Birk (Betula)

Birk i Danmark, en artikel om vækst, krav til jordbund, produktion m.m.

De to birkearter, vortebirk (Betula verucosa) og dunbirk (eller hvidbirk) (Betula pubescens), vil her blive behandlet sammen, da de i mange henseender kun adskiller sig lidt.

Vortebirken, som har sit navn efter nogle små grålige vorter på de helt unge grene, er den største og værdifuldeste af birkene, og den man helst dyrker i skoven.

Dunbirkens unge grene er dunede, og dens stamme holder sig længere hvid end vortebirkens. Dunbirken er det af vore skovtræer, der går længst mod nord, og den var også blandt de første skovdannende træer her i landet efter istiden. Hos os forekommer dunbirk på fugtige og tørveagtige lokaliteter, medens vortebirk bedre kan klare sig på mere tørre jorder.

Birk er et lystræ

Birkene er udprægede lystræer. De springer tidligt ud, og vortebirkens grene er tilmed lette at drive. – Allerede først på vinteren springer de ud, hvis de tages ind i varmen, i modsætning til f.eks. bøg, der ikke uden særlig behandling kan drives før knopperne svulmer.

I vore skandinaviske nabolande omfattes birkene med mindst samme kærlighed som bøgen hos os, hvilket ikke er underligt på grund af deres slanke grene, smukke hvide stammer, kønne udspring og klare gule høstfarver. I øvrigt bliver birkestammerne både hvidere og rettere, jo længere man kommer mod nord og øst i Sverige og Finland, og svensk birk (f.eks. fra Jönköpings len) bliver også smukkere hos os end dansk birk.

Klimaforhold og selvforyngelse for birk

Birken har et stort vandforbrug, og det hænder, at fritstående birk dør på grund af tørke i tørre somre. Birkens form påvirkes stærkt af vinden, og den bliver lav, hvor den udsættes for vindslid.

Birkens lette frø flyver langt omkring, og da den sætter store mængder af frø, koloniserer birken let nyryddet jord. Birken har yderligere en meget hurtig ungdomsvækst, og i Skandinavien er det sædvanligt, at man efter rydning af skov får en opvækst af birk, som hurtigt bliver så høj og lys, at der under den indfinder sig en naturlig granopvækst.

Vi får også tit, her i landet, birkeopvækst på nyryddet jord, men den efterfølges ikke af en naturlig granindvandring.

Ofte vil en birkeforyngelse, som er blevet stor nok til, at man lægger mærke til den, findes på steder, hvor man har forsømt at lave kultur straks efter afdriften af den gamle bevoksning. En sådan birkeopvækst kan let anvendes og blive til en birkebevoksning – men på grund af birkens ret lave produktion er rene birkebevoksninger dog sjældent ønskværdige.

Birk som hjælpetræ

Derimod kan man bruge selvsåede birk som hjælpetræer i kulturer, som dårligt tåler forårsfrost, f.eks. i kulturer af bøg og ædelgran. Det er i øvrigt ikke sjældent, at man i mangel af naturlig birk – eller andre hurtigtvoksende løvtræer – planter birk (eller el) som ammetræer i kulturer af sarte træarter. Enkelte opragende birk kan i øvrigt tilføre nåletræsbevoksningerne en betydelig skønhedsværdi!

Udrensning

I granplantninger bliver selvsået birk ofte en slem plage, fordi den overvokser granerne. Den må da hugges ned, ofte gentagne gange, da den ellers vil skade granernes vækst ved sin skygge og ved at piske grantoppene. Foretages udrensningen først på sommeren, får man færrest stødskud.

Dyrkning, produktion og salg

november 13, 2009

Birken bliver ikke særlig gammel, og da den har sin største produktion i ungdommen, bør man udnytte dette ved at tynde birkebevoksninger stærkt og afvikle dem tidligt.

Med hensyn til birkens egnethed for småskovene, må man nok sige, at den kan være en slags “skovens moder”, idet den som nævnt ofte er det første træ, der i større mængde kommer af sig selv på en afdrift, og birken kan medvirke til, at mindre komplette kulturer slutter sig. Den selvsåede birk er derfor god som indblanding og som fyld i ukomplette løvtræforyngelser; men den kommer ofte i så store mængder på uønskede steder, at den kan være kolossalt besværlig at komme af med igen.

Udseende

Birkens ved er hvidt eller svagt gulligt, fintporet og ret hårdt. Det kan anvendes til møbler, finér, kasser m.v. Birkebrænde har en høj brændværdi, og det brænder uden at der springer gnister fra det, hvorfor det er særlig velegnet til pejsebrænde og betales højt til dette formål – så højt at ikke mange andre anvendelser kan konkurrere med det.

I ældre tid havde den holdbare birkebark mange anvendelser i Skandinavien. Barken blev taget af i store flager om foråret, og den blev anvendt til æsker og andet husgeråd, til tagdækning (under græstørv), ja i middelalderen skal birkebark endog have været anvendt til fodtøj (birkebejnerne i Norge).