Stridsmænd – og skovpolitiske betragtninger
På Dansk Skovforeningsgeneralforsamling og i den senere mediadebat har to af erhvervets ’seniorer’ – begge engagerede skovdyrkere – luftet en række markante synspunkter på skovpolitik.
På Dansk Skovforeningsgeneralforsamling og i den senere mediadebat har to af erhvervets ’seniorer’ – begge engagerede skovdyrkere – luftet en række markante synspunkter på skovpolitik.
Bendt A. Sloth, Høver og Kovbjerg skove og tidligere formand for Skovdyrkerforeningen Vestjylland, var ikke tilfreds med fordelingen af publikum mellem de offentlige og de private skove. Han konstaterede, at publikum bliver presset over i de private skove af flere grunde.
En række kommuner i Jylland har sat sine (ofte bynære) skov til salg. Derved undslår kommunerne sig deres ansvar for at give borgerne et friluftstilbud, og sender bare beten videre til de private skovejere.
Hos Staten fungerer det anderledes, men resultatet er det samme. Med et eksempel fra Resenborg Plantage ved Struer hævdede Bendt Sloth, at den moderne naturnære skovdrift i praksis mange steder giver et uhyre utilfredsstillende skovbillede for den almindelige skovgæst – et billede, der synes præget af manglende oprydning og forringede færdselsmuligheder. Som altså jager publikum væk.
Det tilbageværende stisystem i Resenborg Plantage – præget af knallertkørere
Bendt A. Sloth havde også en anden bekymring. Nemlig at skovbruget var på vej mod en usund udvikling med en stigende afhængighed af tilskud og med et deraf følgende stærkt voksende konsulentvæsen. Herved kommer man i stigende grad til at minde om landbruget, hvor forholdet mellem antallet af landmænd og antallet af konsulenter er kommet ud af balance. Han anvarede mod denne udvikling i skovbruget og foretrak en situation, hvor erhvervet holdes oppe af produktpriserne og ikke af tilskuddene – som man ved altid følges af betingelser, kontrol og formynderi.
Rolf de Neergaard, Gunderslevholm skov og Estvadgård plantage, havde ligeledes en række betragtninger, som fortjener at videregives – dels på Skovforeningens generalforsamling, dels i to artikler i Skoven og endelig i et interview i dagbladet Politiken for nylig.
Neergaard gik ligeledes imod tidens formynderi. I stedet for støtte til genplantning efter stormfald, foretrækkes en genoptagelse af det gamle merhugstfradrag, der giver skattefrihed for den kapitalhævning, der er uundgåelig i forbindelselse med ethvert stormfald. Synspunktet er blandt andet, at merhugstfradraget er lig med frihed, mens tilskuddene modsat ledsages af en lang række betingelser, der indskrænker handlefriheden. (Men det er netop statens bevidste pointe: man betaler for at kunne påvirke skovejernes dispositioner).
Rolf de Neergaard (foto: Jonathan Bjerg Møller, Politiken)
Rolf de Neergaard taler i øvrigt i artiklen i Politiken imod den fortsatte skovrejsning. Især er Neergaard imod den spredte tilplantning af mindre skove, som han synes er med til at opdele landskabet og ødelægge de åbne vidder, vi har tilbage. Og generelt fremfører Neergaard, at det er umoralsk at tilplante god dansk landbrugsjord i en situation, hvor der er fødevaremangel i verden.
Endelig går Neergaard ind i diskussionen med skovbrugsprofessor Bo Larsen om det såkaldt naturnære skovbrug, om nåletræernes plads i dansk skovbrug m.v. Neergaard medgår nok, at der i en periode er plantet for meget nåletræ i de danske skove, men han vil ikke ned i den modsatte grøft.
Neergaard konstaterer, at rødgranen stadig trives godt, og mener, at en række andre nåletræarter som douglas, thuja, cypres og grandis bør spille en vigtig rolle i fremtidens danske skovbrug. Han advarer også om, at en del af de blandskove, vi etablerer i dag, kan risikere at blive ganske dyre at drive fremover. Han vil hverken være med til fuldstændig at afskaffe renbestande eller renafdrifter.
Tør vi helt afvise at lytte til 60 års erfaring?
Per Hilbert
Sekretariatsleder
De Danske Skovdyrkerforeninger
