Ny podcast om træ
Træ.dk har lanceret en ny podcast om træ. I skrivende stund er to afsnit online.
Nu er der en ny podcast til de træ-interesserede. Det er Træ.dk, som er klar med en podcast-serie, som har til formål at gøre verden bedre ved hjælp af træ.
– Vi taler med mennesker, som har noget vigtigt at sige om træ og træprodukter, om skov og natur, om grøn omstilling og bæredygtighed og at skabe en bedre verden i det hele taget, lyder det i omtalen af serien.
Der er i skrivende stund produceret to afsnit.
Første afsnit handler om en dansk verdensrekord, som er på vej. Arkitekterne i tegnestuen Schmidt Hammer Lassen skal tegne verdens kommende højeste træbygning. Det er en 100 meter skyskraber som skal stå i en forstad til Zürich i Schweiz.
Kristian Ahlmark arkitekt, partner og kreativ chef i Schmidt Hammer Lassen, fortæller lytterne om, hvordan en så stor opgave gribes an.
Træ som energi
Afsnit to handler om, hvilken rolle træ spiller i fremtidens energiforsyning. I det afsnit interviewes Henrik Lund, professor i energiplanlægning på Aalborg Universitet. Han giver sit syn på, om der skal bruges mere eller mindre træ i fremtidens grønne fossilfrie energiforsyning.
Podcasten kan findes på alle de sædvanlige podcastplatforme, og den er også tilgængelig på webadressen www.trae.dk/artikel/en-verden-af-trae/
Podcastserien ’En verden af træ’ er støttet af Træfonden og TUUF.
jma@skovdyrkerne.dk