Lærk

Artiklen omhandler forskellige lærkearter.

Lærkearterne er bl.a. karakteriserede ved at tabe nålene om vinteren og ved at have små kogler. Veddet har rødbrun kerne. Lærkene er lystræer med en hurtig ungdomsvækst.

Europæisk lærk

Europæisk lærk (Larix decldua) har været dyrket her i landet i et par hundrede år, men da den lider meget af lærkekræften, som forårsager kræftsår på stammerne, plantes den nu kun lidt.

Japansk lærk

Japansk lærk (Larix leptolepis) er et noget mere grovgrenet og robust træ end europæisk lærk og får ikke som denne lærkekræft. Japansk lærk anvendes ofte til forkultur eller som ammetræ – særlig i hedeområderne, hvor den har afløst bjergfyrren til disse formål. Langvarig sommertørke kan undertiden tage livet af unge bevoksninger på let jord.

Den japanske lærks tilvækst kulminerer tidligt, og salgbare dimensioner opnås hurtigt, hvad der gør det fristende at indblande den i bevoksninger af langsommere voksende arter. Under rene lærkebevoksninger bliver jorden hurtigt dækket af ubehagelig tæt vegetation, hvor det er vanskeligt at få en underplantning til at lykkes i. Forkulturer af lærk underplantes så hurtigt som muligt.

Hybridlærk

Hybridlærk (Larix eurolepis) er en krydsning mellemeuropæisk og japansk lærk. Hybridlærk plantes nu meget, fordi den – i hvert fald i ungdommen – vokser hurtigere end forældrearterne. Den er ikke så grov i grenbygning som den japanske lærk, og den får ikke kræft af betydning sådan som den europæiske lærk. Som de andre lærk bliver den krum ved vindpåvirkning i ungdommen.