Miljøstyrelsen trækker godkendelsen af 23 pesticider

Miljøstyrelsen har trukket godkendelsen af 23 pesticider tilbage, fordi de indeholder aktivstoffer, som danner og udvasker trifloureddikesyre (TFA) til grundvandet. Forbuddet sker som følge af en revurdering af seks aktivstoffer på baggrund af ny viden fra forskningsprojektet TriFluPest, udført af GEUS, samt EU-vurderinger. De seks stoffer er: fluazinam, fluopyram, diflufenican, mefentrifluconazol, tau-fluvalinat og flonicamid. TFA er et meget langsomt nedbrydeligt stof, som findes i stigende omfang i grundvandet. Ni af de 23 midler er aktuelt markedsført i Danmark. Afgørelserne indebærer udfasning med frister på 6 og 15 måneder, afhængigt af miljøhensyn og økonomiske konsekvenser. Miljøstyrelsen forventer at afgøre yderligere ti sager i august-september 2025. Baggrunden for at trække godkendelserne tilbage er beskyttelsen af grundvandet.


Bark kan optage metan

Et studie har påvist, at mikroorganismer i træers bark kan optage metan fra atmosfæren. Det er forskere fra University of Birmingham og Linköpings Universitet, som har afdækket, at træers klimaeffekt ud over CO2-optag også kan bidrage med optag af den mere potente klimagas metan fra atmosfæren. Det skriver Grøn Teknik. Metanen optages i visse træers bark, fordi mikroorganismer i barken optager atmosfærisk metan. Effekten er størst i tropiske skove, hvor træers klimaeffekt ifølge forskerne øges med mellem syv og tolv procent på grund af metanoptagelsen. Og træer med ru og sprækket bark giver bedre betingelser for de metanoxyderende bakterier og dermed større optag af metan. Træer udleder dog også en smule metan fra selve stammen, men jo højere oppe i træet, desto mere metan optages af mikroorganismerne i barken, og nettoeffekten er ifølge forskerne positiv set med klimabriller.

Læs også andre artikler fra Skovdyrkeren #104