Praktiske oplysninger om brænde og brændefyring
Brænde er vel skovens ældste produkt, og på trods af alle moderne alternativer, er det stadig et uhyre vigtigt produkt.
Brænde er vel skovens ældste produkt, og på trods af alle moderne alternativer, er det stadig et uhyre vigtigt produkt.
Vigtigt for skovejerne, fordi det giver en alternativ indtjening og en udnyttelse af ukurante dimensioner og kvaliteter. Og vigtigt for byfolket, fordi det enten giver en billig fyring, eller fordi brændeovnen er et hyggeligt samlingspunkt i en stresset hverdag.
Hvilke træarter giver mest varme?
Alle træarter kan bruges. 1 kg træstof afgiver samme varme, uanset hvilken træart, der er tale om. 1 kg helt tørt træ svarer til 0,5 liter olie.
Men jo tungere træ, jo større varmeindhold – når man forudsætter at vandindholdet er det samme. Teknisk set er det den såkaldte tørrumvægt, der betyder noget.
Bøg er blandt de bedste
Herunder er en tabel over den normale, gennemsnitlige tørrumvægt for de almindeligste træarter (det bemærkes, at især nåletræerne varierer betydeligt afhængig af vækstforholdene – hurtigtvokset træ er lettest og dermed dårligst). Tallet angiver vægten i kilo for en liter helt vandfrit træ:
| Avnbøg | 0,79 |
| Robinie | 0,73 |
| Bøg | 0,68 |
| Ask og eg | 0,65 |
| Ahorn og birk | 0,60 |
| Bjergfyr | 0,54 |
| Pil | 0,52 |
| Rødel, lind, skovfyr | 0,49 |
| Douglas | 0,47 |
| Rødgran, cypres | 0,43 |
| Sitka, ædelgran, poppel | 0,41 |
| Thuja | 0,34 |
Blandt de bedste er altså bøg, ask og eg, mens f.eks. poppel og det meste nåletræ er noget ringere.
Hvis man selv laver sit brænde, kan det således bedst betale sig at bruge sin tid på de træarter, der står øverst på listen. Der skal dog også tages hensyn til pris, tilgængelighed og flækegnethed.
I Norge og Sverige har man med stor fornøjelse fyret med fyr og gran i mange år. Det kan man også gøre herhjemme. Der skal generelt advares mod at fyre med trykimprægneret og malet træ af hensyn til forureningen. Spånplader og andet, der indeholder lim er også mindre egnet end rent skovtræ. Ligeledes papir i større mængder, mælkekartoner og andet affald.
Om fyringen med brænde
Brændefyring bliver mere og mere populært. De sidste års olieprisstigninger har yderligere forstærket efterspørgselen efter brænde. Man regner med, at vi nu har over en halv million brændeovne i helårshuse og 100.000 yderligere installeret i sommerhuse. MEN MANGE FYRER FORKERT, hvilket både resulterer i dårlig udnyttelse af brændet og generer naboer med røg og sur lugt – og altså med giftstoffer som dioxin. I denne artikel gennemgås en række simple og gode regler for brændefyring.
Men langt de fleste gener kan undgås, hvis man fyrer ordentligt! Kort fortalt er hovedreglerne disse
- Fyr kun med tørt træ
- Brug ikke trykimprægneret træ eller træ med malerrester
- Kløv træet op så meget som muligt, selv om det er besværligt (fyr ikke med ’knuder’)
- Brug en brændeovn, der er en anelse underdimensioneret i forhold til behovet
- Brug helst en moderne ovn, gerne med glasrude, så forbrændingen kan følges
- Reguler varmen ved hjælp af mængden af indfyret træ og ikke med spjældet
- Luk aldrig ned for spjældet med uforbrændt træ i ovnen
- Prøv ikke at fyre natten over – med mindre du og din ovn er særlig dygtige til det
Det er egentlig så simpelt. Men gøres ofte forkert alligevel. Med disse enkle regler kan det ikke gå helt galt.
Optænding med masser af luft
Her citeres fra Erik Holmsgårds bog: Brænde og brændeovne. Chr. Ejlers Forlag, 2. udgave 2007:
Optænding sker ved løst sammenfoldet papir eller optændingsblokke – aldrig med brændbare væsker. Over papiret/blokkene lægges en del helt tørre småpinde på kryds og tværs, således at der er luftåbninger mellem pindene. Oven på disse lidt større brændestykker – også med luft imellem. I forbindelse med optændingen holdes lågen ofte på klem for at få mest mulig luft ind i ovnen. Når der er god ild i brændet lukkes lågen, men spjældet til primærluft holdes stadig helt åbent. Hvis der ikke er roset i lågen, men f.eks. i ovnens overplade, skal denne roset åbnes helt.
Denne indstilling af lufttilførselen skal bibeholdes, indtil brændet er afgasset eller afblusset.
Se på farverne
Hvis der fyres i en ovn med glasrude, kan der holdes øje med flammens farve. Den skal være hvid-gul. Hvis farven bliver mørkerød skyldes det for lille ilttilførsel. Når gasserne stort set er afbrændt og der næsten ikke forekommer gule flammer mere, kan der skrues ned for lufttilførselen ved hjælp af rosetten.
Nyt brænde – ny luft
Ved påfyring af nyt brænde (altid flere stykker ad gangen) åbnes der på ny helt for luftrosetten, indtil brændet igen er afblusset, hvorefter der igen kan skrues ned for lufttilførselen. Dette skal gøres for hver påfyring.
Asken isolerer
Når der efterhånden kun er glødende trækul tilbage, kan luftrosetten lukkes næsten helt. Gløderne vil da kunne holde i længere tid, idet den fine træaske vil virke isolerende og derved hjælpe til at holde gløderne ved lige. Derfor bør asken ikke tages ud af ovnen før askelaget bliver for tykt, hvilket vil sige over 5 cm. Dette gælder gammeldags ovne uden rist.
Ved ovne med askeskuffe og rist bør risten dog holdes fri for aske, således at primærluft tilføres ad denne vej. Sekundær luft tilføres i dette tilfælde gennem en luftroset i lågen eller overpladen. Når brændet er afblusset, følges samme fremgangsmåde som ved ovne uden rist.
Fyre over om natten – Glem det!
Den almindeligste fejl, der gøres, er manglende sikring af tilstrækkelig lufttilførsel. Både ved den løbende påfyring og ved forsøg på at fyre over om natten. Eneste gode metode til at fyre over er med en kulskovl at dække de afblussede gløder med aske sidst på aftenen. De dækkede gløder holder sig meget længe. Men ovnen giver heller ingen varme fra sig i den situation. Glem det med at fyre over!
Omvendt skader det ikke noget, at man under fyringen ikke får skruet ned, når gasserne er afbrændt. Det giver ingen dårlig forbrænding – kun en dårlig udnyttelse.
Øvelse gør mester – også her.
I øvrigt anbefales ovenstående bog af Erik Holmsgård. Den fås i boghandelen og koster 198 kr.