
Bedemanden Jakob tanker ny energi i naturen
Skov og natur er vigtig for Jakob Houkjærs livskvalitet og mentale sundhed. Så vigtig, at han siden 2018 har opkøbt og udviklet 84 hektar rundt om sin ejendom i Østjylland – og han skal ikke derfra.
Krogede gamle egetræer så brede som huse. Skovklædte bakker og vidtstrakte moseområder.
Naturen er varieret på Jakob Houkjærs ejendom på Jensnæs, syd for Odder.
Den bliver hjulpet på vej af ejeren, som siden 2018 har plejet og udviklet ejendommen med fokus på netop naturværdierne.
– Naturen betyder alt for mig. Jeg er indehaver af flere bedemandsforretninger, og jeg arbejder meget. Jeg bruger naturen til at koble af og finde ro. Gåturene her i naturen er for mig langt bedre end yoga, forsikrer han og spadserer op ad en sti, som snørkler sig igennem det varierede landskab.
Stien slår bløde sving igennem det bakkede landskab. Forårssolen lyser, og omgivelserne minder 1800-tallets guldaldermalerier med motiver af romantiske lysåbne landskaber.
– Familien og jeg går ture herude hver eneste dag. Hvis vi ikke når det inden arbejde – så går vi ture om eftermiddagen eller om aftenen. Det er fantastisk at opleve roen, dyrelivet og at se, hvordan naturen ændrer sig hver eneste dag, siger Jakob Houkjær.
Udviklet siden 2018
Jakob Houkjær købte ejendommen tilbage i 2018. Gården ligger med eminent udsigt ud over Horsens Fjord og halvøen Gyllingnæs.
Udover Jakob består familien af konen Janne og deres tre børn Jens, Christian og Signe. Familien var på udkig efter en ejendom med lys, luft og plads til gåture og aktiviteter i naturen.
– Vi faldt for beliggenheden og den tilhørende natur. Da vi så ejendommen var vi ikke i tvivl om, at her ville vi gerne være, siger Jakob Houkjær.
Der hører otte hektar med til ejendommen. Men fra 2018 og fremefter har Jakob Houkjær købt fem naboejendomme til. I dag er det samlede jordtilliggende på 84 hektar.
– I løbet af årene er der indimellem opstået muligheder for at købe naboejendomme. Det har gjort det muligt at lave en større helhedsplan med naturen herude. Det oplever jeg som en stor fordel, siger Jakob Houkjær og tilføjer, at bygningerne til de opkøbte ejendomme er eller bliver solgt fra.
Tynder og plejer
Jakob Houkjær har Skovdyrkerne Midts skovfoged Kai Boisen med rundt på stierne. De to spadserer op ad en bakke, og når frem til en blandet løvtræsbevoksning.
På begge sider af stien står der ahorn under store gamle krogede egetræer. En naturtype, der går igen flere steder på ejendommen.
Jakob Houkjær kigger op på de gamle træer.
– Bevoksningen var fuldstændig ufremkommelig, da jeg overtog for et par år siden. Men i samarbejde med Kai Boisen fik vi knust en sti igennem det hele, sådan at vi nu kan nyde det. Samtidig har Skovdyrkerne også tyndet bevoksningen, fortæller han.
Prioriterer naturen
For skovfoged Kai Boisen stiller projekterne på naturejendommen helt andre krav end et traditionelt tyndingsprojekt.
Her bliver der ene og alene tyndet for at fremme naturindholdet.
– Bevoksningen indeholder gamle egetræer, som har høj værdi for natur og biodiversitet – men ikke som råtræ. Ahornene er selvsåede – og selvom nogle af dem er rette og i god vækst, så står de altså ikke på god ahornjord, fastslår Kai Boisen.
Derfor er det helt oplagt at skabe plads til de gamle krogede ege.
– Med tyndingen fjerner vi primært ahorn og andre uønskede arter – men lader i stedet skæve, finurlige og krogede træer blive stående. Der skal være noget for natur og biodiversitet – men også for øjet, lyder det.
– Faktisk tynder vi komplet modsat af, hvad vi ville gøre i skovbrugsmæssig forstand, fortsætter han.
Ingen produktion af træ
Området er pålagt flere fredninger blandt andet paragraf 3, natura 2000 – og store dele er også indenfor kystbeskyttelseslinjen. Hverken ejer eller skovfoged kan se en idé i at fremme produktion af råtræ fra arealet.
– Det vil være meget vanskeligt at få rentabelt skovbrug i gang indenfor en rimelig tidshorisont. Jorden er ekstremt sandet. De selvsåede ahorn er ikke ideelle på denne jordtype. Det vil sige, at man skulle starte helt forfra – og det ville være både dyrt, besværligt og virkelig synd for den natur, der er på stedet siger skovfoged Kai Boisen.
Jakob Houkjær supplerer.
– Min interesse og mit driftsformål er ene og alene at udvikle naturværdierne. Derfor er produktion af råtræ slet ikke noget, jeg overvejer, lyder det.
Selvom der ikke bliver produceret råtræ fra arealet, så har driftsøkonomien ved at pleje naturen ikke været helt skæv.
– Indtil nu har samtlige plejeprojekter faktisk givet et overskud. Det klager jeg bestemt ikke over, siger Jakob Houkjær og kigger over på skovfoged Kai Boisen.
– Ja, alle de indgreb, vi har gennemført for naturen, har hængt godt sammen økonomisk. Der er kommet meget træ ud af bevoksningerne – og den fornuftige flispris betyder, at vi har kunnet levere et overskud til Jakob. Det er vi faktisk meget tilfredse med, siger Kai Boisen.
Lange arbejdsdage
Det med at blive bedemand lå ikke lige i kortene for den nu 50-årige Jakob Houkjær. Men naturinteressen har han haft fra han var dreng.
– Jeg er faktisk uddannet landmand. Men lige efter uddannelsen ville jeg prøve noget andet. Derfor søgte jeg ind til Falck. Jeg endte med at være Falckredder i 18 år, fortæller han.
På et tidspunkt ville han gerne have sin egen forretning.
– Der dukkede en mulighed op for at jeg kunne købe min egen bedemandsforretning. Det gjorde jeg. Erfaringen som Falck-redder betød, at jeg havde set lidt af hvert. Jeg var også vant til at rådgive og tale med mennesker, der har mistet eller har været ude for en ulykke, siger Jakob Houkjær.
Fra det tidspunkt har karrieren ikke stået stille.
– Jeg har løbende udvidet og tilkøbt flere bedemandsforretninger. I dag har vi 85 bedemandsforretninger, siger Jakob Houkjær.
– er altid meget at se til, og ofte bliver arbejdsdagene 10-12 timer lange. Derfor nyder jeg at kunne afveksle og slappe af i naturen, fortsætter han.
Skal ikke fra ejendommen
Stien tilbage til gården følger vidtstrakte mosearealer på den ene side og lysåbne arealer på den anden.
Langs stien og i det åbne landskab står store solitære ege og bøge.
Skovfoged Kai Boisen er begejstret.
– Der er mange smukke og komplette træer her i landskabet. Det vil sige symmetriske træer, som igennem mange år har fået plads til at udvikle kronerne.
– Opgaven er nu at finde og pleje de næste egekæmper, som kan pryde ejendommen i hundredvis af år. Det gør vi ved at vælge de rigtige træer og få tyndet omkring dem i tide, så de får plads og lys fra alle sider, lyder det fra Kai Boisen.
Ejeren Jakob Houkjær har ikke travlt. For ham er udviklingen af naturværdierne en proces, der først lige er begyndt.
– Tid har jeg masser af – i hvert fald når det gælder udvikling af naturen. Jeg har absolut ingen planer om, at ejendommen skal sælges, så længe jeg trækker vejret, fastslår han.
– Jeg nyder naturen og ejendommen helt utrolig meget. Jeg er glad og også lidt stolt over at have udviklet det her projekt til gavn for natur og herlighed, siger han.
Han holder en pause – og lader blikket glide ud over fjorden.
– Faktisk vil jeg gerne blive herude, indtil jeg vælter omkuld. Når det sker, vil jeg gerne ligge i kisten med ansigtet ud over fjorden en sidste gang, inden rustvognen ruller afsted. Det vil være en god afslutning på mit virke og min tid her på ejendommen, siger han.
Om ejendommen
- Ejendommen ligger på Jensnæs, syd for Odder i Østjylland med udsigt over Horsens Fjord og halvøen Gyllingnæs.
- Jakob Houkjær købte ejendommen i 2018 med oprindeligt otte hektar. Siden er den udvidet til 84 hektar igennem opkøb af naboejendomme.
- Ejendommen er varieret og består af skov, strandarealer, rørskov, strandeng, eng, mose, agerjord og rigkær-arealer.
- Driftsformålet med ejendommen er udvikling og pleje af natur og biodiversitet. Naturplejen udføres i tæt samarbejde med skovfoged Kai Boisen.
- Familien bruger ejendommens store naturarealer til gåture, afslapning og som afveksling fra et travlt arbejdsliv.
- Jakob Houkjær er iværksætter og indehaver Houkjær Begravelse, som han har udviklet til en kæde af 85 bedemandsforretninger. www.houkjaerbegravelse.dk.
- Privat er Jakob Houkjær gift med Janne. Parret har tre børn.