Forskere vinder pris for giftfri træbeskyttelse
Holdet bag projektet LignoSolve har vundet den prestigefyldte Evergreen Prize for deres teknologi til giftfri træbeskyttelse via såkaldt hyperlignificering. Metoden bruger lignin, et naturligt restprodukt fra papirindustrien, til at gøre træ ekstremt holdbart uden biocider.
Teknologien kombinerer simple processer med højeffektiv indtrængning af lignin i træet og har vist lovende resultater både i laboratoriet og i praksis.
Prisen blev uddelt i Wien tidligere på året. Med prisen følger 300.000 euro, som skal bruges til videre forskning og opskalering til industriel produktion. Ifølge forskerne kan blot 15 procent af Europas ligninproduktion erstatte alt trykimprægneret træ i EU. Der er med andre ord store perspektiver i projektet.
Teamet oplever stor interesse fra både papir- og træindustrien. Håbet er at være klar med et godkendt produkt i løbet af de kommende fem år. Forskertemaet består af Kosma Celmer, Sune Tjalfe Thomsen, Tor Simonsen, Andrea Ponzecchi og Emil Engelund Thybring.