Afsætning

Afsætningsmæssigt har det været en god sæson. Vi fik tidligt lukket aftaler og fastlagt leveringsterminer for en stor del af grøntet. Der kan således meldes udsolgt i de store og middelstore velplejede kulturer. Nogle aflysninger sidst på sæsonen har dog bevirket, at ikke alle disponerede kulturer blev klippet. Disse bevoksninger er derfor opprioriteret til næste år.

Nordmannsgranklip har igen i år været eftertragtet og gode regulære klippekulturer er blevet klippet. Det anbefales således at vurdere gamle juletræskulturer med henblik på, om de er egnede til klipning af pyntegrønt i 2013. Her kan du tage fat i din skovfoged for en vurdering.

Forbedret logistik

Som noget nyt har en udpeget logistikansvarlig, medvirket til at strømline logistikken og styrket samarbejdet mellem skovdyrkerforeningerne. Den forbedrede overordnede styring har haft betydning for mængden af udisponeret grønt og dermed også minimering af lagerrisiko. Samtidig har vi oplevet, at antallet af reklamationer af grøntet har været ganske minimal.

Tendenser og kommende udfordringer

Det er endnu for tidligt at konkludere noget omkring den samlede markedssituation. Umiddelbart, lader det fortsat til, at markedet er velforsynet – men med en tendens til et vigende udbud af grønt fra unge kulturer. Dette bør på sigt få konsekvenser for prisniveauet.

Fremadrettet bliver en af de helt store udfordringer for branchen, at få indpasset administrationen af den udenlandske arbejdskraft, der er helt afgørende for at få høsten i hus. Dette skal ses i lyset af de nye regler om indgåelse af entreprisekontrakter, der træder i kraft pr 1. oktober 2013.

Redaktøren

Nyheden er skrevet af:

Blandet, dyrket skov i efterårsfarver

Skovdyrkerne