Brun ædelgranbladlus
I milde egne er der observeret ret markante angreb af stammelus i den seneste tid.
Brun ædelgranbladlus – der nok bedst kendes som ”stammelus” – kan forvolde betydende skader i nordmannsgran-juletræer. Et luseskadet træ kan kun meget vanskeligt, hvis overhovedet, sælges til eksport.
Derfor bør juletræsdyrkeren være ekstra opmærksom i den næste tid, da stammelusene er tidligt på færde i år.
Tegn på angreb
Et igangværende angreb erkendes ved, at lusene sidder i store klumper højt på stammen. Tidligere angrebne træer viser sig ved at være sorte på stamme og topskud. Sortfarvningen skyldes sodskimmelsvampe i lusenes honningdug.
Vær opmærksom på at lusene også kan sidde dybt i træet nu.
Er der blot få angrebne træer, vil det ikke være nødvendigt med behandling, da forskellige rovinsekter typisk vil spise lusene.
Mere markante angreb kræver dog handling. Enten på enkelttræer eller i de områder af kulturen hvor der er angreb.
Midler mod brun ædelgranbladlus
Der kan bruges lidt forskellige midler.
Mospilan SG har en off-label godkendelse til bekæmpelse af stammelus i juletræer. Med tågesprøjte udbringes 0,15-0,25 kg i 500-1000 liter vand pr. ha. Midlet har et afstandskrav på 20 meter til vandmiljøer. Udbringes helst inden skudbrydning, da midlet kan skade udsprungne træer.
Mavrik ( Mavrik Vita: forbudt 14.06.22) må også benyttes til bekæmpelse af insekter i juletræer. Der tillades maksimalt to behandlinger pr. vækstsæson af 0,2 l/ha med 14 dages mellemrum. Midlet har et afstandskrav på 40 meter til vandmiljøer. Anvendes senest 14 dage inden udspring.
Det anvendte middels godkendelse bør læses inden brug.
Kontakt din skovfoged hvis du har spørgsmål der trænger sig på.