Brændeovne

Enhver simpel jernkasse med et luftindtag (spjæld) og en røgafgang kan i princippet bruges til fyring. Alle de gamle Morsø støbejernsovne var faktisk af denne type, og de fungerede og fungerer stadig godt – forudsat at der fyres med tørt træ og de grundlæggende regler for fyring i øvrigt respekteres.

Nye ovne er i reglen bedre

Der er dog sket en stor udvikling i de seneste årtier. En del af denne udvikling har mest haft til hensigt at gøre ovnene smartere at se på, og nogle har direkte været tilbageskridt. Således overgangen fra støbejern til pladejern.

Men når det er sagt må man indrømme, at mange af de nyere ovne er bedre og lettere at fyre i end en gammel Morsø ovn. Det hele drejer sig om den korrekte lufttilførsel til brændet. Her har ingeniører optimeret tilførselen af kombinationen af såkaldt primær- og sekundærluft.

Forbrændingen

Der skal ikke gås i detaljer med dette, men træets forbrænding kompliceres betydeligt af, at der er to slags brændbare stoffer i træet: Dels selve træstoffet, som kun udgør 25% af vægten, dels en række flygtige forbindelser som f.eks metan, acetylen og tjæredampe, som tilsammen udgør 75% af brændets vægt. De forskellige stoffer forbrændes ved forskellige temperatur.

Ved forbrændingen fordamper først vandet i træet. Dernæst følger en uddrivning og en antændelse af de nævnte flygtige forbindelser, og til sidst brænder trækullet.

Fasthold de flygtige forbindelser

Halvdelen af varmen sidder i de flygtige forbindelser. Det er derfor meget vigtigt, at disse udnyttes. Det kræver god og korrekt tilførsel af luft, og det kræver en høj temperatur i brændkammeret. De fleste af de frigjorte gasser kræver en så høj temperatur som 6-700 grader for at antændes. Hvis de ikke antændes, forsvinder de op i skorstenen. Herved udnyttes de ikke, men giver i stedet anledning til den i indledningen omtalte forurening af omgivelserne. Hvis skorstenen er for kold på grund af for lav temperatur i ovnen, vil desuden en del af disse stoffer fortættes som løbesod eller glanssod i skovstenen med risiko for tilstopning og skorstensbrand til følge.

En ovn skal ikke ryge

Under optændingen kan det ikke undgås, at der ryger en del gasser med ud gennem skorstenen. Røgen vil her kunne ses og lugtes. Men når først temperaturen i ovnen er oppe, skal der faktisk slet ikke erkendes nogen røg op gennem skorstenen. Højst lidt hvid vanddamp.

En mindre ovn, der kører for fuld knald, er bedst

De ovennævnte tekniske forhold omkring forbrændingen betyder blandt andet, at man ikke skal have en ovn med for stor kapacitet. I en for stor ovn er man nødt til at køre med nedsat forbrænding for at den ikke skal varme for meget. Det betyder, at temperaturen inde i ovnen bliver for lav, hvorved man får den uønskede ufuldstændige forbrænding. Det er bedre med en mindre ovn, der kører på fuld knald det meste af tiden, mens den er tændt.

Ovne, der er udforet med mursten eller hvor der er ophængt ekstra jernplader ved siderne, holder lettere en højere temperatur i selve brændkammeret, og er derfor bedre.

Mange nyere ovne har en glasrude, så man kan følge forbrændingen. Det er en stor fordel, idet det gør det meget lettere at regulere tilførsel af brænde og af luft.

Mærkning af ovne 

Der findes en mærkningsordning for brændeovne, den såkaldte DS-mærkning fra 1990. Den blev tilpasset den europæiske standard (EN) i 2003. Kravene er nu en virkningsgrad på 70% og en max. udledning af kulilte og partikler. Kravene skønnes ikke tilstrækkelige, idet ovnene kun testes under optimale forhold og ikke under realistiske forhold med forskellige belastninger. Den bedste mærkning er den såkaldte Svane-mærkning. Kun ét fabrikat på markedet lever p.t. op til disse krav.

Pas på løbesod

Man skal være opmærksom på, at hvis man har en oven med en meget høj virkningsgrad – som dels betyder en total afbrænding af alle gasser, men som også sikrer, at så meget af varmen som muligt afgives til rummet, hvor ovnen er opstillet, så er der en risiko for, at skorstenstemperaturen bliver for lav. Det betyder afsætning af løbesod. Man skal altså acceptere et vist varmetab til skorstenen. En isolerering af skorstenen vil minimere dette problem.

Masseovne

En særlig type af ovne, som ikke er omtalt ovenfor, er de såkaldte masseovne. De er udviklet i Finland og Sverige i 1800-tallet, men er ved at få en renæssance i moderne byggeri. En række danske murere har specialiseret sig i opførsel af sådanne. De er store og tunge og ganske dyre. De er ikke velegnede til klat- og hyggefyring om aftenen eller i sommerhuset, men er derimod beregnet til stabil opvarmning af det meste af et hus. Det er altså typisk ikke ovne, man bare lige sætter ind i et eksisterende hus. Ofte udgør de en integreret del af huset. I modsætning til brændeovnene, der er lavet af metal, er de muret op, og vejer normalt mellem 1-5 ton. Priserne ligger i størrelsesordenen 40-60.000 kr. En kombination med bageovn og opvarmning er brugsvand er også mulig.

De fyres normalt kun én gang i døgnet, hvilket muliggør brændefyring også i hjem, hvor alle beboerne er væk i dagtimerne.

De fungerer, hvis de er korrekt bygget, utroligt godt, idet de er lette at fyre i – samtidig med, at de har en meget høj virkningsgrad. Desuden er de behagelige på den måde, at varmen afgives ganske langsomt til omgivelserne.

Ombyg pejsen

Endelig skal nævnes de egentlige pejse, som stadig findes i en del huse. Efter fremkomsten af brændeovne med glasruder er de stort set gået af mode. Det er med god grund, idet de altid vil have en uhyre lav virkningsgrad, idet forbrændingen ikke kan styres. De anbefales ikke. Eksisterende pejse kan forbedres ved montering af en jernindsats, hvorved man opnår at forbrændingen kan styres og virkningsgraden derved forbedres betydeligt.