Vildtagre til hjortevildt

En vildtager kan have mange formål, men i forhold til hjortevildtet er viltagerens formål næsten udelukkende at tilbyde vildtet føde. Dækning finder hjortevildtet i skoven, typisk i yngre nåletræskulturer eller i småbeplantninger i det åbne land.

Placering og udformning

Lovgivningen sætter visse begrænsninger for, hvor vildtagre kan placeres, men i det store hele er der vide rammer. Selv meget små vildtagre kan have en stor effekt, særligt for råvildtet, der lever alene og derfor ikke har brug for så store arealer som då- og kronvildt. Generelt er det bedre med mange små vildtagre frem for enkelte store. Derudover bør vildtageren have så lang en rand som muligt – hellere aflang end kvadratisk. Er det tilgængelige areal kvadratisk, kan det evt. brydes op af kortslåede spor eller ved at anvende forskellige afgrøder sået i striber. 

I det åbne land må vildtagre etableres på landbrugsjord. Modtager man tilskud efter enkeltbetalingsordningen, kan man etablere de såkaldte vildtstriber på op til 10 meters bredde uden at skulle ansøge særskilt om dette. Dog skal man fraregne gødning for det areal vildtageren lægger beslag på. Vildtstriberne må maksimalt udgøre 10% af markens samlede areal, og der skal være minimum 10 meter mellem de enkelte vildtstriber. I forhold til hjortevildt er det ideelt at placere vildtstriberne langs skovkanter som en buffer ud mod den egentlige afgrøde. Vildtstriber kan også placeres langs brede levende hegn, hvor især råvildtet naturligt færdes. Placeres vildtstriberne midt i marken, er det naturligvis fortrinsvis markvildtet, der vil have gavn af vildtstriben.

I skoven gælder skovloven. Ifølge den må man etablere de vildtagre, der er nødvendige for skovens drift. I hvilket omfang der er lovhjemmel til at etablere vildtagre i skoven, må altså bero på en konkret vurdering af skovens samlede drift set i relation til den lokale vildtbestands størrelse.

En af de vigtigste parametre ved placeringen af vildtagre er, at vildtet også får den fornødne ro til at fouragere på arealerne. Praktiske erfaringer fra Tyskland viser, at kronvildt øver langt mindre skader på skoven, hvis de får den fornødne ro til at fouragere på de anlagte vildtagre. Det bør man have med i betragtningen, når vildtagrenes placering udvælges.

Der bør ikke jages (eller for den sags skyld cykles eller rides) på eller i nærheden af en vildtager, da den derved mister en stor del af sin effekt.

Afgrødevalg

Erfaringen viser, at man til vildtagre altid er bedst tjent med at vælge en blanding af flere afgrøder – enårige og flerårige. Skulle der være en enkelt art, der mislykkedes eller vantrives, er det ikke ensbetydende med total fiasko. Derudover bevirker denne strategi også at man, pga. arternes forskellige udviklingshastighed, får en længere nytteperiode end ved blot at anvende en enkelt art.

Til hjortevildt bør man vælge en blanding af afgrøder, der kan levere grøntføde over en så lang periode som muligt. Typisk vil en sådan blanding indeholde forskellige kulturgræsser, en eller flere kvælstoffikserende arter som f.eks. lucerne, hvidkløver eller lupin. Derudover indeholder frøblandingerne ofte flere forskellige andre urter som cikorie og korsblomstrede arter som foderraps og olierædikke. Mange af disse planter vil ikke kun tjene som føde for hjortevildt, men også gavne vildt og insektliv i bred forstand.

Hos Skovdyrkerne har vi bl.a. Skovdyrkernes Engblanding, Kings Deer Lawn og fra sæson 2015 også Vildtmix til let jord i sortimentet. Alle er meget velegnede som vildtagre til hjortevildt. 

Anlæg og pleje

Mange tilsår sine vildtagre sidst på foråret samtidig med landbrugets såning. Ulempen herved er, at vildtageren er på toppen samtidig med hele den vilde flora. Man kan derfor med fordel vente med at anlægge sin vildtager til hen på sommeren. Med denne strategi opnår man, at vildtageren er klar til at tage over, når de naturligt forekommende fødeemner sidst på sommeren begynder at aftage i mængde og kvalitet. 

Forud for såningen er det vigtigt at have forberedt et godt såbed. Etableres vildtageren efter ryddet skov, kræver det lidt forarbejde. Arealet skal ryddes grundigt for kvas og derefter knuses. I enkelte tilfælde kan det være tilrådeligt at rodfræse arealet, men ofte vil fræseren efterlade en sål i jorden med forsumpning til følge. Når arealet er ryddet skal det kalkes. 3-5 tons kalk pr. ha er sædvanligvis passende for at få gang i omsætningen. På landbrugsjord kan man normalt klare sig med fræsning eller pløjning/harvning, afhængig af hvilke redskaber man har til rådighed.

Etårigt ukrudt i vildtageren er ikke nogen katastrofe. Mælder, pileurt og andet ukrudt er til stor gavn for vildt og insekter og bør derfor levnes plads i rimeligt omfang. Kvik og andet græsukrudt bør man derimod undgå. Såning bør om muligt foregå forud for en periode med regn, som vil sikre, at frøene spirer hurtigt.

Såningen kan klares på flere forskellige måder. På mindre irregulære arealer vil det letteste oftest være at så med hånden. For at mængden bliver lettere at styre i hånden, kan frøene blandes med sand. Et godt tip er at dele frøene i to portioner og gå arealet over to gange. På den måde sikrer man sig mod ujævn såning og mod lige pludselig ikke at have flere frø tilbage.

For at sikre det højest mulige udbytte af vildtageren bør den omlægges med jævne mellemrum. Man kan med stor fordel dele sit areal op i to dele og drive vildtageren i to-årig rotation, hvorved man har vildtagre på forskellige udviklingstrin. Det kan anbefales at afpudse vildtageren minimum en gang årligt, det bedste tidspunkt for dette er i sensommeren.

Vil man gøre lidt ekstra ud af det, kan man holde nogle kortklippede spor i vildtageren, hvor der altid er friske grønne skud til vildtet og mulighed for at komme ud og ryste pelsen efter en regnbyge. Man vil hurtigt opleve, at vildtagre skaber mere liv, og de vil, uanset om man er jæger, biavler eller blot naturinteresseret, blive højdepunkter på turene rundt i terrænet.