Stormfaldet – by contra land
- holdninger og politik vedrørende stormfaldet.
– holdninger og politik vedrørende stormfaldet.
Jyllands-Postens journalist Stig Olesen har i JP den 16. januar en artikel, hvor han kommenterer skovejernes situation efter stormfaldet. Han skriver blandt andet:
‘Mens vi hidsede os op over et gebyr på 50 øre, lagde stormen nåletræer ned for 300 mill. kr. Hvad med at gå over til kontanter og en træsort, der kan stå fast?
Nationale katastrofer synes at trække ind over Danmark med samme regelmæssighed som lavtryk fra sydvest. Først blev vi pålagt et gebyr på 50 øre ved brug af Dankortet, så blev ugebladet Se og Hør fjernet fra kioskernes hylder og endelig måtte Danmarks Radio skrotte det 16. afsnit af ’Krøniken’ på grund af for dårlig kvalitet.
Hvad har vi gjort, siden vi skal straffes så hårdt?
Synes disse ulykker nærmest ubærlige for den almindelige dansker, så må tankerne i disse stunder alligevel gå til dem, der har det endnu værre, nemlig de danske skovejere, som under stormen sidste weekend måtte se nåletræer for ca. 300 millioner kr. knække som tændstikker.
Siden da har man ikke kunnet se skoven for bare bævreasp og grædepile.
Netop da jeg skulle til at sende to gamle ternede flonelsskjorter af Neil Young-typen og en SMS med 100 kr. i nødhjælp til Dansk Skovforening, kom jeg i tanke om, hvad min gamle ven, naturvejlederen, plejer at brumme, når vi går rundt mellem de snorlige rækker af nåletræer i de mørke og depressionsfremkaldende nordjyske plantager:
’Skovdrift er efterhånden ikke andet end intensivt agerbrug med nogle høje, grimme og fremmedartede afgrøder, der ikke engang kan holde sig selv oprejst i blæsevejr’
Synspunktet er naturligvis kun, hvad man kan forvente fra en piberygende mand i lange grønne gummistøvler og med brede østjyske bøge i sit blik, men tirsdag aften var jeg nu alligevel på nippet til at give ham ret.
For inde i mit fjernsyn fløj miljøminister Connie Hedegaard (K) pludselig rundt i et lille privatfly og kiggede bekymret ned på naturens store mikadospil. Tilbage på landjorden nedsatte hun straks et udvalg – hurtigtarbejdende selvfølgelig – det skal undersøge mulighederne for at komme de private skovejere til undsætning.
Jeg lukkede for fjernsynet og hængte mine flonelsskjorter tilbage i skabet, mens jeg mentalt forberedte mig på meddelelsen om, at Jes Dorph-Petersen skal være vært ved TV2-indsamlingen til hjemløse skovbørnehaver, mens Natasja Crone kommer til at stå i spidsen for DR’s store ’Træerne-græder-aften’.
Selvfølgelig skal vi bakke op om skovens folk – fænomenet godhed har jo i denne vinter helt udkonkurreret wokmad og feng shui. Men jeg kan alligevel ikke lade være med at tænke på, om stormfald ikke netop bør være en kalkuleret erhvervsrisiko ved at dyrke de høje, spinkle og dårligt forankrede nåletræer, der jævnligt og med pænt udbytte høstes som spånplader, europaller eller forskallingsbrædder?
Lad mig nævne et andet eksempel ude fra naturen. Min altan er beliggende på et forblæst hjørne tæt ved havet, men jeg tager alligevel år efter år chancen og tilplanter mine tre altankasser med lobelia pendula – hængelobelie – der ligesom nåletræerne har det svært på disse breddegrader. Nogle år fremstår min altan som et blåt blomsterflor, der kalder på naboernes udelte beundring; andre år får en kombination af regn og blæst altankasserne til at ligne et oversvømmet kokostæppe.
Sådan er det bare – vi agerbrugere er jo underkastet naturens luner – men jeg kunne ikke drømme om i dårlige år at ligge det offentlige til byrde med de ca. 300 kr. (incl. pottemuld og gødning), som uforudset vejrlig koster mig. Men skal jeg være ærlig, så ville enkelt lille støttekoncert nu lune…’
Journalist ved Jyllands-Posten, Stig Olesen
Så vidt Stig Olesen. Det er jo i og for sig morsomt. Men smilet stivner lidt, når man ved, at i Småland i Sverige har indtil videre4 skovejere taget livet af sig, efter at stormen havde ødelagt deres livsværk.
Der kan også knyttes et par andre bemærkninger til Stig Olesens stenbro-betragtninger:
Skovejerne er selvforsikrende, og stormfald er en kalkuleret erhvervsrisiko. Staten dækker ikke skovejernes tab. Den støtte, der vil komme til tilplantningen, dækker ikke de ødelagte værdier, men er kun et tilskud til planteomkostningerne hos de skovejere, der overvejende planter løvtræ eller andre relativt robuste træarter på ejendommene – til glæde for Stig Olesen og andre hyppige skovgæster. Efter sidste stormfald fik landet mange tusind hektar ny løvskov, hvor der før havde været nåleskov. Det er det, som samfundet får for pengene.
Ogdet er i øvrigt ikke det offentlige, der understøtter genplantningen. Pengene kommer fra den stort set ukendte, men obligatoriske ’landsindsamling’ hos de private husejere, dersom en del af deres brandforsikring hvert år betaler 20 kr.til stormpuljen.
Og så den med, at vi bare kan gå over til en træart, der kan stå fast. Det er desværre ikke så enkelt. At gå over til én træart på hele skovarealet, lyder ikke så spændende. Det ville i givet fald blive eg. Men vi prøver i skovdyrkningen at tilpasse træartsvalget til de lokale jordbundsforhold. Det giver et varieret skovbillede, som vi også tror, atbyfolket sætter pris på. Der er desuden behov for forskellige træarter til forskellige formål. Endelig er det et faktum, at der ikke findes én træart, der kan stå fast under alle omstændigheder. I stormen i 1967 væltede store arealer med bøg og eg. Så både Stig Olesen og vi andre må nok acceptere, at stormfald i skovene ikke er noget, vi nogensinde bliver herre over.
Men artiklen understreger den lille viden om skovbrug og skovbrugets betingelser, der er til stede selv på avisredaktionerne. Og den understreger vanskelighederne ved at nå bybefolkningen med budskaberne ude fra landet. Der er længere til Skørping end tilKao Lac.
Per Hilbert
Sekretariatsleder
De Danske Skovdyrkerforeninger
