Kronvildt presser familieskoven: Kun sitkagran kan komme over bidehøjde

Kirsten Hjorth ejer 40 hektar midtjysk familieskov. Hun er 11. generation og dyrker skoven forstligt. Den store udfordring er kronvildt, som gør det svært at variere træarter.

Det er ikke helt nemt at dyrke skov, når man samtidig har masser af krondyr gående. Men sådan er vilkårene hos den østjyske skovejer Kirsten Hjorth og ægtefællen Jan Hjorth, Them ved Silkeborg.

– Kom med, så kan du få syn for sagen, siger Jan Hjorth.

Han hopper i robuste støvler og lyner en praktisk jakke. Et øjeblik senere spadserer han ned ad et spor i skoven side om side med sin kone, Kirsten.

På begge sider står flotte 30-årige rødgraner. Forårssolen skinner fra en dybblå himmel og enkelte stråler slipper igennem de tætte nåletræer.

– Det her er en bevoksning fra 1990’erne Da Kirsten overtog skoven i 1994, var der næsten kun rødgran. Men nu er her så meget kronvildt, at vi ikke længere kan få rødgran over bidehøjde. Træerne bliver ædt og ødelagt. De seneste år har vi derfor plantet sitkagran, siger Jan Hjorth.

Længere fremme stopper han ved en lysning, hvor der blev skovet rødgran for fire år siden. Nu står der unge sitkagraner, der efterhånden har fået fodfæste.

– Her er et eksempel på en af skovens unge sitka/lærk-beplantninger. Vi har måttet efterbedre nogle steder på arealet. Men havde vi plantet rødgran, så ville de ikke være kommet op. Krondyrene ville have molesteret størstedelen af træerne, siger han.

I kanten af arealet er der syn for sagen. Her står enkelte selvsåede rødgraner. Træerne er brede som badebolde og ikke meget over en meter høje.

– Det er vores ’bonsai-træer.’ Sådan ser nyplantede rødgraner ud efter nogle sæsoner. De kommer aldrig over bidehøjde. Derfor er vi nødt til at plante sitkagran, siger Kirsten Hjorth.

Ejet af familien i 11 generationer

Kirsten og Jan Hjorth har delt glæder og pligter i skoven siden 1994, hvor de overtog ejerskabet fra Kirsten forældre.

Dengang blev landbrugsbygninger og agerjord solgt fra – og de overtog skoven som en selvstændig bygningsløs skovejendom på 40 hektar.

– På det tidspunkt kunne mine forældre ikke overskue det hele mere. Derfor gennemførte vi generationsskiftet af ejendommen, fortæller Kirsten Hjorth. Hendes forældre var traditionelle landmænd med husdyrhold på gården. En størrelse landbrug, man ikke kan leve af i dag.

Hun husker, at forældrene altid har nydt skoven. Faren arbejdede selv med at skove tømmer, sælge brænde, klippe nobilis og dyrke juletræer.

– De var utroligt glade for skoven. Det var den del af bedriften, som altid kunne give lidt ekstra indkomst udover landbruget, husker Kirsten Hjorth.

Stor arbejdsindsats

Da Kirsten og hendes mand Jan overtog skoven, meldte de sig ind i Skovdyrkerne. De har været medlemmer lige siden.

I dag er de begge 68 år. Specielt de første år arbejdede de meget i skoven ved siden af deres fuldtidsjobs.

– Jeg kan stadig huske, at vi klippede og bundtede nobilis, som skulle leveres til skovdyrkerne. Sommetider var vi nødt til at arbejde både aften og nat for at nå det hele, fortæller han og sender blikket over til sin kone.

– Ja, det gik vildt for sig – med pandelamper og sommetider i snevejr, returnerer hun.

Efterhånden som årene er gået, har parret lagt mange flere opgaver over til Skovdyrkerne.

– I klippebevoksningerne lader vi Skovdyrkerne tage sig af arbejdet. Det eneste vi selv klarer, er at gødske træerne, siger Jan Hjorth.

Det samme gælder i skovbruget. Her er det også Skovdyrkerne som udfører opgaverne.

– Selvfølgelig koster det noget, når store effektive skovningsmaskiner ruller ind på matriklen. Men maskinerne klarer meget arbejde i løbet af ret kort tid. Det vil ikke give mening, at vi selv skover og kører ud, siger Jan Hjorth.

Bevoksning plantet af arbejdsløse

Parret fortsætter rundturen i skoven, som er etableret i meget bakket land- skab. Jordtypen varierer lige fra lerjord til sandbakker.

De går ind i skovens ældste afdeling – en bevoksning med to hektar rødgran. Den blev plantet tilbage i slutningen af 1940’erne.

Det er ikke Kirstens farfar, som har plantet træerne. Derimod har fortidens arbejdsløse svunget plantespaderne.

– Efter krigen fik min farfar hjælp i skoven fra noget så fint som ’Landsforeningen til Arbejdsløshedens Bekæmpelse’. Vi mener, at det er dem, som har plantet de flotte rødgraner, som nu skal skoves, fortæller Kirsten Hjorth.

Beslutningen om at skove er truffet i samarbejde med skovfoged Søren Børsting, Skovdyrkerne Midt.

– Skovfogedens faglige vurdering er, at nogle af træerne bliver tykke for neden på grund af begyndende råd. Træerne er gamle, og de begynder at vise nedsat vitalitet. Derfor vælger vi at skove arealet nu, sådan at vi får realiseret værdierne, siger Jan Hjorth.

Vurderingen er, at der står omkring 1000 kubikmeter råtræ på arealet.

– Det er en stor skovning – og efter rådgivning fra skovfogeden vælger vi derfor at få skoven certificeret nu, så- dan at vi kan opnå en bedre kubikmeterpris på træet, siger han.

For Kirsten Hjorth skal beslutningen om at skove lige fordøjes.

– Det er virkelig hjertet i skoven, som nu bliver lagt ned. Men bevoksningen er 80 år gammel og det kan ikke være anderledes, siger hun.

Vil gerne undgå hegn

Parret gør det klart, at de altid har dyrket skoven forstligt i tæt samarbejde med Skovdyrkerne.

Udfordringen med kronvildtet har også været diskuteret med skovfogeden. Hegning kunne i nogen grad løse problemet. Men det er ejerne ikke så vilde med.

– Vi vil gerne bevare vildtets frie bevægelighed i skoven. Det kan vi ikke, hvis vi hegner. Derudover er der eksempler på, at kronvildtflokke render hegnene ned alligevel, siger Jan Hjorth og tilføjer, at det jo heller ikke er gratis at hegne store arealer.

– Lige nu overvejer vi, om vi skal hegne, når de fire hektar rødgran er skovet. Det har vi ikke helt besluttet os for endnu, lyder det.

Herlighed i skoven

Skoven er nabo til den store Skærbæk Plantage. Vildtet har masser af plads og jagten er god.

Det værdsætter Jan Hjorth, som selv er inkarneret jæger.

– Vi har store flokke af krondyr. Men derudover har vi også fået en mindre bestand af dåvildt. Råvildtet er noget klemt og stresset på grund af de store kronvildtbestande i området, siger Jan Hjorth.

Han lister op i et skydetårn og kigger ud over det bakkede terræn, hvor der er udsigt til naboer og de nærmeste landsbyer i området.

Aprilsolen gennemlyser den forårsklædte skov. Han sidder et øjeblik og mærker den altomfavnende stilhed, som rammer helt ind under huden.

– At gå op i tårnet og nyde skoven sådan en dag her – det er jo nærmest himmelsk. Så bliver det altså ikke større, siger Jan Hjorth.

De ser begge frem til at kunne nyde skoven mere i de kommende år.

– Kirsten er blevet pensionist, og jeg stopper på arbejdet indenfor en overskuelig fremtid. Til den tid drømmer vi begge om at bruge mere tid herude og nyde skoven. Det vil være fantastisk, lyder det fra dem begge.

Skoven skal videre til næste generation

Kirsten og Jan Hjorth har taget hul på samtalen om generationsskifte med deres børn. Begge børn vil gerne overtage, og der skal findes en god model for både familien og skoven.

Efter mere end tre årtier som ejere af skovejendommen ved Them står Jan og Kirsten Hjorth nu over for et vigtigt skridt.

Parret er så småt gået i gang med at planlægge generationsskiftet. De er begge 68 år og har ejet og drevet skoven siden 1994.

– Vi har taget hul på samtalen. Begge vores børn har givet udtryk for, at de gerne vil overtage skoven efter os. Det glæder os selvfølgelig meget, fortæller Kirsten Hjorth.

Møde med skovfogeden

Det blev konkret for få uger siden med et familiemøde i skoven med deres skovfoged Søren Børsting.

– Her fik vi talt de skovbrugsmæssige ting igennem. Søren hjalp med at give en faglig vurdering af, hvordan skoven kan drives fremover. Både hvis børnene vil være aktive skovejere – eller hvis de foretrækker en mere passiv ejerrolle, siger Jan Hjorth.

Parret har Kaspar på 42 og Rikke på 38. Rikke er tandlæge og ansat i skoletandplejen i Ikast, og Kaspar er økonom og for nylig startet i ledelsen hos en virksomhed på Djursland.

Selvom de begge har både familie og krævende karrierer, betyder skoven meget for dem.

– Vores børn er jo vokset op med skoven og har mange gode minder herfra. Vi har holdt utallige fødselsdage og familiefester herude. Skoven har altid været samlingspunkt for vores familie, fortæller Kirsten Hjorth.

Selskabsmodel kan være løsningen

Parret er enige om, at tingene skal arbejdes godt igennem. Løsningen bliver måske en selskabskonstruktion.

– Det kan nok være fornuftigt at gå den vej. Det åbner nogle gode muligheder for delt ejerskab – og samtidig er der nye regler på vej for generationsskifte, som kan gøre det attraktivt at skifte, uden at skatten bliver voldsomt høj, forklarer Jan Hjorth, som er partner i et revisionsfirma i Silkeborg.

Både han og Kirsten gør det også klart, at der ikke er noget pres fra deres side.

– Vi vil bestemt ikke forlange, at vores børn skal overtage. Gør de det, skal det være fordi, de har lyst til det, lyder det.

Fremtiden for skoven

For familien Hjorth har det været vigtigt at få åbnet op for samtalen.

– Der er mange måder at være skovejer på. Det vigtigste er, at vi finder en løsning, der giver børnene lyst og mu- lighed for at føre skoven videre – og at vi sikrer, at skoven også i fremtiden er et sted, hvor familien kan samles, siger Kirsten Hjorth.

Hvis generationsskiftet falder på plads, bliver børnene tolvte familiegeneration, som ejer skoven.

Læs også andre artikler fra Skovdyrkeren #102