Christian Friis Bach henter ny energi i sin skov

Folketingspolitiker Christian Friis Bach er skovejer og har selv rejst skov to gange. Han kobler af i skoven og arbejder med at skabe høj biodiversitet og naturværdi.

– Kom med. Vi skal op ad bakken – skoven ligger oppe for enden af markvejen, siger Christian Friis Bach.

Han kalder på hunden og traver op ad en grusvej på sin landbrugsejendom ved Veksø i Nordsjælland. Tøjet er afslappet og skoene er praktiske.

Skovdyrkeren er inviteret med til en samtale om skovens betydning for folketingspolitikeren, der for nyligt skiftede fra Radikale Venstre til Venstre.

Vejen går langs levende hegn og økologiske græsmarker. Turen er velkendt, for det er her, Christian Friis Bach søger hen, når slipset ryger af, og han skal slappe af.

– Min skov og mit fritidslandbrug er det, jeg slapper af med. Det er her, jeg bruger min fritid. Jeg bruger mange timer på ejendommen og klarer langt de fleste opgaver selv, fortæller han.

Markvejen snor sig forbi store græsfolde, hvor galloway-kvæg gumler økologisk græs. Der hører i alt 48 hektar jord til ejendommen.

– Dyreholdet består af kødkvæg. Jeg har fire moderdyr plus nogle ungdyr. Dyrene skal for øvrigt kælve lige om lidt, fortæller han.

Naturskov med mange arter

På toppen af bakken dukker skoven op. Den første del på seks hektar blev rejst i 1999 – det var året efter, at Christian Friis Bach købte ejendommen sammen med sin kone.

– Det første, vi gjorde, var at rejse skov. Da vi kom til ejendommen, var der ikke et eneste træ. Det var én stor hvedemark. Det var vigtigt for os at få skabt skov og natur, siger Christian Friis Bach.

Naturen har altid haft stor værdi for politikeren.

– Som barn kunne jeg ligge i timevis og vente på at se en nattergal. Jeg fiskede i mosen og har altid været naturmenneske, fortæller han.

Naturinteressen viser sig også i artssammensætningen af skoven. På begge sider af skovstien står et væld af forskellige træarter. Brynene er etableret med mange forskellige buskarter.

– Vi etablerede skoven som en naturskov. Der er plantet omkring 35 forskellige arter heroppe. Stort set alt, hvad du kan finde af arter i gamle danske skove, er plantet her, fortæller han.

– Den store variation gør det til en sjov og spændende skov. Det er et eldorado. Om foråret er der et fuglekvidder uden lige. Jeg kan bruge timer på at gå heroppe og nyde min skov, siger Christian Friis Bach.

Tætte skovbryn

Igennem årene har Christian Friis Bach selv tyndet skoven. Træet er brugt til brænde, men også til at skabe bedre biodiversitet.

– Jeg vil gerne have et godt og tæt skovbryn. Derfor skærer jeg træerne væk fra brynene, og jeg har også tyndet med motorsav i selve skoven, siger han.

Mange steder i skovbunden ligger der nu visne trætoppe og bunker af dødt ved.

– En stor del af det træ, jeg saver ned, får lov til at ligge i skoven til gavn for biodiversiteten. Træet ligger og visner, og det bliver til fine insekthoteller, siger han.

Tyndet for variation

Turen går længere ind i skoven. Længere fremme er skoven mere åben og ifølge Christian Friis Bach, skyldes det, at han har fået en entreprenør til at tynde skoven igennem.

– Det gik jo op for os, at vi slet ikke kunne følge med, så jeg har fået skoven tyndet igennem med maskine.

– Tyndings-operationen blev udført, sådan at der blev tyndet for størst mulig variation. Mit driftsformål er ikke at dyrke rette træer til møbler og tømmer. Derimod handler det for mig om natur, biodiversitet og herlighed, fortæller han.

2000 rummeter flis til varmeværk

Entreprenøren, som tyndede skoven, forventede omkring 1000 rummeter flis.

– Men der var faktisk over 2000 rummeter flis på vores 10 hektar. Både han og jeg var overraskede over mængden, siger Christian Friis Bach.

Skovejeren glæder sig over at bidrage med grønt brændsel til den grønne omstilling.

– Jeg er glad for at levere flis til varmeværket og på den måde bidrage til bekæmpelse af klimaforandringer – altså ud over den store mængde CO2, der jo også løbende ophobes her i skoven.

– Der er jo mange, der mener, at man ikke skal producere flis fra skoven, men det har jeg det godt med. Jeg vil gerne bidrage med biobrændsel. Derudover har skoven jo godt af at blive tyndet. Nu er der plads til, at de blivende træer for alvor kan udvikle sig. Så måske tager vi en tur igen om 5-10 år, siger han.

Traditionel skov

På vejen rundt når Christian Friis Bach frem til den nyeste skovrejsning. Det er fire hektar, som blev rejst i 2009.

– Som du kan se, har vi etableret den nye skovrejsning mere traditionelt. Den har mere karakter af en traditionel produktionsskov, lyder det.

Han sender blikket ind i træerne, hvor der blandt andet står grupper af nål, eg samt bøg og lærk i blanding.

– I brynet har vi stor variation med mange forskellige arter. Der er hassel, tjørn, kalkved, benved og mange flere. Det er jo den store variation, der giver plads og gode levesteder til dyr og insekter, siger han.

Opvokset på landet

Undervejs render tankerne baglæns, og samtalen falder på familie og opvækst. Christian Friis Bach gør det klart, at hans store naturglæde stammer fra opvæksten på en lille ejendom i Vestsjælland.

– Min familie har rødder i Nordjylland. Men min mor var den eneste af ni søskende, som kom til Sjælland. Hun var hjemmegående i en periode, og fik senere job som selvstændig vognmand, hvor hun kørte med mad.

– Min far var en rigtig mønsterbryder. Først landmand – så manufakturhandler. Han tog også studentereksamen og kom senere ind på Landbohøjskolen, hvor han uddannede sig til agronom og senere tog en ph.d., siger Christian Friis Bach.

– Det var på grund af min far, at jeg også valgte at uddanne mig til agronom. Interessen for landbrug og natur er jeg jo vokset op med hjemmefra, fortsætter han.

Skovrejsning sætter spor

På vejen tilbage bliver der reflekteret over skovens betydning. Udover glæden ved naturen, nævner Christian Friis Bach også det at sætte sig spor.

– Det går jeg tit og tænker på, når jeg går heroppe. Med en skovrejsning sætter du jo varige spor. Skoven er her også om mange hundrede år, når vi for længst er borte.

Han tænker lidt, inden han fortsætter.

– Det er ikke fordi, folk skal gå tænke på mig. Bare de nyder skoven, som de går i, så er det rigeligt for mig – og en god tanke, siger han.

Læs også andre artikler fra Skovdyrkeren #98