I slutningen af 2007 fik Skovdyrkerforeningen Syd en henvendelse fra Dansk Hårdttræ Savværk. Der skulle bygges en kopi af Nydambåden, og man skulle bruge en eg til kølen.

Skovfoged Peter Højer, der er skovfogedi det sydøstlige Sønderjylland, vidste, at der stod et par mulige kandidater i Gammelskov mellem Adsbøl og Bøjskov på Sundeved. Kun 11 km fra Nydam Mose, hvor Nydambåden blev fundet.

Gammelskov tilhørerFinn Küseler, og skoven har været passet af Skovdyrkerforeningen i flere generationer. Den tidligere ejer,Hans Edward Küseler, er stadig æresmedlem af foreningen, som han i en årrække var bestyrelsesmedlem i.

Egetræet og Nydam Mose

Det udvalgte egetræ så dagens lys omkring år 1840. Da det rundede de 20 år ledte den kendte arkæolog Conrad Engelhardt en arkæologisk udgravning i Nydam mose. Året var 1859. Engelhardts udgravninger i Nydam mose i periodenmedførte fund af meget store mængder sværd, skjolde, seletøj, knive mm. Desuden blev der fundet 3 træbåde. Dels en egetræsbåd fundet 17.august 1863 (Nydambåden), dels enanden egetræsbåd, som var sønderhugget og endelig en fyrretræsbåd. Af de 3 både er der kun Nydambåden tilbage. Den er i dag udstillet på Gottorp museum i Schleswig by.

Konstruktion

Nydambåden er en klinkbygget egetræsbåd på 23 meter (73 fod) og med en vægt på over 3 tons. Båden repræsenterer et bygningsmæssigt udviklingstrin lige før de egentlige vikingeskibe. Den har været roet af ca. 30 mand, og er det ældste kendte ro-fartøj i Nordeuropa. Den har en bredde af 3,2 m og en dybdegang på ca. 80 cm.

Datering

Nydambåden er med dendrokronologi dateret til at være bygget 315-320 e. Kr., og den er formentligt blevet nedlagt i mosen omkring år 340-350 e. Kr. I denne periode har der været adskillige mindre stammer i Jylland. De har delsbekriget hinanden, dels ligget i krig med andre invaderende stammer. Det formodes, at Nydambåden har været et krigsbytte, og den er nedsænket i mosen som offer til guderne.

Krigen i 1864

I 1864 er vores egetræca.25 år gammelt, og der udbryder krig mellem Danmark og Prøjsen. Krigen betyder, at udgravningerne i Nydam Mose må indstilles, samt at en del af fundene går tabt. Efter fredsslutningen kom Nydambåden på prøjsiske/tyske hænder, og det har den været lige siden. I dag har den residens i ridehallen på Gottorp slot i byen Slesvig. Her kan båden ses på udstilling sammen med nogle af de andre udgravede effekter fra Nydam mose.

Egetræet får ny ejer og skifter nationalitet igen

Da vores eg havde en alderaf35 år købte den nuværende ejers tip-oldefar skoven. Dette skete i året 1877. Årringene fortæller, at den havde nogle gode år med sin nye ejer, og den var i kraftig vækst. Da egen var blevet et voksent egetræ på 77 år, blev det -efter genforeningen i 1920 -atter en del af Danmark.

Nydamselskabet og bådebyggeriet

I 1983, da vores eg havde en moden alder af 140 år, blev Nydamselskabet stiftet. Nydamselskabet er en interesseorganisation, der har til formål at forske iarkæologi og historie omkring Nydam Mose, samt at formidle viden herom.

Det har længe været et ønske fra Nydamselskabet at lade bygge en kopi af Nydambåden. Dette har nu kunnet realiseres ved hjælp af adskillige sponsorer. Arbejdet påbegyndtes i 2002, og båden skal være færdigbygget og klar til søsætning 17.august 2013 -150 årsdagen for fundet af den oprindelige båd.

Skovning en forårsdag i april 2008

Vores eg er nu 165 år gammel.

Den har en midtdiameter på 80 cm og en længde på 15 meter, og er derfor velegnet som køl. Skovarbejder Klavs Albertsen fik til opgave at lægge kæmpen ned. Skovningen forløb lige efter bogen og egen lagde sig ned med et minimum af skader på underskoven og uden flæk.

I en tid, hvor et stort trækan fældes i løbet af få minutter med en motorsav, kan man godt spekulere på, hvordan vores forfædre mon har arbejdet, da de for næsten 1.600 år siden skovede store ege til bygning af deres nye krigsskib.

Man kan også undre sig over, at en ting, der repræsenterede en så stor brugsværdi og så megen arbejdskraft, blev begravet i en mose. Der har virkelig været tale om et offer.

Link til Nydamselskabet.

Tekst:Jan Teinborg, Skovfoged Skovdyrkerforeningen Syd
Redaktion: Per Hilbert, Sekretariatsleder, Skovdyrkeforeningerne

By: Per Hilbert

Nyheden er skrevet af:

Per Hilbert

Skovrider emeritus