88-årig passer juletræer fra sin røde el-scooter

Ib Bechmann har en ukuelig appetit på livet og er fyldt med virkelyst. Han kan ikke længere gå, men passer nu sine juletræer fra el-scooteren.

Det summer imellem juletræerne, og kort efter dukker en rød el-scooter frem.

Ib Bechmann har fat i styret og ruller hjemmevant ned ad sporet i kulturen.

Han er 88 år og kan ikke længere gå. Men han har ikke sat farten ned af den grund.

Hver eneste dag starter han scooteren og kører fra bopælen i Brædstrup og ud til sin juletræsejendom. En tur på fem kilometer.

Juletræerne er gået i blodet. Det er en livslang passion, der holder ham i gang, selvom bentøjet svigter.

– Jeg holder virkelig meget af min ejendom. Jeg nyder at arbejde med juletræerne og mine klippebevoksninger. Faktisk kan jeg ikke slippe det, og jeg kører herud hver eneste dag, siger han.

Tandlæge og juletræsdyrker

Ib Bechmann er tandlæge. Han åbnede egen klinik i Horsens i 1969 sammen med sin kone.

Det med juletræerne har altid interesseret ham, og i 1972 købte han landbrugsejendommen Rævedal sammen med sin far og bror.

– Jeg overtog selv ejendommen et års tid senere. Men i mange år var det hele familien som deltog i tilplantningen. Altså min far og mor samt min brors og min egen familie. Det var otte personer i alt, siger han.

I midten af 1980’erne var der juletræer og pyntegrønt på alle egnede områder. I flere årtier passede han ejendommen og produktionen sideløbende med tandlægeerhvervet.

Han har ikke selv landbrugsbaggrund. Der er heller ikke landbrugsfolk i familien.

– Jeg ved godt, hvor interessen stammer fra. Vi skal helt tilbage til min skoletid. Jeg gik i klasse med Peter Heillmann, som kom fra et gods i Østjylland. Derfra fik jeg indblik i skovbrug og juletræsdyrkning, og det synes jeg var helt utroligt spændende, siger han.

Løbende indplantning

Terrænet på Rævedal er varieret og bakket. Efteråret har malet landskabet rødbrunt, og lav oktobersol får omgivelserne til at stråle i gyldne nuancer.

Scooteren ruller ned ad en stejl bakke. På begge sider af sporet står store og små juletræer imellem hinanden. Proveniensen er den klassiske Ambrolauri.

– Jeg er en af de få dyrkere, som stadig bruger løbende indplantning, hvor jeg planter nye træer ind, efterhånden som salgstræerne skoves, fortæller han.

– Dyrkningsmæssigt er det aldeles urationelt, men det har også flere fordele. Det giver et godt mikroklima for de nye planter. Det giver en bedre udnyttelse af jorden, og det er langt pænere at se på, fortsætter han.
Selvom andre måske ville vælge en mere effektiv metode, holder Ib Bechmann fast i sin måde at gøre tinge- ne på.

– Vi har også plantet mange overstandere ind – hvert fjerde træ i hver ottende række. Det var mest el, men også bøg. Efterhånden fældede vi dem, men lod en del bøge stå tilbage for at pynte på kulturen, siger han.

– Det er heller ikke dyrkningsmæssigt optimalt, men det giver smukke omgivelser. Det hele behøver ikke at være så effektivt og rationelt, og jeg kan godt dyrke gode juletræer i de smukke omgivelser, siger han.

Juletræer og nattefrost

I 1970’erne og 1980’erne var klimaet væsentligt koldere end i dag.

– Det betød, at især forårsnattefrosten, som er aldeles ødelæggende for juletræskulturerne, forekom hvert år – og især i lavningerne her på ejendommen, siger han.

Han fortæller, at dengang var de nordmannsgran, man kunne få, den meget tidlige og meget hurtigvoksende proveniens Giresun og den noget bedre Savsat Papart.

– Ret hurtigt fandt vi ud af, at vi ikke kunne plante juletræer i de laveste områder – ikke engang rødgran, som vi også forsøgte os med. De laveste områder blev så til græsklædte slugter med enkelte hårdføre buske. Det viste sig at være positivt for ejendommen. For en juletræskultur på en firkantet flad mark er altså ikke nogen skønhedsåbenbaring, siger han.

Limede tøjklemmer i køkkenet

Det med at dyrke gode kegleforme- de træer har altid været målet for Ib Bechmann. Han har øje for detaljen og går målrettet efter, at salgstræerne skal opnå høj kvalitet.

Faktisk er det ikke så svært, mener han,

– Det er enkelt. Du skal jo bare være over dem hele tiden, siger han og smiler.

– Juletræsdyrkning kræver rettidighed og engagement. Gør man det kun halv- hjertet, bliver kvaliteten for ringe, uddyber han.

Tilbage i 1980’erne fandt han på at montere pinde på træernes toppe.

– Jeg så, hvordan toppene blev ødelagt af fuglene om foråret. Derfor støvsugede jeg vores hjem for blomsterpinde og tøjklemmer, som jeg limede sammen i køkkenet. Jeg husker alverdens forsøg med at montere pindene på træerne, siger han.

– Jeg kan også huske, at min skovfoged Bent W. Nielsen fra Skovdyrkerne var noget overrasket. Det havde han alligevel aldrig set hos andre dyrkere, og han mener vist stadig, at jeg opfandt fuglepinde i juletræsdyrkningen, siger Ib Bechmann.

Utallige arbejdstimer

Ib Bechmann blev pensioneret som 64-årig i 2001. På det tidspunkt solgte han tandlægeklinikken og helligede sig arbejdet med juletræerne. Det var også i de år, at han blev en habil golfspiller med handicap 17.

Imens han stadig var tandlæge, klarede han selv langt det meste af arbejdet i juletræerne.

– Jeg brugte utallige weekender herude. Som regel var jeg også i juletræerne onsdag efter arbejde. For mig har de mange timer aldrig været en byrde, for jeg har altid nydt hver eneste sekund herude siger han.

Han tænker lidt – og sender så en ekstra bemærkning afsted.

– Faktisk er det hændt, at jeg er taget på golfbanen og har fortrudt. Men jeg har aldrig fortrudt en eneste dag i juletræerne, fastslår han.

Får hjælp af gode folk

Ryggen har bøvlet igennem flere år, og de seneste år har Ib Bechmann brugt scooter for at komme rundt i kulturen.

Som det ser ud nu, er Ib Bechmann nødt til at leje arbejdskraft ind. Skovdyrkerne hjælper med opmærkning, salg med mere. Den gode nabo Bjarne Dalsgaard er også en uvurderlig hjælper.

– Rygproblemerne gør, at jeg ikke længere kan gå. Men jeg klipper fortsat lidt pyntegrønt. Og så »hundser« jeg lidt med folkene herude. Det er der jo nogen, der skal gøre, siger han og smiler.

Biodiversiteten får plads

Naturen har altid haft en stor plads i Ib Bechmanns bevidsthed. På Rævedal trives biodiversiteten side om side med juletræerne.

I ejendommens fjerne ende ligger et stykke naturskov på en lille hektar. Skovarealet har været uberørt i cirka 100 år.

– Det er 50 år siden, vi kom til ejendommen, og vi har aldrig rørt det. Før vores tid havde det også ligget urørt i mange årtier, fortæller Ib Bechmann.

Der er mange forskellige arter som blandt andet poppel, pil, eg og fuglekirsebær med flere. Når et gammelt træ vælter, får det lov at ligge til insekterne.

– Jeg nyder naturskoven og den variation, som skoven tilfører til ejendommen. Jeg har bestemt ikke planer om at dyrke arealet aktivt, forsikrer han.

Måske generationsskifte på vej

Fra naturskoven fører stierne tilbage til ejendommen. Ib Bechmann vender scooteren og på vejen tilbage reflekterer han lidt over tilværelsen.

Dåbsattesten er ikke længere helt ny, men han nyder fortsat at producere juletræer og klippegrønt fra sin ejendom.

– Det bedste ved Rævedal er, at jeg kan arbejde med træerne og være i naturen. Det elsker jeg virkelig. Det er også den vigtigste årsag til, at jeg holder fast, selvom jeg er oppe i årene, siger han.

– Derudover føler jeg et enormt ejerskab og ansvar for ejendommen. Jeg har jo anlagt det hele og har været her i en stor del af mit liv, fortsætter han.

Han har en søn og en datter, som begge er naturinteresserede. Datteren bor i Albertslund og sønnen bor i Holstebro.

– Min datter har vist erkendt, at der er for langt fra Albertslund. Så det er nok mest sandsynligt, at min søn vil overtage stedet herude. Ellers skal ejendommen sælges på et eller andet tidspunkt, siger han.

Han holder en lille pause, inden han fortsætter.

– Vi må se, hvad der kommer til at ske. Jeg vil i hvert fald blive glad, hvis næste generation på Rævedal vil fortsætte, hvor jeg slipper. Det betyder meget for mig, at dyrkningen af juletræer og klippegrønt fortsætter, når jeg ikke kan mere, siger han.

Læs også andre artikler fra Skovdyrkeren #99