Den egedominerede skovtype

Denne artikel beskriver den egedominerede skovtype. Du kan her læse om, hvilke krav egen stiller til klima og jordbund samt om nogle mulige driftsformer, hvor egen er den dominerende træart.

To egearter er naturligt forekommende i Danmark, nemlig stilkeg og vintereg. Vinteregen er især fremherskende på de lettere jorde i Midt- og Vestjylland (bl.a. hyppig i egekrat) samt på Djursland. Vinteregen findes desuden langs den sjællandske sydkyst og på Bornholm.

De to egearter har på en lang række områder samme egenskaber og krav til klima og jordbund.

Egen er en lystræart med typiske pioner-egenskaber. Den er tolerant over for både forårsfrost (sent udspring) og tørke. Egen kræver meget lys til foryngelse. Egen kan ikke forynges i småhuller, her skal der større åbne arealer til (i praksis vel mindst ½ -1 ha).

Egen er meget efterstræbt af hjortevildtet og kan i områder selv med et moderat vildttryk være meget svær at forynge uden brug af hegn.

Egen kan vokse på meget forskellige jordbundstyper. Den bedste udvikling sker på næringsrige, dybgrundede lokaliteter med god vandforsyning. Derudover kan den vokse under næringsfattige, sandede og tørre forhold – dog uden stor produktion. Stilkegen trives også på lerede, kompakte og vandlidende jorder. Egen trives ikke på tørvejorder. 

Egen vil i blandingsbevoksninger på langt sigt udkonkurreres af fx skyggearten bøg. Dette gælder dog ikke på de jorder, hvor bøgen trives relativt dårligt (de tørre, sandede jorder samt på de fede, vandlidende jorder). 

Meget stærk vinterfrost kan skade egen. Stilkegens sene skud (Skt. Hansskud) kan ligeledes skades af tidlig efterårsfrost. Stilkegen har en større evne til regenerationsskud end vinteregen og kan dermed bedre regenerere efter skader. Dette har dog den ulempe, at den større tendens til vanrisdannelse hos stilkegen kan nedsætte værdien af gavntræet. 

Ren eg

Bevoksninger med ensaldrende eg uden nævneværdige indblandinger har været en normal driftsform for eg i det konventionelle skovbrug. Indplantninger af andre træarter (fx avnbøg) er oftest sket med det sigte at få beskygget egens stammer, så risiko for vanrisdannelse mindskes. Foryngelsen er oftest sket ved gentilpantning efter renafdrift.

Som pionertræart danner egen fra naturens hånd større ensartede flader – og konventionel drift med ren eg i mindre bevoksninger (fx op til 1-2 ha) med et busklag må derfor betragtes som en relativ naturnær driftsform.

Selvforyngelse er muligt, men skal foregå under kraftig lysning og hegning. En kraftig skærmstilling indebærer risiko for store økonomiske tab pga. vanrisdannelse på de skærmstillede træer. Renafdrift på foryngelsesfladen bliver derfor ofte anvendt. Da selvforyngelse er noget usikkert, og da der alligevel skal bekostes hegning, vil den mere sikre plantning nok ofte fortsat anvendes.

Eg med ask og avnbøg

Denne skovtype hører til på de lerede morænejorder og især på de svære lerjorde med mangelfuld dræning.

I den mest naturnære form er skovtypen en èn- eller fleretageret stilkegeskov (evt. vintereg) med avnbøg og enkelte bøg i mellem- og underetagen. Desuden kan der forekomme en række buske og småtræer i underetagen og gruppevis indblandet ask og lind på vandlidende jorder – eller ær og fuglekirsebær på dybgrundede lokaliteter.

Skyggetræarter (bøg, lind) vil på sigt kunne blive dominerende. Skyggetræarterne hugges derfor fra toppen. Der foretages afdrift i mindre flader for at fremme foryngelse af egen – og fuglekirsebær. I mindre huller kan ask, spidsløn og ær forynge sig. Hegning af foryngelsesområderne er ofte nødvendig. 

Skovtypen har et højt potentiale for kvalitetsproduktion af gavntræ og er desuden en robust skovtype med store biologiske værdier. 

Eg med lind og bøg

Skovtypen hører typisk til på bakkeøerne samt på de sandede dele af morænelandskabet.

Skovtypen er domineret af vintereg (evt. stilkeg) med spredt indblanding af lind og bøg. Desuden kan der være spredt indblanding af birk, skovfyr, asp og røn. Da lystræarten eg er dominerende, vil der forekomme en række buske og småtræer i underetagen. 

På lang sigt kan typen blive bøgedomineret. For at modvirke dette bør bøgen hugges fra toppen og decideret uønskede skyggetræarter (fx rødgran) bør fjernes ved hugsterne.

Foryngelse af egen (og de andre lystræarter) kan ske i mindre flader, hvor de gamle træer borthugges. Aldersvariationen opstår især pga. variationen mellem de enkelte relativt ensartede flader – samt den spredte indblanding af skyggetræarterne bøg og lind. Foryngelse af egen kan forudsætte hegning af områderne.

Skovtypen har et begrænset potentiale for vedproduktion, men det er en robust skovtype med værdi for den biologiske mangfoldighed.

Eg med skovfyr og lærk

Skovtypen anvendes typisk på tørre, magre jorder. Skovtypen kan sandsynligvis forbedre jordbundstilstanden.

Eg (stilkeg eller vintereg) og skovfyr vil dominere overetagen, men birk (som spredt indblanding) og evt. lærk (som holme) kan være en del af skovtypen. Disse lystræarter tillader fremkomst af en underetage med småtræer og buske.

En naturlig foryngelse kan opstå i lysbrønde af en vis størrelse (mindre flader), der fremkommer ved aktiv hugst.

I områder med vildttryk kan hegning af foryngelsesområder være nødvendig, hvis egen skal vedblive med at være dominerende træart. Evt. selvsåede skyggearter skal desuden fjernes under hugsterne.

Skovtypen, der er knyttet til de tørre, magre jorder, giver ikke et betydende økonomisk afkast her. Skovtypen skal først og fremmest sikre et vedvarende skovdække med naturværdier og rekreative muligheder.