Aktiv skovdrift contra forfald: Den enes død, den andens brød
09.01.2013
Syg ask
I skovdebatten er der ofte et vist skel mellem skovfolk og biologer. Skellet skyldes at man prioriterer og vægter skovens ydelser forskelligt. Det er jo heller ikke nemt at sammenligne værdien af så væsensforskellige ydelser som en kævle til savværket, en familietur i skoven og en rovfuglerede.
De fleste er enige om, at der skal være plads til det hele (undtagen de fundamentalister, der vil udlægge hele skoven som et urørt vildnis).
For nylig har en af landets førende biologer, Rasmus Ejrnæs fra Aarhus Universitet, fremført et interessant synspunkt. Et synspunkt, der nok kan øge blodtrykket hos de fleste skovfolk.
Han giver i en artikel i Weekendavisen udtryk for, at askesygen faktisk er en glimrende ting. Han synes det er ‘spændende at se på mulighederne for nyt liv i skoven på den plads, som de døde asketræer efterlader.’
Han skriver videre: ‘Desværre er dette perspektiv meget overset, måske fordi vi har en tendens til at efterstræbe sundhed og vækst og se sygdom og misvækst som et entydigt onde. Men den enes sygdom og død kan som bekendt være den andens brød’.
Han mener naturligvis det levende træ på den ene side, og billerne og svampene på den anden side. Men man kunne vel også sige skovejeren og hans skovdrift på den ene side og biologen med hans lup på den anden. Så fik vi da trukket skellet mellem de to skovpolitiske synspunkter helt skarpt op.
Per Hilbert
Seniorkonsulent
