Tarmvridrøn (Sorbus torminalis)
Tarmvridrøn er en af de træarter, som er godt rustet til fremtidens klima med stigende temperaturer og øget risiko for sommertørke. Tømmer af god kvalitet opnår meget høje priser. Tarmvridrøn passer samtidig godt til lysåbne, publikumsvenlige skove med høj biodiversitet.
Men desværre er det en overset træart i det praktiske skovbrug. Skovfoged Hans Graversgaard, Skovdyrkerforeningen Nordøst, har sammen med professor Jens Peter Skovsgård skrevet en artikel om tarmvridrønnen.
De to forfattere efterlyser danske erfaringer med træarten, i bevoksninger eller som enkelttræer. Meld gerne ind, hvis du har tarmvridrøn i din skov. Du kan skrive til Hans Graversgaard: hcg@skovdyrkerne.dk.
Artiklen er trykt i bladet Skoven 8 2011, og den kan også findes her på Dyrkningsaktuelt ved at klikke på billedet nedenfor.
Tarmvridrøn findes i små naturlige forekomster blandt andet på Møn og på Bornholm. Det er svært at skaffe planter, og planterne er dyre. I Vendsyssel er etableret små plantninger. De er lykkedes godt – med en starthastighed, der minder om vor almindelige røn. Tarmvridrøn bides af mus, hare og hjortevildt.
Tarmvridrøn ses som en af flere små værdifulde træarter, der både kan gøre vores skove smukkere og mere interessante – og levere noget “overefterspurgt” og derfor meget dyrt råtræ.
Blandt de andre værdifulde arter kan nævnes valnød, pære, kirsebær og ær. Den engagerede skovdyrker kan etablere nogle meget smukke og værdifulde bevoksninger ved at blande milde og lyskrævende arter til en lysåben skov. Et forslag til blandskovsopbygning kunne være: tarmvridrøn, alm. pære, alm. hæg, grønel og lidt eg.
Skovdyrkerne i Luxembourg
Der findes mange typer af nørder.
I Tyskland har en gruppe mennesker, der ønsker at fremme dyrkningen af forskellige sjældnere rønnearter, samlet sig i foreningen Förderkreiss Speierling. Den næstsidste uge i september afholdt foreningen årsmøde i “Porte des Ardennes” nær Erpeldange, centralt i Luxembourg, tæt på den tyske grænse.
november 13, 2009
Ved årsmødet deltog to nysgerrige danskere; Jens Peter Skovsgaard og Hans Graversgaard.
Vi blev hjerteligt modtaget af den brogede flok som omfattede skovpraktikere, skovbrugsforskere og lægfolk med særlig interesse i de to arter: Sorbus domestica (storfrugtet røn) og Sorbus torminalis (tarmvridrøn).
Forsamlingen var temmelig overbevist om, at vi ikke kunne dyrke de to arter “så højt mod nord”. Da vi oplyste at verdens største tarmvridrøn faktisk gror på Moesgaard ved Århus, blev de noget forundrede.
Begge rønnearter anvendes i fremstilling af kultbrændevine. Frugterne indsamles og gæres, derpå brændes (destilleres) væsken en eller flere gange. Resultatet er en klar, let gylden brændevin, der smager fra himmelsk til meeeget mystisk. Vi var så heldige at få lov til at smage et udvalg. Det er nemlig ikke brændevin, der kan købes i den almindelige dagligvarehandel.
Begge arter producerer tillige et meget efterspurgt ved, der anvendes til luksuriøse formål både som finer og som massivtræ. Priserne for råtræet (kævlerne) er meget høje, også for mindre kævler ned til lige under 35 cm i midtdiameter.
Træerne er meget sjældne, skønt naturligt forekommende på hele det europæiske kontinent. Det er der en primær årsag til: træerne opnår ikke samme højder som bøg, eg og ær, og de er typisk indblandet som en del af underskoven. De fleste kontinentale skovbrug praktiserer imidlertid – i forhold til Danmark – en meget henholdende tyndingshugst, og det giver en meget mørk skov. Da rønnearterne dårligt tåler skygge, har de meget vanskeligt ved at klare sig.
Det mørke skovmiljø tillader heller ingen selvsåning – på trods af rigelig frugtsætning.
Dette talte man meget om på mødet, men indsatsen syntes mere fokuseret på opbygning af genkonserverende frøplantager end på udvikling af mere lysåbne skovtyper, der tilgodeser de to rønnearter.
Den storfrugtede røn anses for en “diva”: skrøbelig hysterisk og ganske sart. Især almindelig frugtræskræft er hård ved de unge træer. Tarmvridrøn er mere robust.
