Ædelgran spiller hovedrollen på tysk skovdistrikt
50 medlemmer af Skovdyrkerforeningen Syd har været udenlands på foreningens årlige medlemsudflugt. Men de var ikke længere væk, end at man næsten kunne se hjem. Turen gik til Försterei Süderlügum lige syd for grænsen for at se på naturnær skovdrift.
De Danske Skovdyrkerforeninger er partner i EU-programmet LIFE 4Forest, der arbejder med at fremme naturnær skovdrift.
De slesvig-holstenske statsskove, Schleswig-Holsteinisches Landesforsten, er en afgørende vigtig samarbejdspartner i LIFE-projektet. I Slesvig-Holsten lige syd for den dansk-tyske grænse, har man i generationer fulgt den naturnære tyske skovbrugstradition med plukhugst i fleretagerede skove.
Det gælder også i de gamle hedeegne. De slesvig-holstenske hedeplantager ser derfor helt anderledes ud end de danske, selv om både klima, jordbund og landskab er noget nær identiske.
Det fik medlemmerne af Skovdyrkerforeningen Syd mulighed for at se i praksis i september. Her gik foreningens årlige udflugt som en del af LIFE-projektet til skovdistriktet Försterei Süderlügum, der ligger lige syd for lande- grænsen ved Tønder, for at se naturnær skovdrift på sandjord.
En anderledes hedeplantage
Försterei Süderlügum omfatter 941 hektar. Det bevoksede areal udgør 770 hektar.
Et stærkt trekløver hilste deltagerne velkommen og viste dem rundt. Det var Carolin Meinhardt, der er skovfoged på Försterei Süderlügum, Jörn-Hinrich Frank, der er skovfoged på nabodistriktet Försterei Langendorf, der ligger cirka 20 kilometer syd for grænsen, og pensioneret skovfoged Hans-Hermann Hein, der har været på Försterei Drelsdorf cirka 40 kilometer syd for grænsen.
De tre kystnære distrikter har identiske dyrkningsforhold, hvor især jordbunden er en udfordring.
– Under os har vi mindst fire meter rent sand, konstaterede Jörn-Hinrich Frank ved det første stop i en bevoksning og viste en gyvelstængel, som han havde plukket i skovkanten.
– Derfor finder vi gyvel overalt. I de åbne områder kommer der hurtigt gyvel og lyng, der kan klare sig på sandjorden, forklarede han videre i sit indlæg, der blev oversat løbende af en af distriktets danske jagtlejere.
Jordbunden er ikke den eneste udfordring i Süderlügum. Der er kun 25 kilometer til Vadehavet, og en stor del af det mellemliggende område er ubevokset marsk.
Derfor er vind en faktor, som man skal regne med, og luftens saltindhold kan også være et problem.
– Egentlig burde området ikke være egnet til arter som bøg og ædelgran, supplerede Hans-Hermann Hein.
– Når det alligevel går så godt, er årsagen især, at der gennem tiden er skabt et godt skovklima med en høj luftfugtighed, uddybede han og pegede rundt på træer- ne i den imponerende blandingsbevoks- ning, som gæsterne var på vej igennem.
Som mange danske hedeplantager er stykket plantet til efter dybdepløjning og grøftning af et hedeareal i 1880’erne, men det minder ikke meget om det, man typisk ser under tilsvarende betingelser i Danmark.
Jörn-Hinrich Frank med gyvel indikerer ringe jordbund. Men ved at skabe et godt skovklima, kan man alligevel lave fornuftig skovdrift. T.v. distriktets skovfoged, Carolin Meinhardt.
Ædelgran som hovedtræart
Som i de danske hedeplantager er nåletræarterne de økonomisk bærende på skovdistriktet ved Süderlügum. Men træartsvalget er et lidt andet, end man ser i plantagerne op gennem Jylland.
Ædelgranen spiller hovedrollen. Der arbejdes også med sitka, lærk og douglasgran, hvorimod rødgranen er fraværende.
Løvtræer som bøg, og til en vis grad også eg og ahorn, udgør knap en femtedel af bevoksningerne.
De bruges primært til at sikre klima, stormstabilitet og jordforbedring, men har ingen nævneværdig økonomisk betydning i driften.
Desuden består alle bevoksninger af uensaldrende blandinger. I de bevoksninger, som skovdyrkerne fik lejlighed til at se, dominerede bøg og ædelgran.
Der bliver arbejdet meget bevidst med at sikre, at der hele tiden bliver produceret ædelgran i høj kvalitet i overetagen, samtidig med at der er en livskraftig mellemetage til at overtage pladsen, når et træ bliver taget ud.
– Vi arbejder meget med skygge og lys. Bøg og ædelgran forynger vi i skygge. Så smager de unge træer ikke så godt, og er ikke så attraktive for råvildtet. Ved samtidig at sørge for, at der er rigeligt med selvforyngelse, kan vi få en ny generation op uden hegn, fortalte Hans-Hermann Hein.
En meget aktiv afskydning af hjortevildtet spiller også en vigtig rolle i det naturnære tyske skovbrug.
Den vigtige bevoksningspleje
Ædelgranerne skoves i bevoksningen, når de passerer en måldiameter på 55 centimeter i brysthøjde. Enkelte får lov til at vokse sig større end det, både fordi der stadig sker en vigtig værditilvækst og for at sikre et flot og varieret skovbillede.
Granerne står i spredt blanding med bøgene, som der hele tiden holdes godt øje med.
– Bøgen vil af natur hele tiden brede sig ud til siderne og kommer let til at trykke ædelgranerne. Derfor sker der løbende en nedskæring af bøg i et omfang, så vi bibeholder skyggen, men ikke skader granerne, fortalte Hans-Hermann Hein.
Carolin Meinhardt berettede, at dette arbejde udføres af distriktets fem fastansatte skovarbejdere og at der samtidig i stort omfang bruges sankere og selvskovere, når der skal tyndes i bøgene.
Derimod gør den spredte og selektive hugst det ikke oplagt at producere flis i skoven.
Jörn-Hinrich Frank understregede, at den ringe mulighed for rationelle maskinløsninger er en af de ting, der adskiller plantagerne i Slesvig-Holsten fra plantagerne i Jylland.
– Generelt kan man sige, at vi har meget små etableringsomkostninger, når vi driver skoven, sådan som I ser her, hvor vi som udgangspunkt hverken skal plante eller hegne. Til gengæld har vi så større løbende omkostninger til bevoksnings- plejen, sammenfattede han.
Under hele rundturen blev der spurgt flittigt ind til metoder og tilgange. Den omfattende brug af ædelgran overraskede mange. Økonomien i den mandskabstunge driftsform var der også interesse for at høre nærmere om, og Meinhardt kunne oplyse, at der hentes et fornuftigt positivt dækningsbidrag på skovdriften.
Geder bekæmper glansbladet hæg
Foruden det skovdækkede areal omfatter Försterei Süderlügum også 170 hektar naturarealer, herunder et areal med lyngklædte indlandsklitter og to meget store højmoseområder.
Deltagerne på Skovdyrkerforeningen Syds tur fik lejlighed til at møde de brægende deltagere i et særligt naturplejeprojekt. Det er fyrre sulte geder og robuste gutefår. Gennem dagtimerne søger dyrene føde i højmoserne under ledelse af en erfaren hyrde med en dygtig hyrdehund. Om aftenen føres de ud af moseterrænet igen og overnatter bag strømførende hegn, indtil hyrden henter dem igen næste morgen. Dyrenes opgave er at holde træagtig opvækst nede, og der er særligt én art, som er i søgelyset, nemlig den invasive glansbladede hæg, også kendt som serotina, der har bredt sig voldsomt i skoven og i kanten af moseområderne. I højmoserne er kvæg for tunge til at færdes, og maskinel rydning af hæg er ikke mulig. Nedskæring resulterer desuden bare i stødskud, og så er man lige vidt. Men får og geder knækker opvæksten ned med horn og klove for at få alle de næringsrige skud med, og holder der- med planten effektivt i skak, viser ordningen, der har kørt som et forsøg i to år, og som skovdistriktet forventer at forlænge.
Oplevelser og inspiration
Skovrider Henrik Fredslund-Petursson fra Skovdyrkerforeningen Syd glæder sig efterfølgende over det inspirerende udflugtsmål.
– Det er spændende, at man har kunnet skabe sådan et skovbillede gennem tålmodighed, faglighed og jagt. Man tænker ikke på, at det er en hedeplantage, man er i. Det er ret tankevækkende, kommenterer han.
Dele af dyrkningsmetoden genkender han fra skovdyrkerforeningens arbejde i medlemmernes skove.
– Rent skovdyrkningsmæssigt praktiserer vi på mange måder noget ret tilsvarende en del steder, især i de mindre skove. Men vi har nogle udfordringer, som de ikke har i de tyske skove. Blandt andet kan man i Danmark ikke styre vildttrykket så konsekvent, som de gør det her. Desuden kan vi opleve, at driftsformålet ændrer sig i en skov, for eksempel i forbindelse med ejerskifte. Det risikerer man ikke her, hvor skoven jo netop er et resultat af en kontinuert indsats over rigtigt mange år, konkluderer han.
