Et nyt stisystem skærer sig ned igennem bevoksningerne i Stilde Plantage ved Brørup. Stierne guider skovgæster igennem skoven ad forskellige ruter.

– Vi vil gerne gøre det mere indbydende at være skovgæst hos os. Faktisk arbejder vi helt konkret med at åbne skoven mere op for lokalsamfundet. Stierne er en vigtig del af strategien, siger bestyrelsesformand Stig Bundgaard.

Fra parkeringspladsen går han ind på en af stierne og inviterer Skovdyrkeren på faglig rundtur sammen med en god del af skovens bestyrelse.

Langs ruten er der opsat flere infotavler.

– Vi har fået opsat 12 infotavler langs ruterne. Tavlerne fortæller blandt andet om skovens drift, træarter, naturindhold og historiske forhold i området. Derudover er der QR-koder, så gæsterne kan få information direkte på mobilen, siger bestyrelsesmedlem Karen Thygesen.

En stor del af arbejdet handler om at pleje og tynde bevoksninger, der er plantet efter 1999-stormen. Her lægges der spor i en af bevoksningerne med fældebunkelægger.

Plantage på aktier

Stilde Plantage er en aktieplantage, hvor drift og ledelse varetages af bestyrelsen, som er valgt af ejerne. Den nuværende bestyrelse trådte til i 2020 og 2021 efter nogle turbulente år i selskabet.

Historien om plantagen går helt tilbage til slutningen af 1860’erne. Dengang var området hede og sandet jord.

Jorden blev opkøbt med henblik på tilplantning. De første træer kom i jorden i begyndelsen af 1870’erne.

– De første år var vanskelige, og i slutningen af 1870’erne udbrød der brand, som ødelagde en stor del af de unge bevoksninger. Det endte med, at det daværende selskab gik konkurs, fortæller bestyrelsesmedlem Karen Thygesen, hvis oldefar var en af de første, der lagde jord til Stilde Plantage.

I 1886 blev plantagen organiseret som aktieselskab, og den model har siden været rammen om ejerskab og drift.

Om Stilde Plantage

  • Aktieselskabet Stilde Plantage blev oprettet i dets nuværende form i 1886 og ejes nu af ca. 190 aktionærer fordelt på 756 aktier.
  • Plantagen ligger ved Brørup i Vejen Kommune, Sydjylland
  • Areal: ca. 473 hektar skov
  • Dyrkes forstligt med sigte på stabil drift og opbygning af kapital.
  • PEFC-certificeret.
  • Jagten er lejet ud.
  • Skoven er med i EU-Life projekt om naturnær skovdrift. Dyrkningsteknikken anvendes, hvor bevoksningerne er egnede til det.
  • Der skoves omkring 2500 kubikmeter årligt – cirka halvdelen af skovens tilvækst.

Drift med overskud

Det er bestyrelsen, som udstikker retningen for driften i skoven. Et vigtigt mål er at skabe overskud og opbygge værdi til gavn for ejerne. Det er lykkedes i de senere år.

– Stilde Plantage dyrkes forstligt. Vi har valgt samarbejde med Skovdyrkerne, og vi har et rigtig godt samarbejde med skovfoged Morten Mulbjerg Hessellund fra Skovdyrkerne Syd, siger Stig Bundgaard.

Han glæder sig over de senere års stabilitet og den fornuftige drift.

– Driften kører stabilt, og vi har opnået fornuftige driftsoverskud – selvfølgelig også hjulpet på vej af de gode skovpriser. Det glæder vi os over.

Douglasgran-bevoksning fra 1952 med naturlig selvforyngelse under skærm. Bevoksningen dyrkes som led i den naturnære driftsstrategi.

I stedet gør vi brug af selvforyngelsen, siger Morten Mulbjerg Hessellund.

Bevoksningen skal tyndes løbende, så der kommer tilstrækkeligt lys til selvforyngelsen.

– Min forventning er, at bevoksningen skal tyndes en gang mere, inden vi afdriver overstanderne om ti år. Det er spændende at arbejde med. Men det kræver noget håndværk at få det til at fungere optimalt, siger Morten Mulbjerg Hessellund.

Stilde Plantage er med i et EU-Life projekt om netop naturnær skovdrift.

– Igennem projektet har vi fået støttemidler til at pleje og rense ud i selvforyngelsen, siger skovfogeden.

Bestyrelsesformand Stig Bundgaard supplerer.

– Fra bestyrelsens side er vi interesserede i naturnær skovdrift. Vi er enige om, at det er en metode, vi gerne vil benytte på jordtyper og i bevoksninger, hvor det giver mening. Så det er ikke sådan, at vi vil omlægge al drift til at være naturnær, lyder det.

Der skoves og sælges omkring 2500 kubikmeter råtræ om året. Det svarer til halvdelen af tilvæksten. På billedet ses Stig Bundgaard ved en nyplantning med sitka og douglas.

Muligt opkøb

På vejen tilbage gennem skoven falder samtalen på fremtiden og den langsigtede drift af Stilde Plantage.

Direktør Svend Erik Jessen glæder sig over at der er stigende interesse for at blive aktionær. Omkring halvdelen af aktionærerne møder op til generalforsamlingerne, hvilket ifølge direktøren vidner om et solidt engagement.

– Det viser, at vi gør noget rigtigt. Vores mål er at holde fast i stabiliteten og fortsætte den sunde driftsøkonomi så vidt muligt, siger han.

I bestyrelsen er der bred enighed om, at en udvidelse af skovarealet kan komme på tale, hvis muligheden opstår.

– Med sund økonomi har vi mulighed for at byde ind, hvis der kommer jord til salg i nærområdet. Vi vil gerne rejse ny skov og udvide arealet. Det vurderer vi som en strategisk klog beslutning – ikke mindst i lyset af skovenes voksende betydning som klimaværktøj, men også som ramme for biodiversitet, rekreation og gode naturoplevelser, siger bestyrelsesformand Stig Bundgaard.

Plantagen er ejet af 190 aktionærer

Der er god interesse for at være aktionær i Stilde Plantage. 190 aktionærer deler ejerskabet af skoven.

Stilde Plantage er en aktieplantage fordelt på 756 aktier.

Modellen giver god forankring i lokalsamfundet. Aktionærerne har adgang til den årlige generalforsamling, hvor regnskab, drift og fremtidige dispositioner drøftes.

Der er samtidig mulighed for udbytte, når driftsresultatet giver grundlag for det.

2500 år gamle veje i plantagen

I Stilde Plantage findes spor af trafik, der går helt tilbage til bronzealderen. Her ligger et system af omkring 2.500 år gamle hulveje, som i dag er fredet.

Hulvejene blev anlagt i bronzealderen, hvor datidens folk skulle krydse vandløb. Det er foregået til fods – og med primitive kærrer med stude og heste som trækdyr.

– De har selvfølgelig valgt det sted, hvor vandstanden var lavest, og herfra har færdslen fortsat i retningen imellem Kolding og Varde. Strækningen har været en vigtig forbindelse tværs gennem landskabet, forklarer bestyrelsesmedlem Karen Thygesen.

Mange meter dybe

Hulveje er gamle trampede og kørte veje, som over tid er slidt dybere og dybere ned i terrænet. Når mennesker, dyr og vogne gennem generationer har fulgt det samme spor, er jorden gradvist eroderet.

Karen Thygesen forklarer, at i Stilde Plantage ligger hulvejene flere steder fire til fem meter under det omgivende terræn.

Hun har arbejdet aktivt for at få hulvejene registreret og fredet.

– Det er et enestående kulturspor vi har i skoven. Derfor har vi haft fokus på at sikre, at de bevares for eftertiden. Der ligger nu en fredning på dem, siger hun.

De flere meter dybe hulveje er slidt ned i terrænet gennem århundreders færdsel og kan stadig tydeligt ses i dag.

13 gravhøje

Der gemmer sig flere arkæologiske spor end hulvejene i skoven. I området er der også 13 gravhøje.

– Gravhøjene her i Stilde Plantage stammer fra stenalderen og er omkring 4.500 år gamle, siger Karen Thygesen.

De mange kulturspor fra forhistoriske perioder vidner altså om, at området har været brugt og beboet gennem årtusinder.

Læs også andre artikler fra Skovdyrkeren #108