Klipning af nobilis – Anbefalinger
Forskere ved Skov og Landskab er på baggrund af forsøg med forskellige klippemetoder kommet frem til nogle anbefalinger, der bla. blev præsenteret af Finn Vanman Jørgensen på både Skov og Landskabskonferencen og Langesømessen i 2004.
Nedenfor præsenteres anbefalingerne i let bearbejdet form med udgangspunkt i artiklerne i PS Nåledrys 46/03, der udgives af Dansk Juletræsdyrkerforening. I artiklerne præsenteres de bagvedliggende videnskabelige forsøg, og resultaterne behandles mere udførligt – se under kilder nederst.
Klipning af kransgrene, hvor de ikke bliver for lange:
- Kransgrenene klippes i 4. grenkrans almindeligvis hvert år, men hvis der over og især under grenkransen kun findes få mellemgrene, efterlades to modsatrettede grene i 4. grenkrans til klipning året efter.
- Grenene, der klippes i 4. grenkrans, skal klippes så der højst findes 2 stabbe med vækstpunkter til skørteudvikling – for de øvrige klippede kransgrene fjernes stabben. Dette skitseres nedenfor:
- I det efterfølgende år, hvor de to uklippede grene nu sidder i 5. grenkrans, vil disse have 4 kryds. Her klippes en 3-krydsvare, således at det inderste kryds efterlades som ophav for udvikling af nye grene – typisk 2 salgbare grene pr. stab som vist på skitsen nedenfor. Med en veludviklet tungegren i første kryds kan der endda opstå 3 salgbare grene pr. stab som vist på billedet.
Klipning af kransgrene, hvor de typisk bliver for lange:
- Foruden klipningen er det vigtigt at huske at gødske træerne hensigtsmæssigt, at fjerne træer med særligt lange grene, når der tyndes, og at sanere skørtet hårdt for at hæmme træets tilvækst.
- Hvis det ikke er nok, ventes med at klippe kransgrene til de befinder sig i 5. krans. 3-krydsgrenen i 5. krans vil i reglen være kortere end den tilsvarende 3-krydsgren i 4. grenkrans var året før.
- Hvis der over og især under grenkransen kun findes få mellemgrene, efterlades to modsatrettede grene i 5. grenkrans til klipning året efter. For de klippede grene fjernes stabben som vist på skitsen nedenfor:
- Året efter klippes der 3-krydsgrene i 6. grenkrans. Det efterlader 2 stabbe med hver 2 kryds. Hvis det inderste kryds ser vækstkraftigt ud, skal det yderste kryds fjernes af hensyn til den fremtidige struktur og produktion af skørt som vist på skitsen nedenfor:
Klipning af mellemgrene, hvor de sidder spredt:
- Mellemgrenene klippes først, når de har 4 kryds, så man ved klipning af en 3-krydsvare kan efterlade det inderste kryds til fortsat skørteproduktion.
Klipning af mellemgrene, hvor de sidder tæt:
- En passende andel af mellemgrenene skal klippes tæt på stammen, så disse producerer så lidt skørt som muligt.
- Den resterende andel klippes først, når grenene har 4 kryds, så klipning af en 3-krydsvare efterlader det inderste kryds til fortsat skørteproduktion.
- Generelt er tilvæksten størst hos mellemgrene nær den øvre grenkrans, mens de nederste mellemgrene mellem to grenkranse sjældent udvikler sig produktivt. Det er en god idé at fjerne de uproduktive og algebegroede grene.
Klipning og sanering af skørtet generelt:
- Et veltyndet ’smalt’ skørt vil have en hæmmende virkning på træets vækst generelt – gældende såvel træets højdevækst som grenenes længdevækst.
- En brugbar skørteproduktion under de øverste 5 meter skørt vil kræve en meget stærk tynding i bevoksningen, som normalt ikke praktiseres.
- Når den nederste del af skørtet bliver for voldsomt, tæt og uproduktivt, bør det tyndes ved at fjerne uproduktive grene eller ved at fjerne den nederste del af skørtet helt.
- Det er almindelig praksis at oprense de nederste 2 meter af stammen af hensyn til færdsel og høstarbejde samt for at undgå alger. Samtidig kan en fjernelse af dette normalt uproduktive skørt, som tidligere nævnt, bevirke en nedsættelse af træernes vækstkraft.
- Ved en omfattende sanering af skørtet over de 2 nederste meter kan man opnå en ny generation af korte grene af høj kvalitet. Det kræver, at det er de kraftigste grene og knopper, der efterlades – ikke blot akselgrene, da de kendetegnes ved et ringe vækstpotentiale.
Kilder:
– Artiklerne ’Klippemetoder i nobilis I-IV’ i PS Nåledrys 46/03 side 5-28, af Christian Nørgaard Nielsen, Finn Vanman Jørgensen og Hanne Rasmussen, Skov og Landskab.
– Indtryk fra ’Skov og Landskabskonferencen 2004’, afholdt den 28. januar 2004 på Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole, foredrag af Finn Vanman Jørgensen: ’Klippemetoder i nobilis: Hvordan opnås et produktivt skørt’.
– Indtryk fra ’Langesø 2004 – messe for juletræer og pyntegrønt’, bustur i ’marken’ den 19. august 2004, foredrag af Finn Vanman Jørgensen: ’Klippemetoder i nobilis’.