7 organisationer enige: bevar adgangsreglerne for naturens skyld
Naturfredningsforeningen, WWF, Dyrenes Beskyttelse, Dansk Ornitologisk Forening, Jægerforbundet, Dansk Landbrug og Skovforeningen har skrevet til miljøminister Troels Lund Poulsen og advaret mod at øge adgangsretten til naturen som foreslået af Friluftsrådet.
Naturfredningsforeningen, WWF, Dyrenes Beskyttelse, Dansk Ornitologisk Forening, Jægerforbundet, Dansk Landbrug og Skovforeningen har skrevet til miljøminister Troels Lund Poulsen og advaret mod at øge adgangsretten til naturen som foreslået af Friluftsrådet.
Forhistorien er at Friluftsrådet i foråret 2008 gentog sine krav om fladefærdsel og natfærdsel i private skove samt færdsel langs ledelinier i det åbne land. Det er disse krav som de 7 organisationer nu påpeger kan få negative effekter for naturen.
Skovforeningen er glad for den brede enighed om at naturbeskyttelsesloven fra 2004 giver en god ramme for at balancere friluftslivets behov, sikring af vigtige levesteder for dyr og planter samt ejerens mulighed for at koordinere gæsternes aktiviteter i naturen.
Brevets fulde ordlyd
Kære Troels Lund Poulsen !
Med udgangspunkt i fælles drøftelser vil undertegnede organisationer, der alle er repræsenteret i Vildtforvaltningsrådet, hermed indstille til dig:
At miljøministeren på baggrund af den aktuelle tilstand i Danmarks natur afviser Friluftsrådets nye adgangskrav fremsat i forbindelse med Friluftsrådets generalforsamling i april 2008.
Friluftsrådets krav er ifølge rådets pressemeddelelse fra 22. april 2008 følgende:
Ret til fladefærdsel i private skove
Ret til stilfærdig færdsel langs ledelinier (diger, hegn, vandløb, bræmmer m.m.) i det åbne land
Ret til at færdes i private skove døgnet rundt
Friluftsrådets formand har efterfølgende i medierne argumenteret for de nye krav og tilkendegivet, at Friluftsrådet vil arbejde videre med sagen.
Indledningsvis vil vi minde ministeren om, at der på baggrund af et ganske omfattende udvalgsarbejde så sent som i 2002 blev indgået et frivilligt adgangsforlig, som nogle af vores organisationer tilsluttede sig.
Det er vores vurdering, at de nye regler herfra (der så sent som i 2004 blev indarbejdet i naturbeskyttelsesloven) først nu er ved at blive kendt, og at disse regler giver offentligheden gode muligheder for adgang og friluftsliv i det danske landskab, når der samtidig skal tages hensyn til naturens beskyttelse.
Som repræsentanter for undertegnede organisationer er vi bekymrede over de negative effekter, som en eventuel effektuering af Friluftsrådets nye krav vil kunne få på flora og fauna her i Danmark.
Således har flere rapporter, der fulgte efter Wilhjelm-udvalgets rapportering i 2001, understøttet billedet af en sårbar og mange steder truet dansk natur.
Småbiotoper i det åbne land og skovbevoksninger væk fra veje og stier er i dag vigtige, uforstyrrede yngle- og levesteder for en lang række dyr, og en øget færdsel i disse områder vil få en forstyrrende og negativ effekt, der også forstærkes af nedgangen i brakjordernes areal.
Til trods for en del positive tiltag i det åbne land er en række arter som f. eks. hare og agerhøne fortsat under pres, og en udvidelse af færdselsretten vil ikke gavne sådanne arter.
Desuden viser de aktuelle udbredelsesmønstre for sky arter som f. eks. havørn og kongeørn meget overbevisende, at disse sjældne og følsomme arter foretrækker at yngle i private skove og undgår offentlige skove, hvor der ifølge reglerne er både fri fladefærdsel og muligheder for færdsel om natten.
Tilsvarende præference for de private skove og deres mere restriktive adgangsregler viser f. eks. fiskehejrerne, når de anlægger kolonier her i Danmark. Kolonierne er statistisk set klart underrepræsenteret i de over 25 % af landets skove, der er præget af de vidtgående adgangsregler, som gælder for offentlige skove.
På denne samlede baggrund tilråder vi derfor, at regeringen fortsat lader de nyligt reviderede adgangsregler være gældende.
Med venlig hilsen
Bjarne Clausen, Dyrenes Beskyttelse
Henrik Bertelsen, Dansk Landbrug
Michael Brockenhuus-Schack, Dansk Landbrug
Tommy Dybbro, WWF Verdensnaturfonden
Christian Hjorth, Dansk Ornitologisk Forening
Niels Iuel Reventlow, Dansk Skovforening
Poul Hald-Mortensen, Danmarks Naturfredningsforening
Ole Roed Jakobsen, Danmarks Jægerforbund
Kilde: Dansk Skovforenings hjemmeside
Per Hilbert
Sekretariatsleder
De Danske Skovdyrkerforeninger