En dag midt i maj 2024 brænder en bygning hos Niels Jensen og Anitta Juhl.

– Jeg havde kørt en maskine ind i hallen, og få minutter efter stod det hele i lys lue, fortæller Anitta Juhl.

Det står hurtigt klart, at hverken maskiner eller maskinhuset står til at redde. Bygningen er på 296 kvadratmeter og beklædt med træ uden på stålkonstruktionen. Den brænder ned til grunden. Parret bor ved Brejning, syd for Vejle, og de søger Vejle Kommune om lov til at genopføre maskinhuset.

Kommunen giver grønt lys. Men ejendommen ligger inden for strandbeskyttelseslinjen, så derfor skal der søges om dispensation hos Kystdirektoratet.

– Vi tænker, det er en smal sag at få lov at opføre en ny bygning, når det er på samme sted og samme størrelse, siger Niels Jensen.

Det skulle vise sig at være alt andet end let.

8. november 2024 kommer afgørelsen fra Kystdirektoratet.

”Afslag på genopførelse af nedbrændt overflødiggjort landbrugsbygning inden for strandbeskyttelseslinjen”.

Kystdirektoratet begrunder afslaget med følgende:

”Kystdirektoratet finder ikke, at det ansøgte er erhvervsmæssigt nødvendigt for den pågældende ejendoms drift som landbrugs- eller skovejendom”.

Det forstår Niels Jensen ikke.

– Det sætter i hvert fald en ny dagsorden for os, der har landbrug. Nu skal vi pludselig til at diskutere, om vi har brug for en bygning eller ej.

Begrebet ”overflødiggjort landbrugsbygning”, som nævnes gentagne gange i afgørelsen fra Kystdirektoratet, stammer fra en skattekode i BBR, bygning- og boligregistret.

Niels Jensen opfordrer andre ejere af landejendomme til at kontrollere bygningers BBR- koder. Han frygter at andre også kan komme i klemme i myndighedssager på grund af myndighedernes ændringer af koderne.

Dokumentation

“Kystdirektoratet finder ikke, at en ny driftsbygning på ca. 300 m2 vil være driftsmæssig nødvendig for ejendommen, når der dels henses til størrelsen og karakteren af de af ejendommens arealer, som kan udnyttes jordbrugsmæssigt, og dels at de bygningsmæssige behov ved en jordbrugsmæssig udnyttelse af disse arealer, må antages at kunne dækkes ved atter at ibrugtage de øvrige tilbageblevne overflødiggjorte landbrugsbygninger på ejendommen.”

UDDRAG FRA KYSTDIREKTORATETS BREV 8.11.24

Ændret ved omkategorisering

Vurderingsstyrelsen har i 2019 ændret BBR-registreringen på Niels Jensens ejendom til skattekode 970.

Det er sket i forbindelse med den generelle omkategorisering af ejendomme – og før Niels Jensens overtagelse af ejendommen.

– Min advokat siger, at det aldrig har været meningen, at BBR-ændringen skulle kunne bruges til andet end det skattemæssige. Det skræmmende er nu, at det netop er tilfældet i vores sag, lyder det fra Niels Jensen.

Ejendommen er omfattet af landbrugspligt, og der er 8,1 hektar, hvoraf 2,7 hektar er fredskov.

Den nu nedbrændte bygning indeholdt en traktor, minilæsser, minigraver, diverse landbrugsredskaber samt værktøj.

– Vores situation nu er jo, at vi ikke har nogen steder at stille vores maskiner. Og det betyder, at vi ikke kan bruge ejendommen til det, vi havde tænkt os, da vi købte den for fire år siden.

Siden branden har Niels Jensen klaret arbejdet ved at leje maskiner.

Tre mindre bygninger på ejendom- men er ligeledes registreret i BBR som overflødiggjorte landbrugsbygninger, men de egner sig ifølge Niels Jensen ikke til opbevaring af maskiner. En bygning er et brændeskur på 32 kvadratmeter, en anden bygning er på 55 kvadratmeter – og har meget lav loftshøjde, en tredje bygning på 192 kvadratmeter bruges til hestestald og opbevaring af hø og halm.

Har hyret en advokat og klaget

Efter afgørelsen fra Kystdirektoratet har Niels Jensen og Anitta Juhl klaget til Miljø- og Fødevareankenævnet. De har hyret en advokat.

– Det er desværre nødvendigt, når man kan blive fældet af en trecifret kode, siger Niels Jensen.

Niels Jensens tillid til myndighederne ligger nu på et meget lille sted. Han advarer andre om ændringer i BBR, som de kan have fået meddelelse om – uden at hæfte sig ved det.

– Jeg råber højt om at være forsigtig og opmærksom, for det er nok desværre nødvendigt. Jeg håber også at råbe politikerne op. Forhåbentlig kan man få nogen til at se, at det ikke har været hensigten med de nye ejendomsvurderinger, at man kan komme i klemme i andre myndighedssager.

Tove Rasmussen, BBR og boligregistret i Vejle Kommune, bekræfter, at Vurderingsstyrelsen lavede en generel ændring af BBR-koderne for nogle år si- den, da gamle skattekoder blev udfaset. Det gjaldt blandt andet for skattekode 210 (bygning til erhvervsmæssig produktion vedrørende landbrug).

Nogle fik så den nye kode, 970: tiloversbleven landbrugsbygning.

– Vurderingsstyrelsen sagde, de ville kontakte ejerne om ændringen i BBR, siger Tove Rasmussen.

Tove Rasmussen understreger, at det altid er ejerens ansvar at kontrollere, om BBR-oplysninger er korrekte.

Niels Jensen oplyser, at han faktisk skrev til Vurderingsstyrelsen, da han fik meddelelse om, at ejendommen havde skiftet skattekategori fra landbrugsejendom til erhverv, at han fortsat brugte bygningen som maskinhus.

Siden klagen til Miljø- og Fødevareklagenævnet har Niels Jensen været i dialog med Kystdirektoratet om vilkårene for en genopbygning.

– Men jeg tør ikke stole på noget, før jeg har det skriftligt. Forløbet har været en kæmpe rutsjetur. Under alle omstændigheder er det grotesk, at vi har været nødt til at hyre en advokat og betale arkitekten for nye tegninger. I alt kommer det til at koste os 80-90.000 kroner på grund af den BBR-kode, konstaterer Niels Jensen.

Maskinhuset brændte ned til grunden, og der er nu kun fundamentet tilbage. Det nye maskinhus ønskes opført på samme sokkel.

Værditab

Maskinhuset, der stammer fra 2003, har naturligvis været forsikret mod brand, men forsikringssummen på de 900.000 kroner risikerer at være gået op i røg, også.

Niels Jensen kalder det en ekspropriation, hvis Kystdirektoratets afgørelse står ved magt.

Niels og Anitta er ikke sikker på, at de vil beholde ejendommen, hvis de ikke får medhold i klagenævnet. Maskinhuset er krumtappen i at kunne holde de 8,5 hektar og dermed leve op til landbrugspligten.

Samtidig er der gået skår i drømmen om livet på landet.

– Jeg har jo også for fire år siden købt en ejendom med de muligheder, som bygningerne er med til at give, herunder at have dyr samt opbevaring af egne maskiner. Den mulighed vil altså blive fjernet fra mig og hermed grundlaget for det, jeg købte ind på, siger Niels Jensen – der også kan frygte for salgs- prisen på en ejendom med begrænsede muligheder.

Niels Jensens ejendom er i øvrigt nu kategoriseret som Erhverv hos Skat, hvilket ifølge ejeren viser situationens absurditet.

For grunden er vurderet højere end den samlede ejendomsværdi med begrundelsen, at der er mulighed for at bygge på grunden!

Kystdirektoratet: Vi genoptager sagen

– Vi genoptager sagen med henblik på at give en dispensation til genopførelse af bygningen. Baggrunden er, at vi ikke længere mener, det er en overflødig- gjort bygning.

Sådan lyder det i en telefo- nisk besked 19. december fra Jan Kofod Winther, specialkonsulent i Kystdirektoratet.

Kystdirektoratet gav 8. november 2024 et ægtepar ved Vejle besked om, at de ikke kunne få dispensation fra strandbeskyttelseslinjen til at genopføre en bygning på knap 300 kvadratmeter efter en brand i foråret 2024. Kystdirektoratet henviste både til, at der ifølge BBR var tale om en ”over- flødiggjort landbrugsbygning” samt en vurdering af behovet for denne bygning i forhold til at drive landbrug. ”Kystdirektoratet finder ikke, at det ansøgte er erhvervsmæssigt nødvendigt for den pågældende ejendoms drift som landbrugs- eller skovejendom”, står der i afgørelsen fra 8. november til Niels Jensen og Anitta Juhl.

Efter at parret har hyret en advokat – og Skovdyrkeren er dykket ned i sagen, så har Kystdirektoratet besluttet at genoptage sagen og se på den med nye øjne.

– Vi er siden blevet opmærksomme på, at det er Skats Ejendomsservice, der har ændret i koden, så det blev en overflødiggjort bygning, hvilket det ikke er, siger Jan Kofod Winther.

Han tilføjer:

– På det tidspunkt, hvor bygningen brændte, havde den funktion som en driftsbygning, og derfor kan ejeren have en berettiget forventning om, at den kan genopføres. Det lægger vi vægt på.

Den nye holdning hos Kystdirektoratet flugter med Vejle Kommunes opfattelse af sagen. Kommunes byggesagsafdeling har tidligere konstateret, at maskinhuset er ”driftsmæssigt nødvendigt for ejendommens drift som landbrugsejendom.

Forvaltes restriktivt

Kystdirektoratets specialkonsulent Jan Kofod Winther siger, at skattekoden 970 – ”tiloversbleven landbrugsbygning” – blev taget som en indikation på, at bygningerne ikke længere blev anvendt som led i den jordbrugsmæssige udnyttelse.

Han fremhæver, at naturbeskyttelsesloven forvaltes restriktivt, når det gælder strandbeskyttelseslinjen på de 300 meter, og derfor skal der ved ansøgning om genopførelse – og nybyggeri – vurderes, om driftsbygninger er jordbrugsmæssigt nødvendige.

God idé at kontrollere BBR-koder

Skovdyrkeren har talt med Tove Rasmussen, der er BBR-administrator i Vejle Kommune.
Hun siger:

– Det er en god idé at kigge sine BBR- oplysninger igennem for at se, om de er korrekte. Det har man faktisk pligt til. Der er der også mange, der gør. De ringer. Og så får vi dem til at skrive ind til os.

Tove Rasmussen understreger, at man skal skrive til sin hjemkommune så hurtigt som muligt, hvis man mener, der er fejl i BBR.

– Hvis vi får en henvendelse, vil vi vurdere, om BBR svarer til de faktiske forhold. Nogle gange vil vi sende sagen videre til byggesagsafdelingen. Det kan være tilfældet, hvis man vil ændre fra tiloversbleven landbrugsbygning til land- brugsbygning, lyder det.

Mange har fået ændret koder

I 2018-19 fik mange ejendomme over hele landet ændret deres BBR-koder af SKAT i sammenhæng med, at mange ejendomme på landet skulle kategoriseres som ejerbolig fremfor landbrug.

Henrik Sønderris Pedersen, økonomirådgiver i virksomheden Agrovi, skrev dengang i 2018-19 følgende opfordring til ejere af ejendomme på landet:

– Ejere af landbrugsejendomme i udvalgte kommuner modtager for tiden brev i E-Boks fra Udviklings- og

Forenklingsstyrelsen om ændringer i bygningernes anvendelseskoder i BBR.

– Blandt andet udgår Kode 210: Bygning til erhvervsmæssig produktion vedrørende landbrug, gartneri og rå- stofudvinding og lignende. Det væsentlige er, at bygninger ikke fremover foreslås tildelt BBR anvendelseskode 970: Tiloversbleven landbrugsbygning.

– Det, man kan frygte for de mindre ejendommes vedkommende er, at når driftsbygninger får karakter af tilovers- bleven, vil det kunne påskønne vurderingsstyrelsen til at omvurdere de offentlige ejendomsvurderinger fra en landbrugsejendom til en boligejendom.

Skal være muligt at ændre kode

Selv om der nu er gået nogle år, mener Henrik Sønderris Pedersen, at det må og skal være muligt for ejere af mindre ejendomme at få ændret koden.

– Man kan til enhver tid korrigere sin BBR. Det kan ikke være rigtigt, at man ikke kan ændre koden, hvis den er for- kert, mener han.

Tove Rasmussen fra Vejle Kommune oplyser, at BBR-koderne bruges af myndighederne som et dataregister over, hvor stor en bolig er, hvad den består af og hvor den ligger. Og så danner BBR også grundlag for en ejendomsvurdering og myndighedsafgørelser.

Læs også andre artikler fra Skovdyrkeren #100

Læs andre artikler inden for Skovpolitik