Edvard Hvidt var Midtjysk Skovdyrkerforenings første skovrider. Hans håndskrevne notater fra dengang giver et spændende indblik i den lokale skovdyrkerhistorie.
Tekst: Hans Kristensen
Midtjysk Skovdyrkerforening blev stiftet i 1954. Målet var at varetage driften af private skovejendomme i Viborg Amt. Amtet var stort set identisk med nutidens Viborg Kommune og omfattede altså egnene syd og øst for købstaden samt den nordøstlige del af Ringkøbing Amt.
Foreningen er således en af de foreninger, der har dannet grundlaget for det, der i dag hedder Skovdyrkerforeningen Midt.
30-årig skovrider
Ved stiftelsen antog foreningen den 30-årige forstkandidat Edvard Hvidt som skovrider.
I datiden, hvor skovfogederne kun så småt var begyndt at indgå i skovdyrkerforeningerne, var dette en stilling, der altovervejende bestod i at besøge medlemmerne, vise ud til hugst og rådgive dem om driften af deres skovarealer.
En anden vigtig opgave for Hvidt var at skaffe flere medlemmer til den nye forening. Efter et år på posten så Hvidt nogle spændende perspektiver i egnens skovbrug.
Disse tanker skrev han ned på nogle ark, der er bevaret. Her skitserede han de argumenter, der var for at være medlem af foreningen i netop dette særlige område, hvor mange landmænd i tillæg til den dyrkede jord havde mindre arealer af ikke særligt produktiv løvskov.
Skovene lå ofte som parceller i større, samlede skov- og kratområder, der således var delt op mellem en række lokale ejere.
Faren ved nåletræ
“Den kombinerede land- og skovbrugsejendom har en fordel. I en veldrevet skov kan man opspare et vedforråd, som man kan tære på i dårlige tider eller i år, hvor man regner med store udgifter – og sådanne vil altid komme, når der skal anskaffes en traktor eller rejses en ny lade,” argumenterer Hvidt i sine noter.
Læg mærke til, at der ikke står en ny traktor, men bare en traktor. I 1955 befinder vi os lige midt i den tid, hvor hestene forsvinder som trækkraft i den danske landbrugssektor som led i den mekaniseringsproces, der i løbet af ganske få år ændrede både landbrugs- og skovbrugsdriften.
En anden ting, der ændrede skovdriften i den periode, var den øgede brug af indførte nåletræarter, som havde en større tilvækst end løvtræerne, især på de mere perifere jorder.
Helt i takt med tiden indeholdt Hvidts planer derfor også øget brug af nåletræ. Men det skulle ske med omtanke, og netop derfor var det vigtigt, at skovejerne fik forstlig rådgivning, så man ikke kom til at se det, som Hvidt malende beskrev som: “gamle løvskove og egekrat forvandlet til ensartede kager af rødgran.”
Han fortsatte:
“Forstmandens opgave i dag er at drive skovbrug efter økonomiske principper, men netop her er der mulighed for at forene det æstetiske, det skønhedsmæssige og det økonomisk fordelagtige. Nåletræer er i dag den mest afkastningsrige afgrøde. Men rent nåletræ – det er galimatias, chancerytteri.”
“Man risikerer at vågne en morgen og finde halvdelen af skoven liggende stormfældet og få de næste nætters søvn ødelagt af skattemæssige overvejelser.”
Et forsvar for løvtræerne
Når nåletræ var så fristende for de lokale skovejere, var det også fordi de kendte alt til den bedrøveligt ringe tilvækst i deres gamle løvskove.
Hvidt var dog forberedt på kritikken.
“Mange ryster nok på hovedet: Når vi ikke kan få større ege frem end det krat, vi ser mange steder, så kan det vist ikke gå an. Men jeg tror personligt på, at de ege, der findes mange steder i vores skove, og som står med ringe tilvækst, ikke er frøplantede ege, men derimod stødskud af ege, der gang på gang har været sat på roden…”
Han understregede også vigtigheden af at bevare bælter og kanter af løvskov, både af hensyn til stormstabilitet og nåletræernes trivsel – og som en vigtig ressource for vildtet.
“Skoven bør bygges op som et landbrug med frodige marker med læbæltestriber af stormfast træ på stormudsatte steder. Og til disse læbælter og udkanter er løvtræ særligt velvalgt.”
Lokal vognmand henter nåletræ i småskovene mellem Viborg og Randers omkring 1960, hvor Midtjysk Skovdyrkerforening arbejdede målrettet på at øge produktiviteten hos medlemmerne uden at sætte stabiliteten over styr. Foto: Bjerringbroegnens Lokalhistoriske Arkiv
Fordelene ved sammenhold
Skovriderens fokus gjaldt derfor de eksisterende parcelskoves trivsel og udvikling.
“Man planter naturligvis stadig hedejord til, men kan det alligevel ikke bedre betale sig at bringe de gamle skovområder i orden først? Her er jordbunden ofte bedre, og ofte er der mulighed for læ og let skygge, hvilket virker fremmende på de nye kulturers trivsel.”
“Kunne vi, lad os sige, blot på halvdelen af arealet fordoble produktionen… ja så skulle vi i al fald kunne hæve produktionen med tre kubikmeter gennemsnitligt årligt pr. hektar.”
Men det kræver samarbejde, fastslog han:
“Vi skal disponere 20, 30, ja 50 år frem i tiden.”
Et situationsbillede fra en midtjysk skov omkring år 1915 med oprindeligt krat (t.h.), der var ved at blive afløst af det mere lønsomme nåletræ (t.v.). Det var disse forhold, som udgjorde udgangspunktet for Midtjysk Skovdyrkerforenings virke. Foto: Bjerringbroegnens Lokalhistoriske Arkiv
God begyndelse
Hans ihærdighed sikrede den nye forening en god start. Allerede efter hans første år på posten drev Midtjysk Skovdyrkerforening godt 1.000 hektar medlemsskov.
Da han stoppede som skovrider fem år senere, var det samlede skovareal i foreningen på hele 1.500 hektar.
Edvard Hvidt fortsatte sin karriere i Småskovsforeningen for Aabenraa og Sønderborg Amter, hvor han var skovrider frem til 1980. Han døde i 2023 i en alder af 99 år.
Krogede ege på Viborg-egnen, som de typisk så ud i 1950’erne. Her kunne man ikke hente meget gavntræ ud, men områderne med løvtræ var stormstabile, og det gav et godt udgangspunkt for mere produktive træarter på naboarealerne. Foto: Viborg Lokalhistoriske Arkiv.
