Skoven er det tætteste man kommer på evigheden

93-årige A.P. Hansen er et livstykke. Han er politiker, tidligere borgmester og iværksætter. Han har levet meget, og igennem hele tilværelsen har skoven haft en central plads.

– Kom ind, runger det igennem den højloftede stue.

Stemmen er markant og tilhører 93-årige A.P. Hansen.

Han byder indenfor i den gamle færgekro ved Als Sund i Sønderjylland. Herfra har han og konen Ester haft deres base siden 1960’erne.

A.P. Hansen hedder Arne Peder til fornavn.

– Men skriv A.P. Det navn har jeg altid brugt, siger han.

A.P. sidder i en solid træstol ved sit spisebord. Store vinduer indrammer udsigten ud over Als Sund, hvor sejlbåde med tyske og danske flag passerer forbi.

– Vi har boet her siden 1960’erne. Jeg satte selv huset i stand for mange år siden, fortæller han.

Opvokset med skov

A.P. Hansen har været skovejer siden star- ten af 1970’erne. På det tidspunkt køber han en landbrugsejendom. Med i hand- len følger parceller i Sottrup skov nord for Sønderborg.

– Jeg har fire parceller og et par lidt mere regulære stykker skov. Der er i alt ni hektar. Skoven er en 12-favne skov, som stammer fra udstykningen i syttenhundredetallet. Den er udmatrikuleret i små aflange parceller. Det vil sige, at gårdene har haft en parcel, der er 12 favne bred – efter sigende så bred at en stiv vogn kunne vende i skoven, siger han.

– Der er også parceller, som er den halve bredde, nemlig seks favne. De har fra gammel tid tilhørt husmændene, fortsætter han.

Han har flere gange forsøgt at købe flere parceller.

– Men ingen vil sælge. Jeg kan ikke købe mere til, selvom jeg gerne vil, siger han.

Skovinteresse hele livet

A. P. Hansen er vokset op ved Næstved, og han har fået skovinteressen ind fra barnsben.

– Min far var agronom, og han var også menighedsrådsformand i Rønnebæk. Han var tilsynsførende for den skov, der hørte til kirken. Jeg kan blandt andet huske, at vi under krigen kørte ud i skoven og savede brænde til præsten, fortæller A.P. Hansen.

Han filosoferer et øjeblik over ophavet til sin store skovinteresse.

– Det var min far, der gav mig interessen for skov. Han lærte mig om træarter, vækst, sygdomme og så videre. Igennem

sin agronomuddannelse var han ekspert indenfor området. Jeg synes det var enormt spændende at lære om skov og skovbrug, siger han.

– Faktisk kan det godt ærgre mig lidt, at jeg ikke har givet mine egne børn den samme glæde for skov, tilføjer han.

Borgmester i ni år

A.P. Hansen er kvik, og når han taler, står vittige bemærkninger i kø.

Han har frit udsyn ned igennem sin tilværelse. Uden vaklen fortæller han om begivenheder, politiske magtspil og vigtige årstal fra sin tilværelse.

Politik har fyldt meget.

I 1997 blev han Venstre-borgmester i Sønderborg – efter 52 års socialdemokratisk styre. Den post havde han i ni år.

– Jeg var næsten 70 år, da jeg kom til. Det var nogle fantastisk spændende år. Vi fik udrettet meget, siger han.

Han nævner blandt andet, at han lykkedes med at få bygget Alsion. Det er et stort center i første række ud til Als Sund. I første omgang skulle det huse Syddansk Universitet.

– Men midt i processen henvendte symfoniorkestret sig til mig. De manglede et sted at spille. Derfor fik vi integreret en fantastisk koncertsal i bygningen. Det er blevet et meget vellykket hus, som nu samler borgerne i Sønderborg, siger han.

Han læner sig tilbage og kigger ud over sundet. Tankerne render baglæns.

– Årene i politik var fantastisk spændende. Det var de virkelig. Men til tider var det også umenneskeligt hårdt. Der var vel et par weekender om året, hvor der ikke var opgaver. Som borgmester er man på hele tiden, siger han.

Den politiske interesse har han haft fra helt ung. Faktisk var han på et tidspunkt medlem af to ungdomspartier.

– Jeg er venstremand, så selvfølgelig var jeg med i VU. Men jeg fandt ud af, at pigerne i KU var noget kønnere. Så derfor meldte jeg mig også ind i KU. Det kunne man sagtens dengang, fortæller han.

Glad for skoven

– Nå, vi skal op i skoven, det skal vi altså, fastslår A.P. Hansen og rejser sig fra bordet.

Bentøjet bøvler lidt efter en ledbåndsskade. Men med stok og rolige skridt kommer han afsted.

– Ja, tænk engang. Så har jeg været venstremand hele mit liv og så ødelæg- ger jeg endda mit venstre ben. Altså hvor uheldig kan man være, griner han.

På vejen derop fortæller han, at han altid gerne har villet eje skov.

– Jo, for mig er der to ting, som er lykken her i livet. Det er familien og familie- firmaet – men også det, at være skovejer og få mulighed for at arbejde med mine egne træer.

– At have skov er vel det nærmeste, man kommer evigheden her i tilværelsen. Skoven stod der for tusindvis af år siden – og den bliver ved med at være der, når vi ikke er her længere, siger han.

A.P. Hansens skov består primært af stor gammel bøg. Der står fortsat ask ind- imellem, men som de fleste andre steder er asken ramt af toptørre.

– Skoven er en typisk bønderskov, som er selvforyngende, siger han.

Skovene skal dyrkes

En gang imellem har han brugt rådgivning fra Skovdyrkerne.

– Som du kan se, står der mange store gamle træer, og der kunne godt tyndes og skoves. Men jeg vil sige, at et gedigent stormvejr gør nu også meget ved det hele, siger han og smiler.

Det der med at lægge skov urørt falder ikke i god jord hos A.P. Hansen.

– Skovene skal dyrkes og bruges. Jeg vil ikke kunne holde ud, hvis min skov skulle ligge urørt som mange statsskove nu gør. Jeg mener, det er galimatias, at vi skal hente træ ind fra Amazonas og Østeuropa simpelthen fordi, vi ikke selv vil bruge plads på at producere træ i Danmark, lyder det.

Familien i centrum

På vejen tilbage fra skoven fortæller A.P. Hansen om sin familie. Den har altid betydet meget for ham.

– Jeg har fire børn. To drenge og to piger. De har alle været ude i verden, hvor de har prøvet kræfter og fået erfaringer. Men jeg er så heldig, at de er kommet hjem igen. Nu bor de her i området. Det er jeg glad for, siger han.

A. P. Hansens kone blev ramt af en kræftsygdom for fire år siden.

– Vi mistede hende desværre sidste år, siger han.

Han holder en lille pause.

– Vi mødte hinanden i Odense, da hun var sygeplejerskeelev. Jeg passede hende her i huset i årene, hvor hun var syg. Vi nåede at være gift i 68 år, siger han.

Endnu en rund fødselsdag

Fremover vil han nyde sin tilværelse og tage det hele lidt med ro.

– Det ærgrer mig, at jeg har fået skaden i benet. Jeg kan nemlig ikke arbejde i skoven mere. Det har jeg ellers holdt utro- ligt meget af, lyder det.

– Faktisk må jeg også erkende, at som 93-årig, er man lidt til overs. Det er man altså. Men jeg nyder se mine venner og min familie. Det glæder mig, at familien har det godt, og at sønnerne kører virksomheden dygtigt videre, siger han.

Han håber, at han når i hvert fald en rund fødselsdag mere.

– Min ’livlæge’, som jeg plejer at kalde ham – siger at jeg nok skal fylde rundt igen. Forhåbentligt får han ret, lyder det fra A.P. Hansen.

Grundlagde maskinfabrik i hønsehuset

A.P. Hansen er grundlægger af maskinfabrikken Cormall. Det hele begyndte i et hønsehus for 64 år siden. I dag er der produktion i mange dele af verden.

A.P. Hansen grundlagde i 1961 maskinfabrikken Cormall.

– Det hele begyndte i et gammelt hønsehus i Dybbøl. Det var her, vi producerede den første stålpladekværn. Kværnen blev solgt i 22.000 eksemplarer, fortæller A.P. Hansen.

Navnet Cormall har også sin egen historie.

– Jeg skulle jo finde på et navn, og valget faldt på Cormall. Det er en forkortelse af corn mill, siger han.

Specialiseret produktion

Som årene er gået, er landbrugsenhederne blevet meget større. Udviklingen i landbruget har medført, at Cormall i dag har specialiseret sig i store industrianlæg

til fuldautomatisk fodring af køer, heste og får i mange dele af verden.

Derudover producerer Cormall også teknik til forarbejdning af halm og biomasse til strøelse, foder, biogas, ethanol og meget andet.

Stor udvikling

Siden de første produkter blev fabrikeret i hønsehuset, er det gået stærkt. Koncernen har nu fabrikker i Sydafrika, Indien, Etiopien, Ukraine og Randers.

– Der er fortsat fuld fart på virksomheden. Vi har travlt og kæmper med at følge med efterspørgslen, siger han.

A.P. Hansen er ikke længere involveret i driften. Aktierne er overdraget til de to sønner Peter og Jens.

– Ansvaret ligger godt hos mine to sønner. Jeg holder min kæft – og så lader jeg mine to drenge passe biksen. Det gør de heldigvis meget dygtigt, siger han.

Læs også andre artikler fra Skovdyrkeren #97