Kvasrydning med bæltegraver
Rydning af grene og hugstaffald inden plantning er stadigt aktuelt mange steder selv om flisning af topender eller udkørsel af GROT har nedsat behovet.
Kvasskubningens udvikling
Sammenskubning af hugstaffald i ranker er en gammel teknik, som har været benyttet siden en traktor kunne udstyres med en kvasskubber eller en frontlæsser. Siden er teknikken blevet forfinet og hestekræfterne forøget så det i dag er en udkørselsmaskine påmonteret en Raumfix kvasskubber vi ser. En Raumfix kvasskubber har bevægelige tænder der gør det muligt at køre hen over stød og sten. Metoden er forholdsvis billig, men har dog den ulempe at den gentagne kørsel hen over arealerne kan give strukturskader på jorden, hvis jorden ikke er helt tør.
Grenknusning
I en periode har grenknusning været den fremherskende metode. Det er effektivt, ser knaldgodt ud og det er efterfølgende let at lave planteriller. Grenknusning er dog en forholdsvis dyr løsning. Det kræver en del energi og vedligehold at smadre grene, topender og stød.
På god næringsrig jord er pladsrydning med bæltegraver påsat en kvasgrab et godt alternativ. Her er det uomsatte organiske lag ikke en tyk sammenfiltret masse, der skal fjernes inden plantning. Bæltegraveren har et lavt marktryk og den færdes kun på en meget lille del af arealet. Traktose opstår ikke og jorden er let at plante i efterfølgende. Kvaset skubbes hele tiden væk fra maskinen. Kvasgrabben er udstyret med en stor klo på oversiden. Kloen bruges til at fjerne rodvæltere eller høje stød så bæltegraveren ikke skal op og ride på dem.
Afbrænding af ranker eller formuldning
De ranker, kvaset skubbes sammen i, kan enten blive liggende og formulde eller brændes af. Bestemmelser omkring kvasafbrænding kan læses i Skovdyrkeren nr. 45. Vælger man at lade rankerne formulde er de næsten væk efter 10 år.
Grøfter kan oprenses samtidig
Kvasrydning med bæltegraver er ikke for folk, hvor det skal se pænt ud. Kulturerne ser lidt rodede ud – specielt hvis rankerne får lov til at ligge og formulde. I lave områder med våd jord og mange grøfter er det dog et godt alternativ. En bæltegraver kan tillige oprense grøfterne ved samme lejlighed.
ukh@skovdyrkerne.dk