Der er hektisk aktivitet i pyntegrøntsteamet
oktober 11, 2013
I øjeblikket er der er hektisk aktivitet i pyntegrøntsteamet ved Skovdyrkerne. Mobiltelefonerne har svært ved at holde strøm og de skal lægge øre til meget fra tidlig morgen til sen aften – for nu er det højsæson for at klippe nobilis og andet pyntegrønt.
Med den ene fod under skrivebordet og den anden på speederen, styrer pyntegrøntsskovfoged Martin Viborg slagets gang. Siden den første blågrønne nobilisgren ramte skovbunden er der bundtet, læsset og kørt 6 gange mere klippegrønt end samme tid sidste år.
Indtil videre er det liftklip og selvklippere, der har været i gang. I den kommende weekenden starter vi for alvor op med stangsaksen, for så skal de hollandske, polske og tyske kransebinderier have deres grønt fortæller Martin Viborg.
Tidspunktet passer godt til de medlemmer, der netop har fået efterårsferie og har mulighed for at klippe i deres egne nobiliskulturer. Nu skal skrivebord, slips og skoletavler skiftes ud med stangsaks og ømme rygstykker. De medlemmer, der ikke allerede er sat i gang, kan forvente på et opkald fra Martin Viborg snart, for han er glad for at kunne trække på de engagerede medlemmer.
Der er mange af vores medlemmer, der kan og gerne vil klippe selv. Det er guld værd, når vi skal booste vores mængder og følge med efterspørgslen af frisk grønt afslutter Martin Viborg.
Pyntegrøntsteamet tæller foruden Martin Viborg også Morten Faudel, der koordinerer de sydlige skovparter, samt Skovfogedassistent Johan Stubkjær Madsen.
Selv om det går godt, er der endnu ikke sat kunder på alle kulturer og der er stadig en del arbejde med at få kunderne til at bestille de sidste læs. Men en god start er et god udgangspunkt for en vellykket sæson.