Diversitet
I Sverige satte statens gransker af skovloven spørgsmålstegn ved, at så stor en del af skovene er i privat eje. Men erfaring viser, at en stor andel af privat skov er en god forsikring mod store ulykker
I Sverige har regeringen (Socialdemokratiet + Miljøpartiet) bedt en embedsmand fra Sveriges højesteret, Charlotta Riberdahl, som er medlem af Miljøpartiet, om at give skovloven et eftersyn hvad angår lovens hensyn til natur og miljø.
Midt under dette arbejde kom hun under en diskussion i Almedalen (svarende til det danske Folkemøde på Bornholm) for nylig med følgende udtalelse: ’Man kan spekulere over, at når man har en så vigtig naturressource som skoven, som er vældig vigtig for biodiversiteten, for klimaet og for vort rene grundvand – er det da klogt at tillade et så stort privat ejerskab, som man har?’ (I Sverige ejes ca. 75% af skoven af private – nogenlunde som i Danmark).
Hendes bemærkninger udløste et ramaskrig blandt svenske skovejere, og efter en del polemik blev hun faktisk fyret af den svenske landbrugsminister (S), der udtaler, at regeringen ikke sætter spørgsmålstegn ved privatejet af skov.
Diversitet i ejerkredsen giver diversitet i skovene
Sagen er efterfølgende blevet kommenteret således af den svenske landboforenings blad, ATL:
’Den forestilling, at samfundet skulle være en bedre skovejer end de private, er et fristende synspunkt. Hvis noget er følsomt eller værdifuldt, antages kollektivt (statsligt) eje ofte at være det bedste. Det er dog langtfra altid tilfældet. Tværtimod – netop fordi vi i Sverige har haft ejendomsretten til skovene spredt, er mange naturværdier bevaret, idet de herved har undgået de skiftende politiske trends vedrørende skovpasning.
Et eksempel er forsøget på i 50’erne og 60’erne at udrydde birken med ’homoslyr’ (et kemikalie, som staten anbefalede udsprøjtet over skovene for at gavne granen i konkurrence med birken). Mange mindre private skovejere var skeptiske i forhold til den daværende skovstyrelses anbefalinger og fulgte dem ikke. Hvis staten havde ejet en større del af skovarealet, havde vi derfor haft mindre birk i dag.
Konklusionen er, at en mangfoldighed af ejere er en forsikring mod, at dårlige idéer får alt for store konsekvenser’.
Det interessante og triste er, at Charlotta Riberdahls synspunkter let kan genfindes hos mange danske skovpolitiske debattører.
