Birkebrændets omdømme

Ingen nordmand, svensker eller finne vil bestride at birkebrænde er godt brænde. Spørger du til gengæld en dansker vil han rynke på næsen og sige at birk ikke er værd at fyre med. En dansker skal helst have bøg og kan det ikke lade sig gøre kan ask til nød gå. Har vi ikke den samme birk som vores nordlige naboer eller skal forklaringen findes et andet sted?

Birkebrænde er en letfordærvelig vare

Birken er den samme i hele Norden, men den er en fersk og letfordærvelig vare. Birkebrænde skal fældes, kløves og stables under tag med god luftcirkulation inden for en ganske kort periode. Jo kortere denne periode er des bedre. Lidt populært kan man sige at tidsperspektivet for birkebrænde fra fældning til stabling af færdige brændestykker er det samme som fra et råvildt bliver skudt på en efterårsjagt til det ligger færdigmodnet i fryseren.

Birkebrænde skal under tag

Alt for meget birkebrænde ligger den halve sommer i skovbunden eller står halvbeskygget bag carporten uden overdækning. Det går bare ikke. Ingen træart som birk angribes så let og hurtigt af vednedbrydende svampe, som nedbryder de stoffer vi skal fyre med. Det betyder også at birkebrænde ikke skal være en lagervare i skoven. Som skovejer risikerer du alt for let at dit 2 meter birkebrænde ganske enkelt står og ”fordamper”.

Giv det en chance og bliv overrasket

Prøv alligevel at lave noget lækkert birkebrænde allerede den kommende weekend. Bare en trailerfuld. Det kan stadig nås selv om saftstigningen er i fuld gang. Bare det skovede og kløvede træ står stakket under halvtag inden for et par uger. Husk også at birkebrænde skal bruges den kommende vinter, da det taber brændværdi, hvis det står for længe.

Andre træarter

Er man mere til de lange tidsperspektiver fra skovning til brændet står færdigt under halvtag er ask og eg de oplagte valg. For disse to træarter kan brændet godt nå at holde fødselsdag uden at der sker det helt store værditab. Bøg og ær tåler heller ikke de lange tidshorisonter i oparbejdningen, men er ikke så ømtålelige som birk.

ukh@remove-this.skovdyrkerne.dk

By: Ulrik Kragh Hansen

Nyheden er skrevet af:

Blandet, dyrket skov i efterårsfarver

Ulrik Kragh Hansen