Skovbrugskampagnens budskaber er kommet vidt omkring, og skoven står i dag et bedre sted i det politiske landskab, vurderer direktør.

Skovbrugets store kampagne ”Takket være skoven” er nu afsluttet.

Kampagnen blev skudt i gang i foråret 2024. Målet har været at sætte fokus på alle de vigtige funktioner, som skovene leverer til det danske samfund.

Siden opstarten har kampagnen kørt ad tre omgange. Den har været vist både digitalt, på print og på standere i de største danske byer.

Samlet set er kampagnens materiale blevet vist over 43 millioner gange på tværs af de digitale platforme, som tæller web, sociale medier og streaming. Dertil kommer eksponeringen fra de store dagblade og i bybilledet, oplyser Dansk Skovforening.

Mange visninger

Budskaberne om skovens store samfundsmæssige værdi er altså kommet vidt omkring i Danmark, og branchedirektør Anders Frandsen er tilfreds med kampagnen.

– Det er altid svært at sige, præcis hvor meget en kampagne af den slags har rykket, men den har haft en flot rækkevidde. Vi kan konstatere, at det danske skovbrug står et bedre sted i dag, end hvor vi begyndte, når det handler om forståelsen for værdien af skovbruget, siger Dansk Skovforenings direktør Anders Frandsen.

Timingen har været god. Kampagnen ramte lige ned i forhandlingerne om den grønne trepart og de indledende øvelser til implementeringen af en ny national skovrejsningsordning, der skal skabe 250.000 hektar ny skov i Danmark – hvoraf størstedelen netop skal være produktionsskov.

Samlet branche

Kampagnen samlede skovbranchen om at fortælle den positive historie, de danske skove er. Mange har bidraget til kampagnen – både økonomisk og med at sprede kampagnens budskaber.

– Vi kunne ikke have gennemført kampagnen uden bidrag fra de over 50 fonde, virksomheder og privatpersoner, der har givet økonomiske bidrag til projektet. Dem skylder skovbruget en stor tak. Men kampagnens succes skyldes i høj grad også alle dem, der har bidraget ved at dele kampagnens budskaber, så de er nået endnu længere ud, fastslår Anders Frandsen.

Kampagnen er udviklet i Partnerskab for Dansk Skovbrug, et samarbejde mellem Dansk Skovforening, Skovdyrkerne, Hedeselskabet og TMI – Træ- og Møbelindustrien for at sætte fokus på alle de vigtige funktioner, skovene har for samfundet.

Læs også andre artikler fra Skovdyrkeren #104