Aftensmøde i Pyntegrøntklubben
Onsdag den 30. marts afholdt foreningens Pyntegrøntklub sit årlige aftenarrangement.
Vi var i alt 84 deltagere som hørte fire forskellige indlæg. (Det er godt at se, at et spændende program kan trække ”fuldt hus”.)
Først fortalte Lars B. Christensen (Danske Juletræer)fortalte om næringsstoffer i forhold til produktion af nordmannsgranjuletræer – specielt kvælstof og magnesium. Kompleksiteten i hvorledes næringsstofferne virker og interaktionen mellem dem, samt afhængigheden af jordens reaktionstal blev med al ønskelig tydelighed illustreret.
Lars Olsen fra BioNutria fortalte om mulighederne i anvendelse af flydende mikronæringsstoffer og om fordelene ved at splitte udbringningen over flere omgange gennem vækstsæsonen.
Direktør Claus Jerram Christensen fra Danske Juletræer berettede om det europæiske marked for juletræer, om traditionerne i forskellige dele af Europa, om tendenserne i forbrugsudviklingen og om forventningerne til udviklingen i den europæiske juletræsproduktion.
Endelig fortalte skovfoged Henning Post om forløbet af en juletræssæson for juletræsteamet i Midt, og om hvad foreningen (medlemmer og medarbejdere) kan gøre for at stå bedst muligt i forhold til de markedsmæssige udfordringer, som vi er i, og som vi vil opleve i de kommende år.
Afslutningsvist efterlyste skovfoged Casper Plejdrup, som stod for aftenenes arrangement, et par medlemmer til at deltage til det lille udvalg, som planlægger årets arrangementer. Desuden erindrede Casper om markvandringen den 11. maj.