Hvis afrikansk svinepest kommer til Danmark, vil det få store økonomiske konsekvenser for landbruget, for dansk eksport og dermed for samfundsøkonomien. Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri har udarbejdet informationsmaterialet ”Information til skovdyrkere om risiko for spredning af sygdomme til dyr via madrester”, som de har bedt os om at udsende til vores medlemmer. Informationsmaterialet er udarbejdet som en del af projektet ”Informationstiltag om forbud mod fodring med køkken- og madaffald”, som hører under Danmarks handlingsplan for at holde afrikansk svinepest ude af Danmark. Du finder materialet ved at følge linket herunder.

Information til skovdyrkere om risiko for spredning af sygdomme til dyr via madrester

Hvad er afrikansk svinepest?

Afrikansk svinepest er en smitsom virussygdom, som kan ramme alle racer og aldre af svin, inklusive vildsvin. Afrikansk svinepest kan ikke smitte til mennesker. Afrikansk svinepestvirus er meget modstandsdygtig, og virus kan overleve op til 9 måneder i forarbejdede fødevarer som fx pølser.

Hvordan kan afrikansk svinepest spredes?

Virus kan spredes ved direkte kontakt mellem syge og raske svin, herunder vildsvin, men smitten kan også overføres indirekte via fodring af svin med virusholdige fødevarer eller køkken- og madaffald herunder madrester.

Sygdommen er spredt over store afstande i EU, hvor mennesker har medbragt inficeret kød, som er blevet ædt af svin eller vildsvin. Sygdommen har siden 2014 spredt sig fra Hviderusland til flere EU-lande og findes i dag bl.a. i Bulgarien, Estland, Grækenland, Letland, Litauen, Polen, Ungarn, Rumænien, Italien og i Tyskland. Uden for EU findes afrikansk svinepest bl.a. i Serbien, Rusland, Ukraine og Kina.

Oplysning om bortskaffelse af køkken- og madaffald, herunder madrester, er derfor en vigtig del af de danske initiativer, der skal begrænse risikoen for at smitten kommer til Danmark.

Nyheden er skrevet af:

Blandet, dyrket skov i efterårsfarver

Skovdyrkerne