Af Anne Mette Nordfalk, kommunikationsansvarlig ved DFE

Ægteparret Nguyen Hong Ngan og Cao Thi Anh bor i et lille faldefærdigt hus i en fjern egn i det nordlige Vietnam.

Foran det lille hus ligger de rismarker, som familien lever af. Bag huset på en skråning har familien plantet akacietræer.

Det er de træer, som får Ngan og Anh til at lyse op i glade smil.

For 20 år siden var hele området afskovet. Siden har familien plantet træer på skråningen.

– Men vi måtte fælde vores træer og sælge dem som træpulp efter bare fem år, for vi havde ikke råd til at lade dem stå længere, fordi vi skulle betale vores gæld til banken, forklarer Nguyen Hong Ngan.

Sådan er det ikke længere.

Gennem et samarbejde mellem organisationerne Grow For It og Danish Forestry Extension (DFE) har bønderne fået mulighed for at lade deres træer stå dobbelt så længe og dermed tjene klimaet og øge deres sparsomme indtjening.

Modellen går ud på at give fattige bønder med egnet jord et rentefrit lån, som ikke skal indfries, før træerne fældes. Samtidig har de andre fattige bønder i projektet fået tilbudt planter af højere kvalitet end dem, som ellers findes på markedet, og de har fået hjælp til at plante træerne gennem lokale kooperativer, som DFE har opbygget.

– Bønderne i projektet har fået 2000planter pr. hektar. Om ti år efter udtynding vil de stå med 750 akacietræer, som kan fældes og bruges i møbelindustrien eller i andre kvalitetsprodukter, som kan opsuge CO2 og lagre det i træet som kulstof over lang tid. Der plantes også 200 såkaldt hjemmehørende træer, som skal stå i 20 år, forklarer direktør i DFE Flemming Sehested.

Teknisk hjælp og ingen brug af pesticider

Den tekniske bistand er en vigtig del af projektet.

– Før plantede vi med en afstand på omkring 1,5 meter. Nu har vi lært at plante med 2,5 meters afstand. Vi har også lært, hvordan vi skal beskære, så vi får den bedste trækrone, forklarer Cao Thi Anh.

– Konsulenten fra kooperativet viste os også, at man kan tage sig af sine træer uden at bruge pesticider. Og vores træer er meget større og flottere end dem rundt om os, så vi er ikke i tvivl om, at det virker. Vores træer er to år gamle. Om otte år kan vi fælde træerne og få en langt højere pris. Så har vi planer om at sætte vores hus i stand og starte endnu en rotation, fortæller Cao Thi Anh.

Ikke flere sukkerrør

I Hoa Binh-provinsen bor familien Thien, som lever af deres seks hektar med bambusskud, akacie og sukkerrør.

Før var sukkerrør den største afgrøde, men nu, hvor de er blevet en del af Grow For It-projektet, har de omlagt 1,3 hektar til akacie.

– Sukkerrør kræver mange pesticider og kemisk gødning, og så er markedsprisen meget svingende. Vi har længe drømt om at skifte til akacie. Med Grow For Itmodellen kan det hænge sammen økonomisk, og det er også godt for helbred og miljø, siger 45-årige Bui Thi Chien.

I Hoa Binh-provinsen bor familien Thien. De lever af deres seks hektar med bambus, akacie og sukkerrør. Før var sukkerrør den største afgrøde. Men nu hvor de er blevet en del af Grow For It-projektet, har de omlagt 1,3 hektar til akacie

I Hoa Binh-provinsen bor familien Thien. De lever af deres seks hektar med bambus, akacie og sukkerrør. Før var sukkerrør den største afgrøde. Men nu hvor de er blevet en del af Grow For It-projektet, har de omlagt 1,3 hektar til akacie.

En transparent model

Det er ikke kun bønderne i Vietnam, som er glade. Næstformand i Grow For It, Jens Schiersing Thomsen, er også glad for projektet.

Sammen med resten af foreningens bestyrelse har han siden 2015 formidlet donationer fra danske firmaer og private, som ønsker at støtte skovrejsning rundt omkring i verden.

– For 7500 kroner kan der plantes én hektar skov, som hvert år vil opsuge cirka 10 ton CO2, hvilket balancerer en danskers gennemsnitlige årlige CO2- udledning, skriver foreningen på deres hjemmeside. –

Det er altid en udfordring, når vi planter træer ude i verden at sikre, at træerne ikke bliver fældet i utide. Den her model, hvor bønderne selv har hånden på kogepladen, fungerer rigtig godt, og den er let at forstå. Mange af de donorer, som har henvendt sig til os, har været så glade for modellen, at de er kommet tilbage og har doneret penge til flere træer, siger Jens Schiersing Thomsen.

Indtil videre har foreningen, som udelukkende består af frivillige kræfter, haft en del tilbagevendende donorer.

– Det betyder blandt andet, at vi både har kunnet plante træer i Vietnam sammen med DFE i 2019 og 2020, forklarer Jens Schiersing Thomsen.

Man skal kunne klappe sit træ

– Hvis man donerer penge til projektet, så skal man i princippet kunne tage ud og klappe det træ, som man har været med til at plante. Så transparent skal systemet være, siger Jens Schiersing Thomsen.

Da en del af donorerne til dette projekt er danske virksomheder med produktion i Vietnam, er besøg da heller ikke helt urealistisk.

Ægteparrene vil hellere end gerne vise deres træer frem og sige personligt tak til de firmaer og private, som har haft overskud til at hjælpe dem.

– De er meget velkomne her, siger de samstemmende.

Fakta
  • DFE planter også træer sammen med Grow For It i Vietnam, Nepal og Uganda.
  • Du kan læse mere om Grow For Itprojektet på //growforit.dk/ – external-link-new-window “Læs mere om Grow For It her”>growforit.dk

Artiklen er skrevet af:

Blandet, dyrket skov i efterårsfarver

Skovdyrkerne

Mere om Skovdyrkerne

Læs også andre artikler fra Skovdyrkeren #74

Læs andre artikler inden for Skovpolitik