om at nedlægge Skovloven som selvstændig sektorlov og lægge skovbruget ind under en ny kommende natur- og biodiversitetslov.

– Det er vigtigt, at skovbruget ligger i en erhvervsrettet lov. Det vil jeg gerne opfordre til, at I tager med, sagde Lars Skou Gleerup.

Det lovede Hans Chr. Schmidt at tage med videre.

– Jeg skal gerne tage det med. Jeg vil stille skriftlige spørgsmål til det, så vi får klarhed. Det ville være fuldstændig galt, hvis det skete, sagde Hans Chr. Schmidt.

I de kommende måneder vil vejledning og bekendtgørelse til den nye stormfaldsordning blive udformet. Ifølge Jan Søndergaard forventes det hele at være endeligt på plads inden sommerferien.

Åbner vindue til at sende en mailjma@remove-this.skovdyrkerne.dk

Nyheden er skrevet af:

Blandet, dyrket skov i efterårsfarver

Skovdyrkerne