Eksport af nåletræ
Skovdyrkerforeningerne udnytter den fælles styrke til at forbedre afsætningen af råtræ - blandt andet gennem eksport. Det giver bedre indsigt i markedet og forbedrede vilkår for medlemmernes afsætning. Det fornuftige regionale marked har medført fortsat høje priser på nåletræ efter stormfaldet.
Skovdyrkerne udnytter den fælles styrke
For at sikre den bedst mulige afsætning for medlemmernes råtræ, arbejder Skovdyrkerne med eksport af nåletræ. I foråret er der eksporteret en del træ til Tyskland og Sverige. Der er afsat både tømmer og ringere kvaliteter, og en del af leverancerne er fragtet med skib. På grund af størrelsen på enkeltleverancerne med skib, er eksportpartierne ofte leveret i et samarbejde mellem flere foreninger.
Aktiviteterne giver dels nogle attraktive afsætningsmuligheder, dels en meget værdifuld indsigt i markederne. Foreningernes samarbejde om eksport af råtræ ligger helt i tråd med Skovdyrkernes strategi, hvor den fælles styrke nyttiggøres, så vi løbende forbedrer bl.a. de kommercielle vilkår, som medlemmerne kan tilbydes.
Danmark er nærmarked for en stor industri
Der findes en stor forarbejdningsindustri i det nordlige Europa, der efterspørger store mængder nåletræ. Der købes råtræ fra et stort forsyningsområde, og Danmark er en naturlig del af dette. Skibstransport er i den sammenhæng en vigtig faktor, idet fragtomkostningerne på skibstransport kan holdes på et rimeligt niveau.
Afsætning til den danske træindustri udgør, og vil fortsat udgøre, langt den største andel af det solgte råtræ fra Skovdyrkerne. De danske savværker er helt afgørende for at kunne foretage en optimal aflægning i skovningerne og for en stabil og kontinuerlig afsætning.
Uændrede priser trods øget udbud efter stormfald
Til trods for at der væltede relativt store mængder træ i de to storme i efteråret 2013, har priserne på råtræ været stort set uændrede i forhold til før stormene. Det skyldes i høj grad, at råtræmarkedet i højere og højere grad er et regionalt og globalt marked. I den sammenhæng var stormene som ramte Danmark og det nordlige Tyskland markedsmæssigt kun af mindre betydning.
Stormfaldsmængderne har det nationale og det regionale marked været i stand til at absorbere. Dermed udeblev de prisfald, man normalt har oplevet efter stormfald, hvilket i den grad har været positivt for de ejere, som blev ramt af stormfald.
23-5-2014 Videncenter Råtræ
By: Kristian Løkke Kristensen