Glansbladet hæg – velsignelse eller forbandelse
Botanik
Som slægsnavnet antyder, så er den i nær familie med kirsebær (Prunus avium og cérasus), men også med bl.a. almindelig hæg (Prunus padus), slåen (Prunus spinosa) og mirabel (Prunus cerasifera).
Den glansbladede hæg stammer fra det nordøstlige USA, ligesom i øvrigt træarterne rødeg (Quercus rubra) og robinie (Robinia pseudoacasia).
Udbredelsesområdet strækker sig fra Nova Scotia i nord til Florida i syd. Træarten har sin optimale udvikling med træhøjder op til 40 m i Alleghnny Mountains (blandt andet i staten New York). Den ses mest som enkelte spredte individer i blandskov af løvtræ. Disse blandskove er domineret af forskellige ahorn-arter (Acer rubrum og Acer saccharum), amerikansk ask (Fraxinus americana) og en storbladet bøg (Fagus grandifolia).
Den glansbladede hæg er USA’s økonomisk mest værdifulde kirsebærart. Og store fejlfri kævler eksporteres verden rundt. Blandt andet til Danmark, hvor stort set samtlige danske ‘kirsebær’-køkkener er fremstillet af importeret Black Cherry, Prunus serotina.
Veddet er lidt grovere, lidt mere diffus i tegningen og med mindre dyb farve end vores europæiske kirsebær. Til gengæld er plankerne ofte store og fejlfri – og billigere.
Blade, kviste og bark er giftige, idet de indeholder blåsyre (som i bitre mandler). De visne blade anses for særligt giftige. Og træarten regnes for ansvarlig for den største del af forgiftningstilfældene af kvæg.
Traditionelt er der udvundet hostemedicin af barken.
Prunus serotina i Danmark
I Danmark har arten fundet anvendelse i ret stort omfang de sidste 60- 100 år. Særligt var serotina påskønnet i de store plantager (ofte statslige) i vest og i nord. Her på den meget lette og tørre bund bidrog P. Serotina med noget ‘løvtræsfrodighed’, skovbundforbedring, bær til fuglene og et farverigt indslag ved efterårstide. Alt det som pynter i et ellers noget tørt nåletræslandskab.
Ungt træ af Allehgini proveniensen i nåletræ-omgivelser
Som tiden er gået har begejstringen taget noget af – især i den politisk korrekte lejr, hvor det at være indført i kombination med at være vital, tilpasningsdygtig og fertil tilsyneladende kan medføre nationale katastrofer.
Prunus serotina er en lyskrævende pionertræart, der ganske rigtigt får spredt sine frø langt omkring ved fuglenes hjælp. Det er min erfaring, at det bedste styringsredskab til hindring af uhæmmet udbredelse er beskygning.
Således kan man på en konkret ejendom i Vendsyssel, som jeg har ansvaret for, med få meters afstand se, hvor de ca. 30 årige P.serotina spreder sig smukt men uhæmmet i en ca. 30 årig velhugget skovfyrrebevoksning, der jo er ganske lysåben. Mens i nabobevoksningen, hvor modertræerne står i en skyggefuld blanding med lind, rødeg, bøg og andet, bliver de mange spirende hæg-planter sjældent over 10 cm s højde, før de dør på grund af for lidt lys.
Den nære slægtning fuglekirsebær, som jo er hjemmehørende i Danmark – og derfor mindre kritiseret – har en helt tilsvarende opførsel. Det er også umådeligt sjældent at se denne brage op inde i den lukkede skove, mens den kan ses i stort tal i bryn og på gamle brakjorder op til skoven.
Så når arten netop er indbragt på de lette jorder – og ofte i kanterne af fyrrebevoksninger, der generelt er lyse, så får man en frodig (og i øvrigt brandbekæmpende) løvunderskov – som man så kan ærgre sig eller glæde sig over, alt efter temperament.
Samtlige P.serotina, som jeg har set i Danmark, har udmærket sig ved store frodighed og sundhed – og ved en enestående ringe træform. Det kræver et meget optimistisk skovdyrkergemyt at se de normalt plantede provenienser af P serotina som et gavntræsproducerende element i vores skovbrug.
I Skovdyrkerforeningen Nordøst-Jylland, hvor vi faktisk med god samvittighed stadig anvender denne forkætrede art, prøver vi nu med andre afstamninger/provenienser fra træartens optimumsområde i Alleghnny Mountains. Vi lægger vægt på at afprøve et frømateriale, der foruden robusthed og sundhed også fokuserer på formen. Vore erfaringer er kun et par år gamle, men vi mener allerede nu at kunne sige, at de nye typers vækstform synes betydelig bedre end de traditionelle typer. Vi ser træer med en klar aksetendens, men stadig med spidstvegetendens.
Der er også den nulighed, at formen, som vi kender den, er et produkt af den ofte meget lette bund, hvor vi ofte anvender serotinaen. Inspireret af de naturligt forekommende løvblandskove kunne det være nærliggende at blande serotina med ahorn, så har man da samlet de invasive arter på et areal.
